Hvad er det lige der er - med den løve …?
Da jeg gik i skole var historietimerne ikke de gyldne timer. Jeg synes det fremstod noget støvet og når man er en knægt på 12 år - med huller på knæene og snot i næsen, så er stenalder og istid ikke lige det der retter op på hverken det ene eller det andet.
Men jeg husker en enkelt historietime. Vi skulle have en vikar. Dengang hed det ikke en vikar. Vi skulle bare have en anden lærer. Jeg gik i Sdr. Vium Skole. En meget lille folkeskole, hvor lærer og elever kendte hinanden ualmindelig godt. Og denne dag var vores historielærer syg - eller også skulle han bare noget vigtigere end at undervise 20 møgunger i historiske omstændigheder - uden for enhver fattevne.
Ind i klasselokalet trådte skolelederen Knud Frederiksen. Han var 2 meter høj - og havde en særdeles myndig adfærd. Under hans opsyn var det klogt at opføre sig ordentligt, holde sin mund og i det hele taget høre efter hvad der blev sagt. Det var ikke blevet en vane for mig.
(Istedløven på sin nuværende placering på den gamle kirkegård i Flensborg en forårsdag i maj, 2022)
Knud Frederiksen var ikke en streng lærer. Ej heller urimelig eller bare underlig. Han var godt begavet, havde et godt tag på det pædagogiske - og så var han en uhørt dygtig fortæller. Billedskabende og dramatisk. Og han indledte timen med at oplyse, at han i dag ville fortælle om Istedløven. Knud Frederiksen kunne sige I-STED-LØ-VEN så dramatisk, så man allerede ved indledningen til historien følte sig truet af det enorme dyr.
Drama i klasselokalet
Knud Frederiksen stillede sig midt i lokalet. Brugte arme og ben - og kiggede intensivt rundt på os. Han talte højt og efterlod ikke det mindste indtryk af at han ønskede at blive afbrudt. Engang imellem vendte han sig rundt og gik målrettet op til tavlen, hvor han skrev det han forventede vi skulle huske. Navne, steder, årstal og pointer. Han var så meget til stede i lokalet og udstrålede så meget autoritet, at ingen - ingen overhovedet - så meget som forsøgte at sabotere hans forehavende - eller for den sags skyld stille utidige spørgsmål.
Inden man fik set sig om, var man hensat til en krig på slagmarken - hvor blod, død, lig og elendighed fyldte klasselokalet. Slaget på Isted Hede blev udrullet i en uhørt dramatisk form. Og tavlen blev forsynet med de væsentligste pointer. 1850. 1500 døde. 5000 sårede. General Krogh. Her stod det sammen med en bemærkning om Svends fødselsdag - og at Oles arbejde som duks var forlænget 3 dage. De sjofle tegninger fra frikvarteret var skyndsomt visket væk - og nu erstattet af fakta fra den første slegsviske krig.
Vi sad med åben mund, store øjne og elefantører - og når Knud Frederiksen berettede om kampene mellem den danske hær og de slegsviske krigere - fik man fornemmelsen af stanken i skyttegravene, lugten af krudtrøg og de lidende lyde fra mennesker der faldt på slagmarken. Intet var overladt til fantasien - og der var helt åbenlyst ingen pædagogiske overvejelser om detaljerigdommen i beskrivelsen af en krig overfor børn på 11-12 år. Det var helt forrygende.
Og hele dramaet blev afsluttet med historien om løven. Istedløven. Han fortalte detaljeret om størrelsen. Det efterlod et indtryk af at der var tale om en statue af en løve meget større end nogensinde set. Himmelske dimensioner, forstod vi. Jeg husker han beskrev poterne på løven som værende gigantiske. Han illustrerede det med hænderne i luften foran sig - så vi måtte forstå, at poterne på Istedløven var på størrelse med en Folkevogn!
Den løve har jeg aldrig set. Men jeg har tænkt på den mange gange i de 45 år der er gået siden Knud Frederiksen omtalte den - som afslutningen på sin dramatiske historie om Slaget på Isted Hede.
I foråret 2022 gjorde jeg op med min illusion om Istedløven. Jeg opsøgte den på sin forholdsvis nye plads i Flensborg og jeg forsøgte at få et svar på, hvad det er der er så vigtigt ved den løve. I virkeligheden een af de mest underlige nationalpolitiske historier i Danmark.
Danmark i krig
Første slegviske krig varede fra marts 1848 til februar 1851. Vi vandt krigen, men tabte æren. Det er noget meget dansk. Det er stort set den eneste krig vi nogensinde har vundet, men sejren kunne ikke bruges til noget som helst - og sejren blev så umistelig dyr, så vi stadig slikker sårene efter den lussing vi fik i den anden slegsviske krig 13 år senere i 1864.
(Niels Simonsen, Slaget på Isted Hede, 1854)
På en måde er det historien om, at den lille godt kan snyde den store, men kun een gang. Vi har ikke været i krig med tyskerne siden - for da de kom i 1945, valgte vi at vende den anden kind til - og undgå endnu en lussing.
Slaget på Isted Hede foregik 24. - 25. juli 1850. Der var udtalt krigstræthed i hærene og i befolkningen på dette tidspunkt. Midt i juli rykkede den slegsvig-holstenske hær ind i Slegsvig, hvor den indtog en stærk stilling omkring landsbyen Isted. Også den danske hær rykkede sydpå mod Isted. Begge parter var klar over betydningen af dette opgør. Afslutningen på krigen var nær - og begge hærer måtte nu tildele modparten et afgørende nederlag.
(Jørgen Sonne, Morgenen efter slaget ved Isted, 1876)
Resultatet blev nogle af de hårdeste kampe i Danmarkshistorien. Sejren blev dansk, men planen om at omringe og nedkæmpe den slegsvig-holstenske hær glippede endnu engang. Den danske hær rykkede frem til Dannevirke. Herefter fusede krigen ud. Begge parter måtte acceptere stormagternes krav. Den langvarige, blodige og bitre krig var til ende - men de problemer, der havde udløst krigen, var ikke løst.
Hvor er den løve?
Men løven - hvor kom den fra? Hvad var meningen med den? Og hvor skulle den stå? Særligt det sidste har været genstand for en helt særlig historieskrivning - helt udover det sædvanlige i Danmarkshistorien.
Fortællingen starter på museet i Flensborg, hvor jeg har taget opstilling i køen for at komme ind og se den udstilling om Istedløven jeg havde set omtalt på nettet.
Damen i receptionen er venlig og imødekommende - også selv om mit tyske er akavet og helt ubegribelig håbløs. Jeg spørger stolt til udstillingen om Istedløven. Hun forstår intet. Jeg prøver med det engelske. Ethvert menneske kender The Lion. Men ikke denne tyske modne dame. Hun ligner et menneske der har svaret på mange mærkelige spørgsmål, men hun kigger meget skeptisk på mig - og et øjeblik tror jeg simpelthen hun betvivler mit reelle ærinde. Hendes blik vandrer op og ned af mig. Hun tilkalder en ung mand - i håb om at hans engelske er en smule bedre. Ej heller han forstår hvad jeg mener. Jeg er helt fortvivlet - og tænker jeg må stå på det forkerte museum i den forkerte by i det forkerte land.
Pludselig får jeg øje på en lille grafisk tegning af Istedløven på væggen bag dem. 25 x 25 cm. indrammet i sort ramme og ophængt sammen med talrige andre moderne værker. Der, der, der hænger den, råber jeg og peger ivrig over på væggen. Damen vender sig og udbryder; Aha, Idstedt. Löve. Herefter får jeg en lektion i den tyske udtale; ID - STEDT og ikke som i det danske flade sprog med de umulige bløde D’er; ISTED.
Den unge mand omtaler udstillingen som værende meget lille, meget begrænset og meget beskeden. Trappen op. Henne i hjørnet på 1. sal. Jeg går op og leder og leder. Jeg er ved at opgive, men jeg vil ikke være bekendt at ulejlige receptionen igen. De må jo tro jeg er bindegal eller bare beruset.
Endelig finder jeg udstillingen. Den unge mand har ret. Meget tyder på, at Istedløven ikke fylder så meget i den tyske historiske bevidsthed. Udstillingen begrænser sig til et par banale billeder af løven - og udstillingslokalet er man ude af - inden man er inde i det. 10 minutter senere står jeg atter i receptionen og spørger om vej til Istedløven. Jeg ved den er opstillet på dens oprindelige plads i Flensborg, men jeg aner ikke hvor.
Damen gør sig nu umage for at forklare mig vejen. Jeg tror simpelthen ikke hun antager mig for at være almindelig begavet. Hun vrider hænderne mod hinanden og leder efter ordene. Kan jeg gå dertil? Nein! Er der langt? Jah ….!
Jeg forstår det sådan, at det må være i den anden ende af byen - og jeg bevæger mig tilbage mod bilen. Ude i den blide forårssol, får jeg øje på en park på den anden side af museet. Jeg går ind i parken og et øjeblik efter rejser Istedløven sig foran mig …! 5 minutters gang fra museets reception. Jeg undrer mig stadig over hvad damen TROEDE jeg spurgte om. Hun har åbenbart ikke haft nogen forestilling om, at nogen af museets gæster kunne komme i tanke om at bede om vejen til Istedløven.
Istedløven - et nationalt symbol
(Istedløven på sin placering ved kadetakademiet i Berlin, hvor den stod fra 1878 til 1945)
Istedløven er fremstillet af den danske kunstner Herman Wilhelm Bissen (1798-1868). Den blev opstillet på den gamle kirkegård i Flensborg den 25. juli 1862 - som et minde om Slaget på Isted hede i juli 1850. Efter krigen i 1864 blev Istedløven fjernet som krigsbytte - og flyttet til Berlin, hvor den i første omgang blev opstillet ved det gamle tøjhus på Unter Den Linden den 9. februar 1868. Senere blev den i 1878 flyttet til kadetakademiet i Berlin. I forbindelse med flytningen til Berlin blev løven svært beskadiget og hovedet faldt helt af ved den lejlighed.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig opdagede en journalist fra Politiken Istedløven i Berlin. Den danske udenrigsminister John Christmas-Møller rettede henvendelse til den amerikanske general Dwight D. Eisenhower og han sørgede for, at Istedløven blev bragt til København, hvor den blev opstillet foran Tøjhusmuseet. Monumentet fik nu status af at være krigsbytte og blev et symbol på det tyske nederlag. Af samme årsag frygtede man hærværk mod monumentet og det blev bevogtet 24 timer i døgnet helt frem til 1948.
(Istedløven foran Tøjhusmuseet i København på en sokkel af granitsten)
Igennem alle årene har Istedløvens placering ved Tøjhusmuseet i København været diskuteret. Fra tid til anden har flere foreslået, at monumentet egentlig burde flyttes tilbage til den gamle kirkegård i Flensborg, hvor den oprindeligt blev opsat. Forslaget blev konkret, da byrådet i Flensborg i 2009 rettede en officiel henvendelse til den danske regering om at få Istedløven bragt tilbage til Flensborg. Dette accepterede den danske regering og den officielle indvielse på den nye - men oprindelige placering i Flensborg - blev foretaget den 10. september 2011. Det skete iøvrigt uden at den danske presse omtalte det nævneværdigt meget.
Istedløven er utvivlsomt det monument i verdenshistorien der har levet den mest omskiftelige tilværelse. Monumentet er også et eksempel på hvordan mindesmærker kan tillægges forskellige symbolværdier over tid. Istedløven står således i dag som et symbol på venskabet mellem Tyskland og Danmark - særligt sameksistensen mellem mindretallene på begge sider af den nuværende grænse.
Istedløven er et nationalt symbol. Det er rejst som et monument over en krig og en konflikt med mange tusinde ofre. Løven som symbol er hentet fra det danske rigsvåben og løven er et symbol på storhed og sejr. Det tidligste kendte eksempel på det danske rigsvåben er Knud 6.s segl fra 1190'erne, hvor løven er repræsenteret. At dyret ikke er at finde i vores natur iøvrigt har helt åbenlyst ikke afholdt os fra at lade dyret været symbol på national magt og vælde. Noget mere symbolsk end reelt. Der var mange andre dyr der havde haft en mere naturlig tilknytning til Danmark og det danske. Et pindsvin eller en gråspurv for eksempel. Nuvel, det blev løven og den er fortsat at finde i det danske rigsvåben.
(Istedløven under arbejdet med at flytte den. Det er blevet en del af dens identitet - næsten mere end symbolet på sejr og magt)
Danmark vandt slaget på Isted Hede. Vi vandt en historiefortælling i en historietime. Den historie har siddet i mig siden - og nu har mine øjne og mine sanser konstateret, at løven er stor, men Knud Frederiksens dramatiske fortællinger var størrere. Den har været usigeligt meget igennem og er blevet genstand for politiske fortolkninger gennem mere end 150 år. Den har mistet hovedet - ligesom Danmark tabte hovedet i de slegsviske krige.
Fred være med den ..!