Efter endnu en dag

Det er 45 år siden. Det er en klassiker. Af flere årsager. Det er dansk rockhistorie. Det handler om Gasolins ikoniske plade fra november, 1976.


Pultens lysende knapper

Pultens lysende knapper

Queen med Roy Thomas Baker i midten.

Sweet Silence Studiet i København havde netop indkøbt ny Trident-pult. Egentlig var den bestilt til Elton John, men han ønskede den ikke. Den havnede i København og kostede hvad der i dag ville svare til et særdeles pænt parcelhus i en større provinsby. Nu havde Danmark to Trident-pulte. Der stod nemlig et i Rosenberg studiet, hvor Gasolin havde indspillet Gas 5 pladen året før. I øvrigt havnede pulten som cover på den plade. Navnet Gasolin' er nemlig skrevet med pultens lysende knapper.

I 1976 fik Sweet Silence Studiet sin egen Trident-pult. Som producer blev Roy Thomas Baker fløjet ind fra London. Han havde været producer på Gasolins 3 seneste plader - og selv om et match mellem den polerede London-producer og gadedrengene fra Christianshavn ikke var oplagt, så fortsatte samarbejdet.

Roy Thomas Baker var dengang sidst i tyverne og var en international stjerneproducer. Han havde samarbejdet med Queen og var manden bag et af historiens største hit - Bohemian Rhapsody. Han kunne tænke ud af boksen - og han var en nørd i lyd i et omfang, så alle omkring ham altid var i tvivl om hvorvidt manden var gal eller genial. Uanset - hans talent var indiskutabelt.


Politikens anmeldelse i november, 1976

Kim Larsen var et andet sted. Han havde ikke nogen anelse om lyd. Han vidste ikke hvad en producer var og han var sådan set også ret ligeglad. Han skrev bare sange - og bagefter sang han dem med en særdeles middelmådig sangstemme. Hans guitarspil var på niveau med første årgang på en musikskole. Alt blev kompenseret med hans energi, vilje og naive tilgang til hele musikbranchen. Han blev den største herhjemme. Og næppe nogensinde overgået.

Optagelserne til Efter endnu en dag startede i august 1976. Roy Thomas Baker startede med at beklæde en trækasse med fliser. Han monterede en mikrofon i den ene ende og en højtaler i den anden ende. Således kunne han sende Franz Beckerlees guitarlyd ud gennem flisekassen. Han brugte støvsugerslanger og messingråbere i kampen for den bedste lyd. En guitarsolo blev optaget i et gammelt koksrum fra krigens tid. Rummet lå under en bagtrappe og teknikere måtte trække 50 meter kabel for at optage lyden.

Roy Thomas Baker var ambitiøs. Han stillede krav. Store krav. Det var ikke nemt overfor fire drenge fra Christianshavn der egentlig bare synes det var sjovt at spille. Roy Thomas Baker blev årsagen til Gasolins enorme succes, men han var måske også årsagen til deres opløsning.

I Efter endnu en dag skabte Roy Thomas Baker et dansk mesterværk. Den er - med rette - blevet kaldt den danske Sgt. Pepper. Den magter alle genrer. Den løftede Gasolin op på et niveau, som de ikke anede eksisterede. På den måde var den også begyndelsen på enden.

Pladen var usædvanlig i sin tid - særligt i en dansk kontekst. Alle numre var syet sammen og udgjorde således en samlet musikfortælling. Danske og engelske tekster veksler på pladen - og selv på de engelske tekster har Kim Larsen gjort sit yderste. Roy Thomas Baker synes godt nok det lød forfærdeligt, men han var ikke den rette til at bedømme netop dette.

Det er rock’n roll, glamrock, poesi, swingmusik, visesang og jazz. Det er ikke set siden i dansk rock. Det var modigt og måske var det langt mere domineret af Roy Thomas Baker end nogen i dag ville bryde sig om at erkende.

Palle Mikkelborg var tilknyttet pladens indspilning. Han arrangerede blæsere og strygere og Fessors Big City Band spillede traditionel jazz på et nummer.

Og så indeholder pladen en lille perle af Wili Jönsson. Han komponerede De Gule Enker ved en tilfældighed, da han sad og legede ved klaveret i øvelokalet, mens de andre sad og spiste i en pause. Kim Larsen skrev den lille lyriske tekst til den lille melodi:

Jeg går temmelig ofte
ud på danserestaurant
Der hvor de gule enker
spiller op til can can

Hendes fugtige øjne
møder tillidsfuldt mit blik
mens de røde fingre
famler ved mit gule slips

Jeg er sigøjner
og selv om øjnene er blå
er jeg vist ikke lige typen
som man kan stole på!

Det er formentlig skrevet på bagsiden af en kuvert - eller en pølsebakke, men det er formentlig dansk poesi der også vil blive oplæst, sunget og nydt om 100 år.

Jeg købte den på bånd hos Graakjær Radio i Tarm. Kassettebånd. Dette lille handy medie med en middelmådig lyd. Prisskiltet fyldte det meste af coveret - så der gik mange år inden jeg reflekterede over det ikoniske cover, hvor de fire bandmedlemmer vender ryggen til deres lyttere og skuer ud over København med et fly placeret på himlen i en fjern udgave af fotoshop.

Pladen blev modtaget med kølighed af de danske anmeldere. Politiken skrev i sin anmeldelse af pladen, at afslutningsnummeret This Is My Life udmærker sig ved at være - rædsom! Nummeret er i 2021 det mest streamede nummer af hele Gasolins produktion. 28 millioner lyttere - alene på Spotify. Der er ikke altid sammenhæng mellem anmelderes professionelle tilgang til god musik - og så folkets smag. Måske i virkeligheden meget sjældent.


Året efter indspillede Gasolin deres sidste plade, Gør Det Noget. Roy Thomas Baker var ude af samarbejdet. Og efter en turné i Norden blev den endelige beslutning truffet på Gæstgivergården på Bornholm den 28. juli 1978. Efter en kort og kontant ordveksling mellem Kim, Franz og Wili. Herefter var Danmarkshistoriens største rockband opløst. Resten er historie.

Gæstgivergården i Allinge skrev sig således ind i den danske rockhistorie. Mange år efter dannede lokalerne ramme om Folkemødet i Allinge, hvor førnævnte Politiken gennem mange år afviklede debatter fra en scene i gårdhaven.

Forrige
Forrige

Min oldefar var entrepenør!

Næste
Næste

Bonderøven fra Hover