“Du er på listen næste gang …!”

Politik

29. dec.

Således startede min politiske karriere for snart 35 år siden. Det var en lun sommeraften i 1989. Jeg boede i en beskeden andelsbolig i Skjern og passede mit arbejde som formand for textilarbejderne. Jeg havde kontor i Søndergade og tog jævnligt livtag med direktion og ledelse på de store systuer i området - og ikke mindst byens største arbejdsplads, trikotagefarveriet - som dengang beskæftigede mere end 250 medarbejdere.

Lejligheden var denne aften fyldt med gode venner - og der var lagt op til en festlig aften med øl, musik og dårlige vittigheder. Det hele var godt i gang da min telefon ringede. Dengang lå en telefon ikke i en lomme, men stod i en vindueskarm - og aftenen var ikke yngre end at støjniveauet i lejligheden gjorde en telefonsamtale noget anstrengende.

Det var Henry Vilsgaard. Han var gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe. Han var desuden medlem af amtsrådet for det daværende Ringkøbing Amt. Henry Vilsgaard var et menneske der fyldte meget i et rum. Bordenden var der hvor Henry sad. Når Henry talte, blev der stille og der blev lyttet. Det ville være klogt.

Jeg forsøgte at dæmpe mine højtråbende - og ret feststemte - venner med en desperat fægten med arme og ben. Det lykkedes kun delvist og kun i en kortere periode. Henry var helt upåvirket af situationen. Han startede samtalen og var meget præcis i sit budskab.

“Der er valg til kommunalbestyrelsen den 21. november. Det antager jeg du er vidende om. Jeg har noteret mig, at du er medlem af Socialdemokratiet. Er det korrekt?”

Det kunne jeg bekræfte. Jeg havde meldt mig ind i 1986 - efter nogle få måneders medlemsskab af SF. Gert Petersen stod i vejen for yderligere sympati for det projekt.

Tidligere havde jeg flirtet med et tåbeligt medlemsskab af Konservativ Ungdom. Mest fordi jeg var håbløs forelsket i en pige, hvis omgangskreds fortrinsvis bestod af unge ambitiøse fremadstormende medlemmer af Konservativ Ungdom. Min konservative karriere stoppede inden den startede og forelskelsen forblev helt uforløst. Jeg havde ikke en chance nogen af stederne.

Henry Vilsgaard fortsatte samtalen og forventede tydeligvis ikke hverken ligegyldige kommentarer eller overflødige spørgsmål i samtalen. Han gik direkte til sagen;

“Jeg genopstiller ikke ved det kommende kommunalvalg. Partiet tillader ikke dobbeltmandater - og jeg har valgt amtsrådet. Du er på listen næste gang. Hvis du har spørgsmål til det, vil jeg opfordre dig til at skrive dem ned og stille dem ved passende lejlighed.”

Han kunne lige så godt have oplæst en dosmerseddel til den lokale købmand. Han gjorde ingen ophold i talen. Formentlig fordi han ikke forventede tåbelige spørgsmål. Han afsluttede samtalen nogenlunde således;

“Kommunalpolitik er spændende og jeg håber du bliver valgt. Jeg vil give dig et godt råd: Intet kommer af sig selv i politik. Lyt til dem der har erfaring og få så iøvrigt din egen mening.”

Jeg lider muligvis af erindringsforskydning, men jeg husker det som om jeg modtog beskeden med et “Javel!” - hvorefter samtalen var afsluttet. Jeg kunne herefter vende tilbage til stuen med de bajerdrikkende unge mennesker, de dårlige vittigheder og høj musik der strømmede ud gennem vinduerne i en lun sommeraften.

Alligevel blev mit liv aldrig mere helt det samme. Jeg var 25 år. Fra denne dag blev jeg ramt af en politisk bændelorm, som egentlig har siddet i mig siden. Interessen for politik. Og så det gode råd; “Lyt til dem der har erfaring og få så iøvrigt din egen mening!”

Det råd var langt bedre end jeg tror Henry Vilsgaard havde den mindste anelse om. Jeg har ikke levet en dag i politik - uden at jeg har tænkt på det råd. Bevidst eller ubevidst. Det gode råd er universielt - i al sin provinsielle naive enkelthed.

Henry Vilsgaard var en uhørt dygtig politiker. Han havde et formidabelt politisk overblik. Han havde en meget præcis næse for den gode forhandling. Han var pragmatisk og ideologisk. Og altid der hvor det passede bedst.

Henry Vilsgaard var også hyggelig. Og han befandt sig godt i et muntert lag, hvor der var mad og drikke på bordet. Han var politiker i en anden tid. Det er vel ikke forkert at antyde, at der ikke var så langt mellem snapsene i kommunalpolitik i firserne ..?

Henry Vilsgaard stoppede som politiker ved Ringkøbing Amt i 2004, hvorefter han flyttede til Odense. Han døde desværre kort tid efter. Henry stillede store krav til sit helbred. På dette tidspunkt kunne kroppen ikke længere honorere vilkårene.

Kommunalvalget blev afviklet og jeg blev valgt. Ung og naiv, men ikke uden energi. Jeg tror jeg fik 65 personlige stemmer. Jeg har ikke den fjerneste anelse om hvem der stemte på mig. Jeg havde ikke nogen stor familie i byen og de fleste familiemedlemmer var iøvrigt enten ret upolitiske eller også noget ret fjernt fra Socialdemokratiet. Jeg er ikke opdraget i et socialdemokratisk hjem. Egentlig er jeg slet ikke opdraget i et politisk hjem.

Min far udtrykte ikke nogen nævneværdig stor respekt for politikere i almindelighed - og slet ikke for socialdemokrater. Han var egentlig mest optaget af det der foregik lige omkring ham i sognet. Han læste Vestkysten, men sprang de sider over der omhandlede en verden udenfor en ret begrænset radius.

Min mor var opdraget i en højskolekultur. Hun var politisk orienteret, men ikke rettet mod noget bestemt politisk parti og hendes tilgang til livet var drevet af en stor sund interesse for andre mennesker. Derudover var hun hele livet optaget af at forsøge at gøre en lille forskel der hvor hun stod og der hvor hun gik.

Valgaftenen var en fest. Med 65 stemmer i ryggen og et sæde i byrådet de kommende fire år, var jeg parat til at etablere en mindre revolution. Jeg glædede mig til at komme i gang med at reformere hele byen og kommunen. Jeg havde ikke været i kommunalpolitik mange timer inden jeg lærte, at politik også er et håndværk - og at det ikke altid er den kønne af slagsen.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe konstituerede sig sammen med Venstre - og Venstre fik igen borgmesterposten. Det havde de haft i en uafbrudt årrække - og det var lige så naturligt som at vand løber nedad. Den konservative Egon Søgaard havde været borgmester i fire år - og det havde slidt fælt på Venstres selvforståelse og selvopfattelse.

Nu skulle alt tilbage på sin rette plads - og om dette bakkede socialdemokratiet op. Jeg vil lade historien afgøre om det var klogt. Gruppeformanden Sonja Haagensen var skråsikker i sin sag - og hun havde naturligvis styr på tropperne.

Sonja var et enestående menneske. Uhøjtidelig og med en politisk integritet som jeg ikke har mødt siden. Hun røg 30 Queens om dagen - og hun var svær stolt af, at hun havde bragt forbruget ned til dette niveau - fra et langt større forbrug. Hun hostede voldsomt, men den bivirkning ignorerede hun konsekvent.

Da valgaftenen var forbi trillede jeg hjem til min lejlighed på cykel. Jeg var egentlig parat til at kaste mig under dynen. Sådan gik det ikke. Straks jeg var indenfor lejlighedens dør, ringede telefonen. Det var den siddende borgmester Egon Søgaard - og han anlagde en kammeratlig tone ved samtalens start;

“Godaften unge mand - og hjertelig tillykke med valget. Vi sidder et par stykker her på rådhuset og taler om, at det er godt der er kommet en ung mand i byrådet. Vi har jo brug for de unge kræfter - ikke sandt?”
Jeg var ikke uenig. Efter min opfattelse var byrådets aldersmæssige sammensætning en skandale. Alene af den årsag, at de fleste nyvalgte medlemmer af byrådet - alene pga. deres alder - stod med det ene ben i graven. Jeg har regnet lidt på det. Det nyvalgte byråd i Skjern Kommune var i 1989 betydelig yngre end det byråd der lige nu er valgt til byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Sådan er der så meget.

“Havde du måske mulighed for at kigge ned i kantinen på rådhuset. Her er øl og smørrebrød og du kan vel nok have en bid mad oven på denne aften” fortsatte den siddende borgmester. Jeg havde ikke nogen anelse om hvad hans ærinde var. På dette tidspunkt.

Jeg kvitterede for invitationen og tog cyklen tilbage til rådhuset. Her sad en lille flok nyvalgte og genvalgte politikere - og manglede et mandat - for at kunne få borgmesterposten.

“Hvis du vil stemme for mig som borgmester, så vil vi sørge for at du kan få en betydelig post i de kommende fire år.” lokkede Egon Søgaard og først på dette tidspunkt gik det op for mig hvad hele optrinnet gik ud på. De sad og talte på fingrene og manglede et enkelt mandat for at kunne fortsætte yderligere fire år.

Jeg tog imod tilbuddet om smørrebrød og en kølig pilsner fra rådhusets kantine, men jeg afslog det iøvrigt favorable politiske tilbud. Jeg oplyste - med en noget usikker stemme - at jeg ikke kunne gå imod min egen gruppe - og forventede egentlig også, at de kunne forstå det. “Er det ikke sådan politik er? “afsluttede jeg min afvisning.

“Jooooh, for det meste. Men i særlige tilfælde kan der jo være behov for at tænke og handle utraditionelt - for at opnå en bestemt situation eller en bestemt sag” sagde Egon Søgaard. Herefter udbragte han en skål og hans ansigt lyste op i et stort smil.

I samme øjeblik gik døren op - og ind kom min gruppeformand, Sonja Haagensen. Hun var ikke iklædt pyjamas, men hun efterlod et klart indtryk af at hun netop var stået ud af hendes seng - for at ile til rådhuset uden ophold - som man siger.

Hun var ikke venlig stemt. Jeg kom aldrig til at se Sonja mere vred end denne aften. Til gengæld fik jeg hele kvoten på een gang. Hendes øjne lynede - og hun kæderøg hendes Queens aggressivt.

“Hvad laver du her? spurgte hun mig - da hun havde løsrevet mig fra min æggemad og min øl - og hevet mig ud på gangen.

“Jeg er inviteret af borgmesteren, men jeg kan berolige dig med, at det ikke lykkedes ham at købe borgmesterposten for en æggemad og en pilsner. Jeg er naturligvis loyal overfor den socialdemokratiske byrådsgruppe!” sagde jeg og afventede hendes reaktion.

Herefter fandt det lattermilde ansigt igen sine folder og hun udbrød grinende;

“Godt Søren …! Sådan skal det være. Velkommen i kommunalpolitik. Gå så ind og drik din bajer og kom så hjem i seng. Jeg glæder mig til at samarbejde med dig”

Herefter hostede hun voldsomt og svajede ud af rådhusets bagdør. Velkommen i kommunalpolitik.

Jeg sagde godnat til de detroniserede herrer og tog cyklen hjem i seng. Den aften lærte jeg, at politik er en handelsvare og i en snæver stund gælder alle kneb.

Jeg fandt aldrig ud af hvordan Sonja kunne vide, at jeg befandt mig på rådhuset i denne sene nattetime. Der er alliancer i politik som man aldrig får afdækket. Episoden skabte meget forargelse i Venstre. De mente det var ufine metoder. Jeg skulle senere erfare, at i politik kan det være målet der helliger midlet. Også i Venstre. Og Socialdemokratiet.

I den kommende valgperiode kom jeg til at holde uendelig meget af Egon Søgaard. Han var en læremester i politik. Han var politisk snu. Men først og fremmest havde han meget store ambitioner på områdets vegne. Han genvandt ikke borgmesterposten, men han blev formand for teknisk udvalg, hvor jeg også havde en plads. Egon var en særdeles dygtig formand og mødeleder for udvalget. Herfra fik han trods alt mulighed for at udøve en del af sine ambitioner på kommunens vegne.

Særligt husker jeg hans meget specielle samarbejde med stadsingeniør G. H. Gregersen. Søgaard var meget pragmatisk og liberal, når det kom til at tolke lovens ord. Det kan man næppe sige om Gregersen! De to herrers kropsprog kunne tale meget højt på et udvalgsmøde. Alligevel havde de det godt med hinanden. Kombinationen af en pragmatisk politiker og en regelret embedsmand er ikke så dårlig for en sag i politik.

Og så havde Egon Søgaard et fantastisk humør og en helt særegen humor. Jeg husker en episode, hvor vi sammen kørte til ELSAMS repræsentantskabsmøde i Esbjerg. Da vi havde passeret Lyne, svingede Søgaard ud i overhalingsbanen, trykkede hårdt på speederen og overhalede en lang række biler mens han - meget højt - afsang Ingemanns “I alle de riger og lande”. Samtlige vers. Uden ophold. Meget højt.

Egon Søgaard døde i 2008.

Billeder er venligst udlånt af Museumsforeningen i Skjern.