Skummel forretningsmand ville anlægge verdens største rævefarm ved Spjald
Dette er historien om de lykkeriddere der fra tid til anden dukker op de mest mærkelige steder. Det er også historien om den modtagelse lykkeridderne får nogle steder i landet. For mere end 40 år siden udspillede der sig et sandt drama omkring Sandbæk Plantage mellem Spjald og Videbæk.
En historie der måske er glemt. Det fortjener den egentlig ikke, for den indeholder næsten alle de ingredienser en god historie skal bestå af - for at være levedygtig igennem generationer.
Nord for Videbæk - ikke langt fra Laugesens Have - ligger Sandbæk Plantage. Den er på 145 hektar og er den største kommunale plantage i Ringkøbing-Skjern Kommune. I dag er der etableret motionsstier i hele plantagen og der er bygget madpakkehus og toilet, som de besøgende frit kan benytte. Der kommer børn fra de kommunale børnehaver og tusindvis af motionister har dagligt glæde af de mange spændende stier gennem plantagen.
Det kunne have været helt anderledes - og det var sikkert blevet helt anderledes, hvis ikke lokale borgere havde reageret meget kontant mod planerne.
Inden den historie kan fortælles, skal vi lidt længere tilbage i tiden. I området boede der omkring 1925 en eneboer - Anders Møller-Mikkelsen. Han var født i 1886 og levede det meste af sit liv i en hule i det område der nu er Sandbæk Plantage. Han ville opdyrke heden og havde lejet et lille jordlod. Han boede i hulen sammen med en so med grise - og hver dag gik han en tur i området. Samme rute hver dag og på samme tidspunkt hver dag. Turen gik bla. ind gennem gården på en ejendom på Sandbækvej 7.
En dag kom soen gående alene ind gennem gårdspladsen. Anders Møller-Mikkelsen var ikke med - og det bekymrede gårdejeren, der straks undersøgte sagen. Det viste sig, at hulen var styrtet sammen omkring Anders og han var omkommet i jorddyngerne. I Brejning kirkebog fremgår det bare, at Anders Møller-Mikkelsen er fundet død på gulvet i en jordhytte.
Under 2. verdenskrig blev området anvendt af tyskerne til øvelser - og flere steder kan man se de gamle skyttegrave i plantagen. Efter 2. verdenskrig blev området tilplantet med træer. Tilplantningen og det efterfølgende vedligehold blev udført af arbejdsløse. Ved indgangen til plantage står i dag en sten hvorpå der står “B.K. 1948-1952”. Det betyder Brejning Kommune og markerer den årrække hvorpå tilplantningen stod på.
Efter tilplantningen levede plantagen egentlig sit eget stille liv. Men i 1979 sker der noget der får hele lokalsamfundet op af de bløde stole. Plantagen har gennem årene ikke fået meget opmærksomhed - og bortset fra enkelte jægere der drev jagt i skoven, kom der dengang ikke mange mennesker i plantagen.
Balladen skyldtes den omstændighed, at godsejer og industrimanden Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold (1914-2001) ønskede at købe plantagen og opføre intet mindre end verdens største rævefarm. Der skulle produceres 500.000 skind om året. Grevenkop-Castenskiold overtog maskinfabrikken Vølund og var på dette tidspunkt blandt landets rigeste mænd.
Han tilbød Videbæk Kommune 1,7 millioner kroner for Sandbæk Plantage og borgmester og byråd var ikke afvisende overfor handlen og for projektet iøvrigt. Det er sjældent svært at finde et byrådsflertal for driftige erhvervsfolk - og byens borgmester forsvarede projektet - og var egentlig indstillet på at imødekomme industrimandens ønske.
Så let kom det ikke til at gå.
De første protester kom fra jægerne der - igennem advokat Rudolf Knudsen fra Videbæk - protesterede over planerne. Den 3. oktober 1979 afholdes der et borgermøde på Spjald hotel med deltagelse af mere end 100 borgere. Det går ikke helt stille af. Protesterne er talrige og politikerne må forstå, at planerne er vanvittige og ingen borgere bakker op om projektet.
Dernæst spilles to afgørende kort i sagen. Det ene kort handler om, at opmærksomheden henledes på en oldtidsskovpligt fra 1894. Det andet kort handler om, at Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold efter krigen har fået en dom på 15 måneders fængsel for at være nazitilhænger. Det sidste er en sag der er gjort af det stof, der kan forhindre vand i at løbe nedad.
Omstændighederne er beskrevet i denne artikel i Jyllands Posten fra 12. juli 1958. Grevenkop-Castenskiold blev dømt for ulovlig forbindelse med tyskerne i egenskab af at optræde som “fylkesfører” i Frits Clausens parti. Artiklen omhandler iøvrigt en mistanke om skattesvig for et millionbeløb.
Skattesvig kunne de lokale vestjyder måske endda have tilgivet, men ulovlig omgang med nazistpartiet var et trumfkort der gjorde indtryk på offentligheden - og modstanden mod rævefarmen i Sandbæk plantage fik således folkelig opbakning - udover det sædvanlige.
Byrådet med daværende borgmester John Kristiansen i spidsen opgav planerne og Sandbæk plantage blev aldrig solgt, hvorfor den stadig er kommunal.
Erik W. Grevenkop-Castenskiold mistede iøvrigt hele sin formue ved en konkurs i 1995. I de sidste år af sit liv levede han en særdeles beskeden tilværelse i London. Hans eneste indtægt var en dansk folkepension.
Han anses normalt for at være model for grev Preben Rosenkop-Frydenskjold i Hans Scherfigs satiriske roman “Frydenholm” fra 1967. Grevenkop-Castenskiold tog afstand fra nazistpartiet i 1941 og ifølge det såkaldte Bovrup-kartotek forlod han også nazistpartiet i 1941.
Området havde ændret karakter, hvis planerne var blevet gennemført. Grevenkop-Castenskiold var iøvrigt en stor minkavler, inden han gik konkurs i 1995.
I Sandbæk opstod der iøvrigt en konflikt igen i starten af 1990’erne. Foreningen bag en skydebane ville flytte banen i Sandbæk plantage. Det afstedkom en del protester fra de nærmeste naboer. Skydebanen er nu placeret i plantagens nord-vestlige hjørne og giver egentlig ikke anledning til store problemer. Hverken for dem der skyder - eller for dem der skal høre på det.
Kilder:
Jyllands-Postens arkiver
Johannes Lund, Spjald