Den aften jeg mødte Stevie Ray Vaughan - 16 år efter hans død ...!
I 2006 var jeg i Dallas, USA. I forbindelse med mit arbejde, var jeg blevet inviteret med på en større uddannelseskonference - og jeg deltog sammen med 12-15 andre danske repræsentanter fra kommuner og uddannelsesinstitutioner.
Dengang havde jeg ikke tidligere været i Dallas - eller i USA iøvrigt. Jeg identificerede Dallas med to ting. Nemlig mordet på John F. Kennedy i 1963 - og så bluesguitaristen Stevie Ray Vaughan, som er født og opvokset i Dallas. Han er flere gange blevet udnævnt til at være blandt verdens absolut bedste guitarister - og respekten om hans navn blev ikke mindre, da han omkom ved en tragisk helikopterulykke i 1990. Han blev kun 35 år gammel.
Udover at opnå kultstatus blandt bluesguitarister i hele verden - og flere gange sammenlignet med Jimi Hendrix, så led han i flere år af et omfattende alkohol- og stofmisbrug.
Han var legendarisk på en scene - iført sin karakteristiske cowboyhat, kæder, tørklæder og en gammel slidt Fender guitar, som han spillede guddommeligt på. Noget loose.
Jeg havde fået oplyst, hvor Stevie Ray Vaughan spillede sine første koncerter i Dallas, og det lykkedes mig at finde spillestedet. Et sted der ikke helt levede op til den stjernestatus han havde. Det var meget ydmygt, meget mørkt og meget lidt imødekommende. Der var plads til 200 gæster - hvis man var gode venner. Denne aften var der ikke over 15. Nogle temmelig berusede. Andre nærmest apatiske. En sov op af en stolpe ved baren.
Alligevel var der en tiltrækningskraft på stedet, som jeg blev lidt facineret af. Jeg stillede mig i baren og købte en kop kaffe! Det er ikke særlig blues-agtig, men ej heller dengang drak jeg alkohol, så det måtte være sådan. Tjeneren ydede mig ikke meget opmærksomhed i den anledning. Det så ud til han var vant til mange mærkelige mennesker.
Der var ingen bands på scenen denne tirsdag aften. Faktisk var der ingen musik. Lokalet var langt og smalt - og bagerst i lokalet stod en jukebox på størrelse med et dansk oliefyr fra 50erne. Den var tavs, men inviterede med et utal af lamper der blinkede helt akavet til rummets storiske ro. Luften var stålgrå af tobaksrøg - og jeg så ikke nogen der ikke røg. Jeg tændte en cigaret. Det er jo da det mindste man kan gøre sådan et sted.
Ikke langt fra mig stod en amerikaner med imponerende dimensioner. Han var mindst 2 meter høj. Han må have vejet 150 kg. og hans overarme var sværtet med tatoveringer der havde fulgt ham i mindst 30 år. Han havde et svulstigt overskæg. Usoigneret - uden at være beskidt. Frastødende - uden at være truende. Jeg var genkendt - som en naiv turist, der var kommet for at møde mesterens hule.
Jeg må have ladet mit blik hvile på ham for længe, for han så spørgende på mig, og sagde så den sætning, som jeg aldrig nogensinde glemmer;
“This Is The Place, Where The Bluuuueeessss Was Born - And This Is The Place, Where Stevie Started Playing The Bluuuuuuueeeesssss ...!”
Jeg fandt ikke anledning til at anfægte hans første udsagn, selv om det nok ikke var hele sandheden. Jeg rykkede lidt tættere på ham med min kaffekop - og jeg tænkte; Hvis han æder dig, kan han gøre det i een mundfuld. Jeg tog chancen. Han så ikke sulten ud.
“You Wanna See Him Playing The Bluuuuuuueeeeessss ...?”
Med mit skoleengelsk forsøgte jeg at få en forklaring. Manden har været død i 16 år. Han kommer næppe og spiller? Han var helt upåvirket og cool - i en grad som jeg ikke har set hverken før eller siden.
“You Wanna See Stevie Playing The Bluuuuuuueeeeeesssss ....?”
Ja tak, fik jeg sagt - hvorefter kæmpen svingede benene rundt på barstolen og rejse sig op. Det blev han ikke mindre af. Han var simpelthen en kæmpe!
Han rodede i sine lommer og fandt en mønt, vippede den i vejret - og greb den med et smæk. Der var lige en snert af et smil, men ikke overdreven.
Så gik han ned gennem lokalet med tunge skridt. Jeg tror ikke han havde sporer på støvlerne, men hvert skrift efterlod en klingende lyd. Mønter i lommen eller en nøglering. Jeg ved det ikke. Jeg var lamslået af stemningen i rummet.
Han nåede den blinkende jukebox - og det beror sikkert på en erindringsforskydning, men jeg husker det som om jeg kunne høre mønten trille ned gennem alle jukeboxens kanaler og havne nede i en møntskuffe med en tør stille lyd.
Herefter indtastede han koden og et øjeblik efter spillede Stevie Ray Vaughan Jimi Hendrix fremragende “Little Wing” op gennem det aflange lokale. Højt - og i en imponerende god lydkvalitet.
I Stevie Ray Vaughans udgave er nummeret næsten syv minutter langt, så manden havde god tid. Han vendte sig om, kiggede op gennem lokalet - og kom tilbage til hans plads med de små vinger i ryggen ...!
Jeg forstod. Han havde en pointe. Stevie spillede blues. Han var her. Så jeg nikkede anerkendende, da han nåede sin plads. Han havde aflæst mig. Så han sagde bare;
“Wait ....!”
Og så stod han der. Stevie Ray Vaughan. På en lille scene ved siden af jukeboxen. Med cowboyhat og den slidte Fender. Midt i hans egen guitarsolo i Little Wing.
Jeg kiggede mig omkring for at finde projektor, skærm eller anden teknik der kunne forklare dette mærkværdige syn. Ingenting. Kun Stevie Ray Vaughan og hans guitarsolo i Little Wing.
Jeg kiggede efter de andre gæster. Dem der var i stand til det, ydede det ingen opmærksomhed overhovedet.
Jeg grinede fjoget - og spurgte til en forklaring. “But how ....” Manden sagde bare;
“No But. Life Is What You Make It ..! So It Is With The Bluuuuuuueeeeessss ...!”
De små vinger forsvandt. Stevie Ray Vaughan forsvandt. Jeg drak min kaffe ud. Manden inviterede ikke til yderligere samtale. Jeg betalte - og gik. Kiggede mig tilbage. Forventede at gæsterne ville slå sig på lårene af grin. At manden ville komme efter mig. Afsløre hemmeligheden, hvorefter vi kunne få en snak om blues, Stevie og de små vinger.
Men lokalet henlå, som det havde gjort under hele oplevelsen. Der var ingen latter. Manden bestilte endnu en øl - og værdigede mig ikke et blik. Jukeboxen stod igen og blinkede tavs.
Ude på gaden orienterede jeg mig i forhold til vejen mod hotellet. Jeg gik direkte hjem i seng. Jeg tænkte, at jeg måtte holde historien for mig selv. Der ville alligevel ikke være nogen der ville tillægge den nogen nævneværdig betydning. Hverken stedet, Stevie eller The Bluuuuuueeeeeesssss ...!
Det har jeg nu gjort i 14 år.
/Søren Elbæk, 06.06.2020