Bonderøv, drukkenbolt og viceborgmester ..!
Et foredrag om et helt almindeligt menneske i et helt ualmindeligt liv.
Søren Elbæk er født og opvokset på landet i Vestjylland. Han vippede ret meget på stolen i skolen og fik heller aldrig en uddannelse. Han blev i stedet tillidsmand da han var 19 og fagforeningsformand da han var 21. Egentlig var han bare kommet til at sige sin mening.
Han blev forstander på Laugesens Have i 1995 – og udviklede samtidig en aggressiv alkoholisme der systematisk frarøvede ham selvrespekten – som en tyv om natten. Ikke desto mindre fortsatte han med systematisk at drikke sig selv ihjel. Han indså, at han derved udsatte de mennesker han holdt allermest af, for en utilgivelig smerte.
Han kom i behandling i 2005 og har siden levet et liv som ædru alkoholiker. Han har været aktiv i kommunalpolitik – og er kendt for at være en politiker der siger sin mening.
Foredraget er en fortælling om et menneske, der så ud til at have succes i alt hvad han rørte ved, men som også afdækker de alvorlige skyggesider der fulgte med.
”På den hårde måde har jeg lært, at man skal tage skyggen med, når man bevæger sig her i livet”
Foredraget er målrettet borgerforeninger, foredragsforeninger og fritidsorganisationer. Foredraget varer 60 minutter, men kan tilpasses efter behov.
Som kommunalpolitiker er jeg en del af den demokratiske debat – også på sociale medier. Her kan tonen være hård – og den bliver ofte meget personlig. Det har konsekvenser for mine pårørende, men det har også konsekvenser for den demokratiske debat. Det sidste er ubetinget det værste. Min erfaring er, at sociale medier begrænser den demokratiske debat. Der er sjældent plads til nuancer i en debat – og intet her i verden er sort eller hvid.
Foredraget tager livtag med debatten på sociale medier. Politikere skal ikke klynke over tonen på sociale medier, men vi skal måske alle til at stille spørgsmålstegn ved værdien af den demokratiske debat på sociale medier? Flytter den noget? Og hvis den flytter noget, er det så det rigtige der bliver flyttet – og kommer det derhen hvor det hører hjemme?
Foredraget er erfaringsbaseret og er ikke nogen videnskabelig analyse af sociale medier. Foredraget varer ca. 2 x 45 minutter. Pris efter aftale.