Kaj Munk i Vestjylland
Kaj Munk (1898-1944) er født i Maribo. Begge hans forældre døde indenfor Kajs første fem leveår - og Kaj blev adopteret af moderens kusine og hendes mand, Peter Munk. Kaj fik her sit efternavn.
Han blev uddannet teolog i 1924 og fik - efter ansøgning - et embede i Vedersø samme år. Han blev i 1929 gift med Elise Marie Jørgensen (Lise Munk) med hvem han fik fem børn - Yrsa, Helge, Arne, Inger Solveig og Mogens.
I 1925 skrev Kaj Munk skuespillet Ordet. Den blev i 1955 filmatiseret af den verdensberømte danske instruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968) Filmen er optaget i Vestjylland - bla. ved en gammel klitgård i Husby og i Hee Kirke.
Dreyer havde ønsket at filmatisere Kaj Munks skuespil, siden han så det på teatret i 1932, men det lykkedes først 23 år efter. Filmen er optaget i Vedersø i Vestjylland, hvor Kaj Munk var præst. Den vilde natur giver filmen stor autensitet og indrammer på dramatisk vis familierne i de små stuer med synlige loftbjælker.
Op gennem 1930’erne var Kaj Munk meget tiltrukket af Mussolini og Hitler. Han tog således afstand fra parlamentarismen og demokratiet, som han betragtede som svagt. De første kritiske artikler om demokrati er fra Jyllands-Posten i 1931. I næsten ti år hånede han hjemlige demokratiske politikere fra alle partier. Det er først da jødeforfølgelserne ikke længere kunne ignoreres, at han begynder at lægge afstand til Hitler, men uden at få varmere følelser for demokratiet af den grund.
I stedet for et demokrati ønskede Munk et politisk system, hvor den stærke mand udførte "folkeviljen". Det afspejlede sig bl.a. i hans omarbejdelse af historien om Hamlet med premiere på Betty Nansen Teatret i marts 1935.
I 1938 skrev han “Han Sidder Ved Smeltediglen” som kritiserer jødeforfølgelsen. Samme år kom han på finansloven - iøvrigt uden ansøgning. Herefter modtog han hvert år fra staten kr. 1.200,- svarende til ca. kr. 50.000,- i 2020.
Kaj Munks fætter - Herning-forfatteren Nis Petersen havde samme år ansøgt om at komme på finansloven. Han fik afslag. Det skabte nogen forargelse i litterære kredse. Nis Petersen blev aldrig rigtig anerkendt som forfatter. Han udviklede et omfattende alkoholmisbrug og døde i 1943.
I 1943 skrev han digtet Den Blå Anemone som endelig blev optaget i Højskolesangbogen i 2006. Kaj Munk brugte digtet som julehilsen til venner og bekendte i julen 1943 - få uger før han blev afhentet og dræbt af Gestapo.
Kaj Munk blev advaret om den trussel der var mod ham i december 1943. Efter hans prædiken i domkirken i København, hvor Kaj Munk talte mod den tyske besættelsesmagt forsøgte modstandsmanden Børge Eriksen at advare Kaj Munk mellem jul og nytår 1943. Kaj Munk afviste at gå under jorden. Han ønskede helt tydeligvis at dø som martyr.
Nytårsdag 1944 holdt Kaj Munk sin prædiken stående på kirkegulvet blandt menigheden, klædt i overfrakke og rødt halstørklæde. Her siger han:
"Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse, mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: Kommer de efter dig i Nat? Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade, for Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre. Men derfor bliver det aldrig kristen Gerning at hjælpe Tyskerne med at bygge Fæstningsværker mod Englænderne, for at vort eget Land saa længe som muligt kan holdes i Trældom og Underkuelse. Og det bliver ikke kristen Gerning for dyre Penge at sælge til Tyskerne de Æg og det Flæsk, som vore egne stakkels Arbejdsfolk i Byerne har saa haardt Brug for. Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed."
Tre dage efter - den 4. januar 1944 blev han hentet af fem Gestapofolk i præstegården i Vedersø. De førte ham til en plantage ved Hørbylunde Bakke ved Silkeborg, hvor han blev skudt. Han er begravet ved kirken i Vedersø og der er opsat et kors på drabsstedet ved Silkeborg til minde om den kontroversielle præst og digter.
Lokkelykke i Muldbjerg
Lokkelykke, som Kaj Munk døbte sit jagtparadis efter inspiration fra et par af sine børn, der under en køretur sad og pjattede på bagsædet af bilen med ordene Lykke og Lotte, har været i familiens eje, siden den jagt- og naturglade digterpræst i 1939 erhvervede ejendommen for kr. 20.000,-
Kaj Munk brugte Lokkelykke til jagt, rekreation og afslapning.
Når familien opholdt sig på Lokkelykke, var der en stående ordre fra Kaj Munk om, at han ikke ville forstyrres af telefoner østfra hvorimod han som præst var forpligtet på telefonopkald fra sit sogn i vest.
Dramatikeren Kaj Munk var en fantasifuld og levende far fyldt med impulsive påhit, som når hele familien pludselig skulle ro over på den anden side af søen på Lokkelykke for at spise aftensmad, eller Lise og børnene blev vækket i en tidlig morgentime. Pludselig skulle familien afsted til Lokkelykke.
Dramatikeren Kaj Munk var en fantasifuld og levende far fyldt med impulsive påhit, som når hele familien pludselig skulle ro over på den anden side af søen på Lokkelykke for at spise aftensmad, eller Lise og børnene blev vækket i en tidlig morgentime, for nu skal vi afsted til Lokkelykke.
Det var hverken Yrsa det ældste af børnene eller Lise dog særlig begejstret for, og ingen af dem kom derfor til at elske Lokkelykke. Men Kaj Munk var ikke en mand, man sagde imod, og under krigen cyklede hele familien de godt 20 kilometer derud, uden at der blev taget særligt hensyn til børnene. Kaj Munk havde den idé, at det var godt for børnene at blive hærdede, fortæller Hanne Munk.
Med sin idé om, at børn bør hærdes, var der ikke plads til bløde pædagogiske idéer.
Der er historien om, hvordan Kaj Munk satte et af sine børn ned i et hul efter først at havde fortalt dem om, at det var fyldt med hugorme hvad det naturligvis ikke var, men det gjorde ikke rædslen mindre.
Det er mindre kendt, at Kaj Munk faktisk også skrev mere end 100 sange - flere af dem i den lette genre. Een af de mest kendte er utvivlsomt Sæt Grammofonen i Stå Min Ven, som Kai Normann Andersen skrev melodi til. Den blev uhyre populær som sangen; Så Sødt Som I Gamle Dage.
Sangen er fra 1939:
Sæt grammofonen i stå, min ven,
stands saxofonernes klage.
Nu vil vi spille på gige igen
så sødt som i gamle dage.
Inde i byen er alt lidt sært;
bedre til landet at tage,
ud for at mærke det dugger skært
så sødt som i gamle dage.
Nattergalen han stemmer i
til sin forelskede mage
samme velsignede melodi
så sødt som i gamle dage.
Månen må uden elektrisk strøm
endnu over himlen age,
skinner for to, der går hen i drøm,
så sødt som i gamle dage.
Vinden vover i nattens fred
næppe nok ånde at drage.
Stjernerne hvisker om evighed
så sødt som i gamle dage.
Verden er knap så forvandlet endda,
som nogle vil foredrage.
Han siger: Må jeg? og hun si'r: Ja!
så sødt som i gamle dage.