Langt det meste i livet går over inden det går under…

soeren-elbaek-skov-web-02.jpg

Jeg hedder Søren Elbæk og er født i 1964 i Sdr. Vium i Vestjylland. Siden 1995 har jeg været forstander på kursus-centret Laugesens Have i Videbæk. Jeg har været politiker i flere omgange, og siden 2018 har jeg været socialdemokratisk viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Jeg lever ikke en dag uden musik. Jeg lever ikke en dag uden sproget. I aviser, bøger og mellem mennesker. Jeg lever heller ikke en dag uden mening. Jeg arbejder et sted hvor mennesker mødes og jeg er aktiv i politik fordi politik handler om mennesker og alt det der er omkring os.

Jeg har et godt humør – og jeg tror på humors evne til at punktere mange konflikter. Jeg tror også på Søren Kierkegaard, når han siger at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Derfor tror jeg man skal tage skyggen med, når man bevæger sig.

På min hjemmeside kan du finde artikler der handler om alt. For mig er det et sprogligt fristed. Tanker der ikke egner sig til handling. Eller en handling der fortjener en tanke.

Og så er der historier fra det Vestjylland hvor jeg har levet hele mit liv. Det Vestjylland der - på trods af nationale fordomme - igen og igen insisterer på at metropolen og resten af landet ikke er hinandens modsætninger.

Tag skyggen med, når du bevæger dig!