Palle alene i verden!

Jeg tror alle mennesker har oplevet en trang til at være alene. Alene med sig selv. Uden forpligtelser til nogen omkring os. En stund uden samtale eller refleksion.

I Jens Sigsgaards fremragende børnebog fra 1942 vågner Palle en morgen og er tilsyneladende helt alene i verden. Han nyder det i første omgang. Han kan tømme en slikbutik og han kan spise alle de æbler han har lyst til. Hurtigt får han dårlig mave – og hurtigt kommer han til at savne – FÆLLESSKABET.

Jeg synes der er ligheder mellem Jens Sigsgaards fantastiske børnebog om værdien af fællesskab – og så den aktuelle Corona-krise.

Alle havde vi vel den der befriende følelse de første dage af at se en kalender blive tømt for aftaler. Ingen forpligtelser eller aftaler der skulle overholdes. For mit vedkommende var den tabuiserede glæde meget kort. Egentlig kun ganske få dage. Pludselig rejste der sig en skræmmende bevidsthed om hvordan vores samfund er en gigantisk maskine der er langt mere velfungerende end sit rygte.

Pludselig havde den mærkværdige frihed karakter af en binding. Ting vi pludselig ikke kunne gøre. Butikker der lukkede. Omgang med andre mennesker der begrænsede sig til samvær på afstand – og mennesker vi slet ikke kunne være sammen med – simpelthen fordi det kunne være livsfarligt.

En kommune der opretholdt driften, men med medarbejderne siddende ude i de små hjem. Ingen samtaler på gangene. Ingen spontan ide- eller meningsudveksling. Ingen nærvær. Ingen fællesskab. Som Palle fik dårlig mave af at spise alle de æbler han havde lyst til, fik vi også hurtig nok af et manglende fællesskab.

Den personlige erfaring blev efter ganske få dage afløst af den samfundsmæssige konsekvens. Milliarderne trillede ud af finansministeriet – for bare at opretholde de mest sunde af landets virksomheder. Tomme gågader på en solskinsdag efterlod et indtryk af at landet var underlagt en naturkatastrofe. En fællesskabsbacille rullede hen over landet – og regeringen beordrede os ind bag hegn og hæk – og overlod beslutninger, møder, samvær og drøftelser til en computer – hvor teknikken for afholdelse af virtuelle møder blev syretestet i et omfang der ikke tidligere er set.

Og så sad vi der og afholdte møder i en pæn skjorte og underbukser. Pludselig kunne vi kigge ind i andres hjem og midt i disse underlige virtuelle møder, kunne man så - i et øjebliks mental fravær – sidde og filosofere over den kunst andre mennesker har hængende på væggen bag dem.

Corona-krisen har mindet os om værdien af fællesskab – og den har mindet os om hvor sårbare et samfund er. I bund og grund er der tale om en ret banal virus, som nu har lagt det meste af verden ned på ganske få uger. Alene i Danmark bliver der tale om en økonomisk regning som vi kunne have købt mindst 25 Storebæltsbroer for.

Jeg har overværet politiske diskussioner i Folketinget, hvor førende politikere har været ved at rive hovederne af hinanden for relativt få millioner. På en uge igangsatte regeringen initiativer for 2-300 milliarder – uden at det økonomiske perspektiv blev omtalt nævneværdig.

Og tak for det. Hvis ikke Danmark havde haft en handlekraftig regering der tog et hurtigt ansvar, kunne denne krise have endt i en massakre. Nu bliver det næppe mere end en katastrofe.

Lige nu vender hverdagen – laaaaaaangsomt tilbage. Og tålmodighed bliver sandsynligvis en disciplin vi skal være bedre til at besidde. Det her kommer til at tage tid. Det har testet vores samfundsstruktur. Nu skal vores trang til effektivitet testes.

Palle vågnede efter en forfærdelig drøm – og det viste sig, at verden var helt normal da han stod op. Jeg tror verden igen bliver helt normal. Men jeg tror ikke den bliver helt den samme. Og det er måske godt nok.