Klitmøller
I 1981 skulle tyskeren Christian Drach til Norge for at surfe. Vejret var dårligt og sejladsen til Norge blev derfor indstillet. Istedet kørte den unge mand til Klitmøller - et lille fiskersamfund der dengang henlevede en ret anonym tilværelse på den jyske vestkyst. Christian blev overrasket over de gode surfmuligheder - og dette blev den mærkværdige - og meget tilfældige - start på den udvikling Klitmøller siden har gennemgået. Selv midt i en Corona epidemi, efterlader stedet en fornemmelse af drift, udvikling, innovation og en skabertrang udover det sædvanlige. Havet er som det er - og sikkert ikke så meget anderledes end så mange andre steder, men byen rummer aktiviteter, faciliteter og virksomheder man sjældent ser i så små samfund.
I midten af 90’erne blev der udviklet en masterplan for Klitmøller - og det er den masterplan der i dag er fundamentet under den nuværende udvikling. Det lille samfund er præget af mange unge mennesker og det er mit indtryk, at der er rigtig mange tilflyttere. Jeg har også en klar fornemmelse af, at Klitmøllers transformation fra en anonym tilværelse som et beskedent fiskersamfund til et af de mest imponerende eksempler på udvikling - så langt fra metropolen som man kan komme - uden at forsvinde helt.
Klitmøller er kendt i hele landet. Klitmøller er kendt i hele verden, hvis man har bare det mindste med surf-sporten at gøre. Klitmøller er hjemsted for den mest prestigefyldte konkurrence inden for windsurfing - PWA World Cup. Næppe en forestilling samfundet gjorde sig, da Klitmøller i 1600-tallet næsten kun bestod af de tre møller i klitterne der gav byen sit navn.
Dialekten hos den lokale købmand er genkendelig, men ikke hos kunderne. Der er ikke mange af kunderne der er født og opvokset vest for Herning. Det er pudsigt, men også meget charmerende. Jeg ved, at ikke alle indbyggerne i samfundet har fundet udviklingen charmerende. Det er dog mit klare indtryk, at alle vedkender sig den nye identitet som byen har fået.
Jeg kan ikke surfe, og jeg kommer ikke til at lære det. Jeg ved ingenting om det - og jeg kender ikke den kulturbærende del af sporten. Men jeg kan se, at Klitmøller har udviklet et stedbunden potentiale til det yderste. Det har tiltrukket betydelige investeringer - og Klitmøller burde være et lysende eksempel på tre væsentlige forhold.
For det første, at dette område kan tilbyde noget, som alle mennesker efterspørger. Plads, en høj himmel og en lav stressfaktor. For det andet, at denne udvikling kan kopieres til et hvilken som helst lille samfund, hvis man forstår at bygge på det stedbundne - nemlig tilbyde det, som andre ikke kan eller vil tilbyde. Og for det tredie, at ingenting i Danmark ligger for langt væk fra noget andet ...! Det er noget mennesker har italesat - og nu har vi hørt det så mange gange, at vi er begyndt at tro på det. Det må vi holde op med.
Jeg køber et måltid mad ved en restaurant. Betingelsen er, at jeg indtager måltidet udenfor restaurantens matrikel. Jeg spørger indehaveren om han ikke savner turisterne. Han står midt i stegeosen fra de mange take-away ordrer. Han siger: “Jo, og det værste er, at jeg ikke kan se gæsterne i øjnene, når de spiser maden!”. Det kalder jeg dedikation. Og dedikeret - det er Klitmøller ...!