N. P. Mols i Søndervig

Hvis man går en tur i det turistprægede Søndervig, kan man pludselig møde en statue - en obelisk. Statuen virker som et komplet fejlplaceret fremmedelement mellem alle de udlejede sommerhuse i klitlandskabet - ca. 500 meter syd for det pulserende Søndervig.

Det er også ret tydeligt, at de tyske turister ikke udviser stor opmærksomhed mod statuen. Den gør ikke indtryk ved sin markering af et menneske - snarere ved sin mærkværdige placering. Som om den er kastet ud fra himlen - og tilfældigt er landet her, hvorefter ingen har haft energi eller lyst til at fjerne den.

Sandheden er, at obelisken har ret til at være her. Faktisk var den her først. Hvert eneste sommerhus er bygget udenom den. Den har meget snart stået i 100 år. Udført af kunstneren Carl J. Bonnesen (1868-1933) der vel er bedst kendt for sit værk, “Thor kører over himmelbuen” som Carl Jacobsen bestilte til toppen af bryghuset på Carlsberg i København. Her blev værket opsat ved bygningens indvielse i 1901. Værket indeholder iøvrigt et såkaldt svastika-kors. Dette tegn har været anvendt i hundredevis af år og tegnet betyder egentlig “det som bringer lykke”. Desværre valgte Hitler svastika-korset som symbol på nazismen, og siden har symbolet været udskældt - med rette.

Tilbage til Søndervig. Kunstneren Niels Pedersen Mols (1859-1921) bliver æret to år efter sin død med denne obelisk. N. P. Mols var egentlig født i Skanderborg, men opholdte sig det meste af sit liv i København. Han studerede på det kongelige kunstakademi og var på flere dannelsesrejser i Europa. Han opnåede stor anerkendelse for sine billeder af landskaber og dyr - både her i Danmark og ude i verden.

N. P. Mols kom meget på Holmsland Klit og særligt i Søndervig. Mange kunstnere var optaget af klitlandskaberne og havet. Hans kendskab til området her afstedkom ikke etablering af den kunstnerkolono vi kender fra Skagen. N. P. Mols var bare meget inspireret af landskabet og naturen - og det ses tydeligt gennem en del af hans værker.

Hvis man tager broncepladen i nærmere øjesyn vil man kunne se, at den indeholder flere skudhuller. Det kunne tyde på, at obelisken og broncepladen har været vidne til et sandt drama. Igennem flere år var vandrehistorien, at skudhullerne var efterladt af en tysk soldat der havde åbnet ild mod en dansk modstandsmand.

Dagbladet har imidlertid i sommeren 2022 efterforsket denne sag grundigt - og det viser sig, at sandheden bag skudhullerne er en ung mands kåde opførelse i midten af 1970’erne, hvor han - formentlig påvirket af lidt for mange øl - skød til måls efter bronchepladen på obelisken - iøvrigt fra en Volvo 544. Efter sigende kom der aldrig et retlig efterspil og den unge mand blev næppe straffet for sin udåd. Den historie er dramatisk nok, men ikke så dramatisk som vandrehistorien. Sådan er det ofte - virkeligheden viser sig ofte at være lidt mere kedelig, end vi nogen gange kunne drømme om.


Herunder ses eksempler på N. P. Mols kunstværker - alle motiver fra Vestjylland og Holmsland Klit.

Forrige
Forrige

Å-stedet

Næste
Næste

Skummel forretningsmand ville anlægge verdens største rævefarm ved Spjald