Min oldefar var entrepenør!

Min oldefar var entrepenør. Endda en temmelig selvbevidst een af slagsen. Han hed Niels Christian Madsen Nielsen og levede fra 1865-1939. Han blev født i Morsbøl ved Grindsted. Han flyttede i 1887 til Brørup Sogn og slog sten til skærver som en helt ung mand.Han havde ophold på Ollerup Højskole. Han blev gift i 1893 med min oldemor og straks derefter startede han som selvstændig entreprenør.

Han får ret hurtigt en række opgaver for Ribe Amt og dets sognekommuner. Han skulle skaffe råstoffer - primært sten - som kunne slås til skærver. Her blev egnens bønder leverandører. I forbindelse med hedeopdyrkningen lå der i tusindvis af stendynger overalt - og min oldefar købte stenene og sikrede derved mange bønder en god supplerende indtægt.

I 1910 købte han en stenknuser og en lokomobil og fik af forhandleren eneret på mekanisk stenknusning i Ribe Amt. Han havde en betydelig indtægt. Så meget, at skattevæsenet indkaldte ham til et møde, fordi han havde opgivet skatteindtægten til kr. 40.000,- De mente der var et nul for meget. Det var der ikke. I nutidspenge svarer det til en omsætning på ca. 3 millioner kroner.

Han lavede kammerslusen i Ribe og havdiget ved Skærbæk. Ved dette projekt arbejdede han sammen med et engelsk hold. Englænderne kendte ikke de lokale forhold og under en kraftig storm druknede de alle. De havde sat sig i skurvognen for at spille kort under stormen - istedet for at komme væk. De danske arbejdere var bedre kendt med de lokale forhold og overlevede alle.

Han rykkede mod nord og blev en del af det entreprenørselskab der etablerede Ørnhøj-banen fra Ørnhøj til Ringkøbing. Dette arbejde blev påbegyndt i 1910. I den forbindelse anlagde han en grusgrav ved Brejning-krydset overfor det areal, hvor NCC nu har en asfaltfabrik. Senere arbejdede han på banen mellem Videbæk og Skjern - omkring 1918.

Entreprenørlokomotivet på Spjald Station ved banens anlæg

Entreprenørvirksomheden udviklede sig gennem årene. Gennem tyverne beskæftigede han adskillige arbejdere. Svært var hans skuffelse derfor, da den inkarnede Venstremand konstaterede, at Stauning kom til magten i 1924. Han blev så vred over den socialdemokratiske ledelse af landet, at han omgående fyrede samtlige sine medarbejdere. “Hvis Stauning skulle være statsminister, skulle der ikke laves vejarbejde”.

Fhv. statsminister Th. Stauning

Han måtte bøje sig. Senere på dagen sendte han sønnen ud for at hente alle arbejderne igen. Han måtte indse hans afhængighed af det arbejdende folk. Hovmod stod i den grad for fald.

Som det fremgår af ovennævnte havde Niels Christian faste principper. Han bandede ikke. Han spillede ikke kort - og han drak aldrig spiritus. Politik kunne give anledning til hede diskussioner. Under en hidsig diskussion med en radikal, forlod han engang et selskab og gik 7 km. hjem - uden sin overfrakke! Stædighed kan godt afstedkomme en svær forkølelse …!

Til gengæld var han i besiddelse af humor. Efterhånden som forretningen udviklede sig, arbejdede han nord for Aarhus. I den forbindelse skrev han hjem til familien og meddelte at det sort ud - for de arbejdede i Mørke. En uge senere skrev han igen til familien - og kunne meddele den gode nyhed, at det nu så lysere ud. De var nemlig nået til Løgten ..!

Niels Christian Madsen Nielsen blev alvorligt syg i 1938 og døde på Brørup Sygehus den 26. januar 1939. Han blev 73 år. Han er begravet på Brørup Kirkegård og på hans gravsted er rejst en kampesten - tilrettet af billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen fra Vejen. Senere kendt for sit ikoniske værk foran biblioteket i Vejen - “Trold vejrer kristenblod” Men det er en helt anden historie!

Der blev senere rejst en mindesten for Niels Christian Madsen Nielsen i Kongenshus Mindepark for hans hedeopdyrkning

Forrige
Forrige

Parti fra Lønborg Hede

Næste
Næste

Efter endnu en dag