Blaabjerg Plantage
- en nærdødsoplevelse
Jeg tror det var i 1975. Jeg var omkring 10 år. Vi var på natløb i Blaabjerg Plantage. Spejdertiden definerede os i de år. Det forenede det mærkværdige behov for at vende tilbage til naturen - og samtidig blive klogere på at brænde bål og slå knuder på et reb! Dette var den årlige stroppetur. Det var en mørk vinternat. Jeg husker det som klingende hård frost og dynger af sne. Der er formentlig tale om en erindringsforskydning. Vores spejderleder havde forberedt sig grundigt hjemmefra og havde både forklaret og fortalt. Forklaret hvordan vi skulle gennemføre natløbet, finde vej i den 4600 hektar store plantage og komme sikkert i mål. Og de havde fortalt drabelige historier om plantagen - bla. om den tyske soldat Zühler der var blevet skudt og begravet i plantagen lige før krigens afslutning. Som sædvanlig var vi total tonedøve overfor de praktiske oplysninger - og havde kun mordet på og begravelsen af den tyske soldat i erindring - da vi kastede os forsvarsløse ud i den vinterkolde nat - kåde og selvsikre.
Vi var ikke langt inde i det natløb, inden vi farede vild - som i helt vild ..! Vi tumlede sanseløse rundt i den mørke plantage i timevis. Kort og kompas blev opgivet. De medbragte madrationer slap op - og vi var overladt til plantagens sorte myter og spejderlederens fortælling om den tyske soldat stod pludselig glasklar for os. Vi så hans gravsted alle steder - og faktisk blev vi i tvivl om vi også så soldaten. Måske var han slet ikke død ...? Vi spiste sne for at dæmpe tørsten. Vi var overbeviste om, at natten snart var omme - og det samme var vores uskyldige barndom. Vi var utvivlsomt døden nær og spejderlederne måtte dagen efter stå til ansvar for en uendelig række af lidende forældre, der i nattens mulm og mørke havde mistet deres afkom i den mørke plantage.
Pludselig opfanger vi lys mellem træerne. Der brænder et bål og inden vi selv når at opfatte det, er vi samlet med alle vores kammerater. De ældste spejdere stod med lunken tynd suppe og tørre boller. Spejderlederne udbrød: “Hvad har I lavet? I har snart været væk en hel time ..!”
I dag er Blaabjerg Plantage et mekka for motionister og familier på skovtur. Zühlers jordiske rester blev iøvrigt i 1987 flyttet til Flygtningekirkegården i Oksbøl. Hvordan de har fundet gravstedet har jeg ingen begreb om. Sikkert er det dog, at soldaten var stendød!