1. maj på Laugesens Have, 2006-2015
Jeg har deltaget i 1. maj møder siden 1985. Traditionen går helt tilbage til 1889, hvor 1. maj blev etableret som arbejderbevægelsens internationale kampdag. Dengang markerede det 100 året for den franske revolution i 1789.
Siden 1889 har der således været afholdt demonstrationer 1. maj. I de første mange år var traditionen bundet til de større byer i Danmark, men siden 2. verdenskrig har 1. maj møder og demonstrationer bredt sig ud i provinsen og i dag afholdes der 1. maj møder i stort set hele landet.
I Vestjylland har det ikke været svulmende demonstrationer. For det første er det et område af Danmark der politisk har været meget præget af Venstre - og i Venstre har ikke man ikke haft et dybfølt behov for at deltage i demonstrationer i almindelighed - og slet ikke 1. maj.
En anden årsag er - tror jeg - at det ikke rigtig ligger i en vestjysk kulturarv at deltage i demonstrationer. Det er som om det ikke rigtig er et af de redskaber vi bringer i anvendelse, når vi skal argumentere for vores sag.
Uanset ovennævnte - så har jeg deltaget i stort set alle 1. maj møder i vores område siden 1985. Jeg må også erkende, at jeg igennem mange år havde lyst til at reformere arrangementet lidt. Det var præget af et relativt ringe fremmøde - og efter min opfattelse flyttede det ikke nævneværdigt meget. Hverken for dem der deltog - eller dem der bagefter læste om det i den lokale avis.
Jeg gik med planerne gennem mange år - og som så meget andet - forblev det en skuffeplan. Men pludselig en dag i 2005 kontaktede daværende formand for LO, Helge Albertsen mig - og spurgte om ikke vi skulle prøve at skabe en ny tradition - og forsøge at forny traditionen i parken i Laugesens Have.
Jeg hev skuffen ud og tog mine planer frem - og så pludselig en mulighed for at få det realiseret. Det hele materialiserede sig i vores første nye arrangement den 1. maj 2006 på Laugesens Have. Herefter afviklede vi ialt 10 1. maj møder på Laugesens Have i tiden 2006-2015, hvor vi af forskellige årsager valgte at stoppe igen.
Vi havde det helt konkrete mål, at vi ville overraske, underholde og oplyse. Det koncept fastholdt vi gennem 10 år. Ikke uden sværdslag - og ikke uden store udfordringer, men det lykkedes os faktisk at gennemføre alle 10 arrangementer efter dette koncept.
Det gav anledning til mange sjove oplevelser i mødet med de kunstnere der skulle optræde i forskellige sammenhænge - og ikke mindst mødet med de store politikere - der ofte havde mange fordomme om det de skulle møde 25 km. vest for Herning.
Vi startede med at invitere daværende borgmester, Torben Nørregaard fra Venstre til at være taler. Så havde vi effektivt slået hul i en gammel tradition. Vi inviterede ham ikke fordi vi var politisk enige med ham. Vi inviterede ham fordi han var vores borgmester. Jeg tror Torben er den eneste Venstre-politiker i Danmarkshistorien der har afholdt tale ved et 1. maj møde.
Befolkningen modtog initiativet med ophøjet ro. Nogle få politiske fundamentalister brokkede sig højlydt og vi blev udskældt for at bryde en gammel tradition og optræde politisk forræderisk i et utilgiveligt omfang. Det tog vi med ophøjet ro.
Peter Belli og hans band - Five Roses - leverede musikken og June og Peter Belli ankom rettidig i deres autocamper. Usædvanlig veloplagte og venlige var de begge to. De inviterede indenfor i camperen - og jeg husker at June på et tidspunkt tog en flaske Four Roses whisky i et skab i autocamperen og serverede Peter en whisky med en bemærkning om, at når denne flaske var drukket, fik han ikke mere. Det var dagsrationen - og han måtte iøvrigt selv afgøre, om han ville dele den med andre. Peter Belli efterlod et ret klart indtryk af, at det var en aftale han var vant til og den indbød heller ikke til nogen forhandling!
Jeg drikker ikke alkohol - og kunne således ikke gøre indhug på musikerens dagsration. Det passede ham helt tydeligt ret godt.
Og så havde vi det første år fået en aftale med forfatteren Hanne Vibeke-Holst. Hun var meget imponeret over stedet og jeg kunne godt mærke på forfatteren, at Laugesens Have havde gjort indtryk på hende. Dette i et omfang, så Laugesens Have faktisk fik en rolle i forfatterens trilogi om kvinder og magt i dansk politik - nemlig i romanen “Dronningeofret” der udkom i 2008. Trilogien blev senere filmatiseret af svensk TV.
Året efter skulle musikken leveres af Henning Stærk. Igennem alle årene leverede min gode ven, Kasper Vorbeck lyden til arrangementerne. Henning Stærk var helt tydeligvis ikke begejstret for Kaspers opstilling og lydkvalitet. Han brokkede sig højlydt og kartede rundt på hele plænen for at ændre, arrangere og flytte rundt på alverdens ting.
Kasper Vorbeck gjorde ham stille opmærksom på, at han måske skulle vente med at vurdere lydkvaliteten til han havde spillet på anlægget. Det indvilgede han i - og vi hørte ikke mere fra ham den dag. Kasper Vorbeck havde usædvanlig godt styr på sine ting - og han leverede gennem alle årene en lydkvalitet, som alle kunstnere var imponerede over.
Desværre døde Kasper for et par år siden af en svær kræftsygdom. Jeg savner ham ofte. Han var en usædvanlig omhyggelig lydmand. Kasper gjorde sig meget umage - som lydmand og som menneske.
Det var samme år vi skulle have besøg af daværende medlem af EU-parlamentet, Dan Jørgensen. Han kontaktede mig et par uger inden arrangementet og foreslog mig, at han ville ankomme i en helikopter. Det ville give ham muligheden for at nå flere arrangementer i hele landet. Jeg afslog tilbuddet - og oplyste den velmenende politiker, at det næppe ville blive modtaget med stor hyldest, at en politiker ankom i en helikopter til et 1. maj møde. Han blev lidt fornærmet over det, men aftalen blev at han ville ankomme til stedet i en ganske almindelig bil.
Jeg ved ikke om episoden var et resultatet af storhedsvandvid - eller bare helt almindelig mangel på situationsfornemmelse. Senere blev Dan Jørgensen minister i socialdemokratiske regeringer og senest var han klimaminister i regeringen. Jeg tror ikke Dan Jørgensen - som klimaminister - har anvendt helikopter til møder i provinsen …!
I 2008 havde vi besøg af Poul Nyrup Rasmussen. Han havde bedt om at ankomme aftenen før - og da han ankom bad han om at få en rundvisning på Laugesens Have. Det var lidt ud på aftenen - og der var mennesker i barerne på centret der sad og hyggede sig over en øl eller et glas rødvin.
Jeg trak Poul Nyrup Rasmussen rundt på centret og vi kom forbi Munkekælderens bar, hvor der sad en 30-35 bygningsarbejdere fra 3F og hyggede sig. Selskabet var måske en kende højrøstede og Poul Nyrup udbrød med sin karakteristiske betoning: “Hvad er det? Jeg synes jeg hører stemmer ..?”
Hertil brølede en moden bygningsarbejder: “Stemmer? Jeg tror sgu ikke du skal regne med der er stemmer her til dig …!!” Det synes Poul Nyrup var enormt morsom - og han er vendt tilbage til episoden flere gange siden, når vi i forskellige sammenhænge har mødtes. Politikere har langt mere selvironi end de efterlader et indtryk af.
Også i 2009 var Venstre repræsenteret. Denne gang ved Esben Lunde Larsen der sammen med socialdemokraten Lene Nørlund skulle duellere om hvem der skulle være Vestjyllands stemme på Christiansborg. Begge var de kandidater til det kommende folketingsvalg. Det var Esben Lunde Larsen der senere blev valgt. Men Lene Nørlund var den kandidat der i nyere tid har været tættest på at blive socialdemokratisk valgt kandidat fra Ringkøbing-Skjern kredsen.
Iøvrigt havde vi samme år besøg af kunstneren Bjørn Nørgaard og musikken blev leveret af Sigurd Barret. En helt usædvanlig professionel musiker der tog det rekordstore fremmødte publikum med storm. Dette år havde arrangementet omkring 1400 gæster. Og - nå ja - så var landets kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt hovedtaler.
Gennem alle årene var det særdeles vanskeligt at få de store socialdemokratiske talere til Videbæk i Vestjylland. Politikere er meget optaget af stemmeoptimering - og et 1. maj arrangement i een af landets mest liberale kommuner stod ikke øverst på deres ønskeliste. I 2010 afstedkom det en pudsig episode. Min tålmodighed i forhold til partikontoret var opbrugt. Jeg greb røret og afleverede en skideballe i et alt for ligefremt sprog. Jeg var dødtræt af, at vi ikke kunne få en landskendt politiker til vores arrangement, når vi nu kunne præsentere ret høje besøgstal.
Medarbejderen på partikontoret blev fuldstændig mundlam og lagde stille røret på. Jeg fik aldrig afleveret en berettiget undskyldning for min utilstedelige opførsel, men blev et par timer senere ringet op af en meget venlig Mette Frederiksen. Hun meddelte mig, at hun da gerne ville imødekomme vores store ønske om at få besøg af en politiker - og hvis hun kunne bruges, ville hun da gerne stille sig til rådighed. Jeg tog imod tilbuddet - og den senere statsminister blev derfor hovedtaler i 2010. Iøvrigt sammen med Holger K. Nielsen fra SF, som jeg bedst husker fordi han spiste ikke mindre end 5 store grillpølser. Han havde hele dagen ikke fået hverken vådt eller tørt!
Mogens Jensen var gennem alle årene et omdrejningspunkt ved arrangementerne. Han udfyldte ofte rollen som ordstyrer og havde desuden et godt netværk i de kulturelle kredse, hvorfor jeg ofte brugte Mogens som mellemmand til aftaler med forskellige kulturpersonligheder. I 2011 havde vi besøg af Søren Dahl, som dengang var enormt populær med sine udsendelser fra Cafe Hack i Århus. Musikken blev leveret af Michael Falch og brødrene Skjærbæk fra Lind. Jeg havde en længere samtale med deres forældre der havde taget turen fra Lind for at høre de to brødre - Troels og Lars - spille sammen med Michael Falch.
Efter min opfattelse blev det een af de bedste koncerter vi afviklede gennem alle årene. Michael Falch er et uhyre professionelt menneske som er enorm optaget af at levere et ordentligt produkt til sit publikum. Derudover er han et meget venligt og imødekommende menneske, som jeg gennem tiden har haft mange gode samtaler med.
I 2012 havde vi besøg af komikeren Sebastian Dorset. Jeg nævner ham, fordi jeg blev målløs over hans evne til at sætte politiske spørgsmål i en helt ny kontekst. Det var en stor oplevelse - og knuste ihverfald min fordom om, at komikere laller lidt tilfældigt rundt og har tilfældige standpunkter - der først og fremmest har det formål at underholde. Sebastian Dorset viste en helt anden side - og hans indlæg på 1. maj mødet i Laugesens Have gjorde et stort indtryk.
Samme år talte justitsminister Morten Bødskov. Han er kendt for at være en meget ordentlig, tydelig, meget korrekt og lidt kedelig politiker. Det levede han helt op til!
I 2013 havde vi besøg af en anden politiker uden for den sædvanlige socialdemokratiske flok - nemlig daværende kulturminister Marianne Jelved. Hun er en usædvanlig sød dame med meget præcise synspunkter. Det jeg faktisk husker bedst fra hendes deltagelse var, at hun var enormt nervøs. Den omstændighed, at hun skulle afholde en 1. maj tale var i den grad grænseoverskridende for den ellers erfarne politiker.
Det samme kunne man ikke sige om Peter A.G. - som også gæstede arrangementet i 2013. Han vadede ind i mennesker med træskoene på og efterlod et indtryk af at være et menneske med stor personlig integritet og selvsikkerhed. Han talte i 20 minutter og virkede komplet uforberedt. Dette til trods - afleverede han en fantastisk tale der var både tankevækkende og vedkommende. Et talent udover det almindelige i den danske kulturverden.
I 2014 lavede vi et scoop. Vi hyrede Folkeklubben inden de blev alvorligt populære i Danmark - og vi fik dem til en særdeles fornuftig pris. I flere år har jeg kendt guitaristen Rasmus Dall - bla. har han spillet flere gange på Laugesens Have med sit band, One Eyed Mule. Folkeklubben leverede en fantastisk koncert og tog Vestjylland med storm. Rasmus glemte iøvrigt sin guitar og jeg tror vi opbevarede den i mere end to år, inden han fik den hentet. Han må jo have flere på lager - håber jeg!
Det sidste år blev 2015. Her fik vi fint besøg, idet den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford besøgte Laugesens Have og holdt en forrygende 1. maj tale sammen med den dengang danske handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen.
Et par måneder forud for arrangementet fik vi besøg af PET der scannede hele parken for stier, adgangsveje, flugtveje og meget andet. Rufus Gifford ankom på dagen med et større opbud af sikkerhedsfolk der var til stede under hele arrangementet. De levede op til alle fordomme. Muskelstærke sikkerhedsfolk med solbriller der så meget myndige ud.
En lokal pressefotograf havde fået en ide om, at han ville tage et billede fra scenetaget i parken. Han spurgte mig, om han måtte klatre derop og tage et par billeder. Hertil sagde jeg, at for min skyld ingen indvendinger, men jeg troede måske det ville være en god ide at afstemme projektet med ambassadørens sikkerhedsfolk.
Vi gik hen til den nærmeste og jeg spurgte om den lokale pressefotograf måtte bestige scenen og tage et par billeder. Sikkerhedsmanden kiggede iskoldt på mig og fortrak ikke en mine, hvorefter han sagde:
“Ja, det gør han bare. Samler du ham op, når han falder død til jorden - efter mødet med denne her …?” Han pegede på den revolver han havde inde under vesten. Så brød han ud i et stort smil - og udbrød; “Han kan gøre lige hvad han vil. Der er vist ikke nogen stor risiko ved dette arrangement”. Pressefotografen kom aldrig op på scenetaget.
Det blev 10 gode år. Det lykkedes at reformere og udvikle hele 1. maj traditionen - og selv om det gav lidt genlyd nogen steder - så var det mit indtryk, at publikum tog godt imod den nye - og lidt mere afslappede stil.st