Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907)
Lige inden man kører ind i gågaden i Ringkøbing fra øst, møder man en statue af Ludvig Mylius-Erichsen på et lille beskedent torv. Mylius-Erichsen fylder ikke meget i den daglige tale mellem mennesker i Ringkøbing. Det er som om borgerne ikke helt har forstået hvorfor der er rejst en statue af den kendte polarforsker lige der - midt mellem hverdagens mange gøremål og ligegyldigheder.
Ludvig Mylius-Erichsen er bedst kendt som polarforsker på Grønlund. En interesse der kom til at koste ham livet. Herom vender jeg tilbage. Men hvad har det med Ringkøbing at gøre - og hvad har fået byen til at hædre polarforskeren - der kun blev 35 år gammel og døde for mere end 100 år siden?
Den enkle årsag er, at Mylius-Erichsen er opvokset i Ringkøbing og her har han haft sin skolegang. Han er ganske vist født i Viborg, men kom til Ringkøbing allerede som etårig i 1873. Hans far fik arbejde som politibetjent i byen - og den omstændighed fik betydning for den lille Ludvig, der var meget påvirket af den vestjyske natur. Faderen deltog ved alle strandinger på vestkysten - og drengen fik herigennem indgående kendskab til de barske vilkår langs den jyske vestkyst.
Statuen er udført af Chresten Skikkild (1885-1927) og blev opstillet foran Ringkøbing Museum i 1916 - kun 7 år efter Mylius-Erichsen var omkommet på sin rejse på Grønland. Skikkild var født i Ringkøbing og blev en glimrende kunstner. Statuen af Mylius-Erichsen er et af hans første værker.
Overalt i Danmark er der rejst statuer af personligheder der mindes for deres virke. Historieskrivningen har stillet spørgsmålstegn ved mange af disse statuer. Der er jo altid to sider af en sag. Kristelig Dagblad rejste i sommeren 2020 en debat om hvorvidt Mylius-Erichsens statue i Ringkøbing havde en berettigelse. Forgreb Mylius-Erichsen sig mod grønlændernes oprindelige kultur - alene ved sin tilstedeværelse? Den slags debatter skal jeg undlade at gøre mig klog på. De fleste handlinger skal - efter min opfattelse - bedømmes i sin egen tid.
Velkendt er det således, at Mylius-Erichsen var polarforsker. Hans lig er aldrig fundet - og han er derfor een af danmarkshistoriens mest eftersøgte mennesker. Men der er andre mere ukendte sider af mennesket, som jeg synes fortjener lidt opmærksomhed.
Drengen Ludvig var ikke speciel afholdt blandt sine kammerater. Han var ikke som andre drenge. Han var rastløs og konstant søgende og nysgerrig. Han fremstod nok også noget selvoptaget og patetisk overfor sine jævnaldrende. Endelig skrev han digte og lejlighedssange - og i 1889 skrev han en kradsbørstig tekst til den lokale revy. Teksten var et opgør med Indre Mission, der modsatte sig indtagelse af alkohol - og den moraliserende tilgang missionsbevægelsen iøvrigt havde.
Lokalt er Mylius-Erichsen meget optaget af muligheden for at få etableret en sluse i Hvide Sande og dermed få en mulighed for at regulere vandstanden i Ringkøbing Fjord. Som bekendt er det først i 1931 at byen får sin sluse - som bliver den egentlige dåbsattest for byen Hvide Sande.
I 1890 lokkede et jurastudie Mylius-Erichsen til København. Han arbejdede derudover med at få sit gennembrud som forfatter og skribent og havde omgang med flere forfattere og lyrikere fra samtiden, herunder Louis Levy, Holger Drachmann og Jeppe Aakjær.
Jurastudiet opgav han og han tog herefter en studentereksamen. Senere studerede han på Københavns Universitet. 1. oktober 1896 bliver han imidlertid ansat på Politiken. Sideløbende hermed skriver han på en række historier fra Vestjylland. Det er historier om strandinger på vestkysten og små historier og fiskernes hverdag. På Politiken opfattes den unge mand som “en kejtet mand med landligt ydre og komplekser”.
Ludvig Mylius-Erichsen er nu bosiddende i hovedstaden. Han bliver i november 1898 gift med Marie Lesse. Vielsen er borgerlig og ægteskabet bliver kort. Et par år senere møder Mylius-Erichsen Johanne Freiberg - og hun lokker ham ud af sit ægteskab, blot for at bedrage ham følelsesmæssigt. Nogen stor succes i kærlighed får Mylius-Erichsen aldrig i sit relativ korte liv.
Mylius-Erichsen er fortsat optaget af de lokale historier i Vestjylland. Således er han i efteråret 1897 tilbage på vestkysten for at skrive om de sidste tatere på Dejbjerg hede. Desuden påbegynder han nu en bog om den jydske hede. Han har mødt tegneren Valdemar Neiiendam (1870-1956) og de to indleder et samarbejde om en bogudgivelse. Også Marie deltager i arbejdet med bogen.
Mylius-Erichsen vil beskrive den jydske hede inden alt er opdyrket og Neiiendam skal tegne vignetter til bogen. I den forbindelse ansøger Mylius-Erichsen om at beskrive forholdene for en række straffefanger fra Horsens Straffeanstalt, som har fået til opgave at grave, tilplante og kultivere den jydske hede i Kragsø Plantage. Dette arbejde afstedkommer en række artikler i Politiken i foråret 1900 - bla. er artiklen “Straffefangerne på Alheden” på forsiden af Politiken den 14. maj 1900.
…………
Bogen bliver først udgivet i 1903. Mylius-Erichsen har svært ved at blive færdig med arbejdet - bla. fordi han er optaget af alt muligt andet i mellemtiden. Det kniber med artiklerne til Politiken og redaktøren er ikke mildt stemt overfor Mylius-Erichsen og hans evindelige rastløshed.
Fra nytåret 1900 er han nu blevet sekretær i Turistforeningen og det afstedkommer rejser til Færøerne og Island. Rigsfællesskabet var samtiden meget optaget af. Mylius-Erichsen foreslår ved den lejlighed, at der også kunne planlægges en rejse til den grønlandske østkyst. Her møder han den lidt yngre polarforsker Knud Rasmussen (1879-1933). Knud er født og opvokset på Grønland, men flytter til Danmark som 12 årig. Knud er en del af kulturen, han kan sproget og han er mindst lige så nysgerrig, rastløs og vedholdende som Mylius-Erichsen.
Mylius-Erichsen er nu ramt af to omstændigheder i sit liv. Hans ægteskab er forlist og der er næppe udsigt til stor kærlighed med Johanne Freiberg. Derudover er han nu helt optaget af Grønland og forholdene i polarområdet. Interessen afstedkommer også en række artikler i Politiken.
Inden Mylius-Erichsen retter sin fulde opmærksomhed mod Grønland, er han i Skagen for at arbejde som journalist. Her besøger han bla. en meget syg Holger Drachmann og han laver et større interview med malerne, Anna og Michael Ancher. Han har fået almindelig omgang med det kreative miljø i Skagen, men Mylius-Erichsen har nu helt andre planer i sit liv.
Fra rejsen til Grønland sender han senere et brev til forfatteren Alba Schwartz - som iøvrigt var gift med Skagens borgmester:
“Jeg er over 30 nu og vil være jæger, rigtig jæger. Her er rensdyr og ryper, sæl og hval. Og ingen kvinder med studentereksamen. Det er kedeligt for resten, at vi bliver kloge så alt for tidligt, vi af kærlighed forulempede mennesker! Min adresse er nu bare Grønland. Mit ønske, at De må leve rigtig vel, og vi må ses engang og tale sammen.”
Ludvig Mylius-Erichsen har opgivet kærligheden til kvinden og kastet sig over kærligheden til Grønland. Imidlertid ved vi i dag, at Mylius-Erichsen får en datter, født 21. august 1902. Moderen var hverken hans hustru, Marie eller bekendtskabet, Johanne Freiberg. Moderen var Elly Nienstædt - der iøvrigt var gift. Hun er opvokset i England og meget aktiv i kvindesagen. Datteren hedder Olga og bliver først bekendt med at Mylius-Erichsen er hendes far, da hun er18 år. Olga blev gift med den ungarske musiker, Emil Hauser. Hun døde i 1985.
I juni 1902 etablerer Mylius-Erichsen sin første rejse til polarområdet. Rejsen defineres som “Den Danske Litterære Grønlands-ekspedition” og er planlagt til at skulle være fra juni, 1902 og indtil oktober 1903. Deltagerne er Knud Rasmussen, maleren Harald Moltke, lægen Alfred Bertelsen og grønlænderen Jørgen Brønlund.
Det er under denne rejse, at Mylius-Erichsen endelig får færdiggjort “Den jydske hede”, men det går ikke upåagtet hen. Forlaget må gentagne gange rykke for materiale til bogen og da den lille delegation når til Holsteinsborg (Sisimiut), spærrer Knud Rasmussen ham inde på byens kirkeloft - med en besked om at han skal blive der, indtil bogen er færdig. Loftrummet bliver dekoreret med et billede af Enrico Dalgas og St. St. Blicher. Det lykkes at færdiggøre de sidste kapitler til bogen - og den 25. september 1902 kan materialet sendes afsted med skib mod det danske forlag.
Da bogen senere bliver udgivet, er Mylius-Erichsen fortsat på Grønland. Bogen er endelig færddiggjort af Marie og Valdemar Neiiendam. Bogen bliver godt modtaget og får flotte anmeldelser.
Bogen indeholder bla. dette fantastiske digt om Jylland:
“Jylland du er hovedlandet, arbejdskraften, fremtidsjorden,
længselsblandet vesterude: Klit og hede skilt ved fjorden -
å, der er dog ingen steder hvor som der, jeg ånder glad.
Agt på Jylland, I - som hvirvler støvet i vor hovedstad!”
Også dengang var lyrikken optaget af forholdene mellem øst og vest i Danmark.
(Achton Friis deltog i ekspeditionen som kunstner og hans karakteristiske værker er udødeliggjort - og udgivet i bogform flere gange)
Rejsen på Grønland fortsætter og ekspeditionen bærer præg af Mylius-Erichsens konstante rastløshed, men også alt for store vilje til at tage chancer. Han er flere gange på rejsen i direkte konflikt med de øvrige deltagere. Han opfattes som modig, men også overmodig. I den forbindelse har han talrige konflikter med særligt Knud Rasmussen.
Ekspeditionen afsluttes i maj, 1904. Alle kommer tilbage i god behold. Forholdene på Grønlund beskrives som værende helt menneskeligt uforsvarlige. Der er ingen lægeopsyn eller behandling - og mennesker lever under helt uacceptable forhold. Altsammen bedømt på en dansk kulturarv og tradition. Mylius-Erichsen forsvarer den grønlandske kultur, og undrer sig over at man ikke i højere grad spørger grønlænderne hvad de vil med sig selv og deres land. Han forarges over minedriften i Sydgrønland, der i væsentlig grad domineres af danskere - under påskud af videnskabelighed.
Eneste konkrete litterære resultat af den litterære rejse bliver Mylius-Erichsens digtsamling, “Isblink”. Digtsamlingen indeholder det berygtede kongehuskritiske digt, “Fædrelandssang” - hvori han betegner kongehuset som “vort sunde legems snyltelus”. Her mister han endegyldigt muligheden for et ridderkors - og det meste af det etablerede Danmark har ikke andet end hovedrysten til overs for Mylius-Erichsens dømmekraft.
Derudover afstedkommer rejsen en gæld på næsten kr. 20.000,- hvilket svarer til halvanden million kroner i nutidens penge. Mylius-Erichsen må benytte sig af sit personlige kendskab til statsminister J. C. Christensen fra Ringkøbing. Ad den vej lykkes det at få en tillægsbevilling vedtaget - dog langt fra uden pressens bevågenhed. Der tales om underhåndsaftaler og dyrkelse af personlige interesser. Hans udfald mod kongehuset styrkede ikke befolkningens tillid til Mylius-Erichsen.
J. C. Christensen sørger ikke alene for at gælden fra ekspeditionen bliver afregnet. Den venlige statsminister sørger også for at genoprette forholdet til kongehuset. Vejen er derfor ryddet til en ny ekspedition til Grønland. Denne gang mere ambitiøs, bedre planlagt og med et mål om et mere konkret udbytte. Det bliver Mylius-Erichsens sidste rejse.
Men inden Danmarks-Ekspeditionen kan starte - udgiver han flere historier fra skæbner langs den jydske vestkyst. Han drøfter udgivelse af en bog om den danske kyst - med Anna og Michael Ancher, men det bliver ved planerne. Mylius-Erichsen holder nu foredrag i hele Europa om sin første ekspedition, men afbryder foredragsrækken, da der pludselig er opbakning til en ny ekspedition. Politisk opbakning såvel som opbakning fra det danske kongehus. Begge dele en forudsætning for en ny ekspedition.
Midt i oktober 1905 offentliggør han sine nye planer. Rejsen skal gå fra København i sommeren 1906. Der er mange der gerne vil med på den kommende ekspedition - smede, gartnere, maskinarbejdere, søfolk, snedkere, fiskere, kontorister m.m. Men ingen videnskabsfolk ansøger om at komme med og det er sådan set dem Mylius-Erichsen ønsker sig allerflest af. Det lykkes ham at få sammensat en gruppe der dog har lidt videnskabeligt snit over sig. Ekspeditionen kommer til at bestå af 28 mand. Ludvig Mylius-Erichsen bliver leder og de øvrige deltagere tæller en lang række forskellige erhverv og håndværk, herunder to kunstnere - Aage Bertelsen (1873-1945) og Achton Friis (1871-1939)
Iøvrigt deltog Peter Freuchen - der bliver uddannet som fyrbøder inden ekspeditionens start. Peter Freuchen blev datidens mediestjerne og er bla. meget senere udødeliggjort i Halfdan Rasmussens, Noget om helte. Han mistede sit ene ben som følge af svære forfrysninger og levede de sidste mange år af sit liv på Enehøje i Nakskov fjord.
Mylius-Erichsen rejser ikke mindre end kr. 260.000,- til ekspeditionen. Det svarer til 18 millioner i nutidspenge. Han går straks i gang med at foretage forskellige indkøb, men han har ingen sans for bduegtmæssig forståelse. Relativt hurtigt må J. C. Christensen igen inddrages i de økonomiske forhold omkring ekspeditionen - og der tilkommer en tillægsbevilling på ikke mindre end kr. 56.000,- svarende til omkring 4 millioner kroner. Det samlede budget blev således mere end 22 millioner kroner - målt i nutids valuta.
Afrejsen bliver den 24. juni 1906, hvor skibet “Danmark” står ud fra Langelinie. “Vi kommer hjem igen. Vi kommer tilbage” råber Ludvig Mylius-Erichsen fra broen - svingende sin stråhat. Glad og spændt. Han kommer aldrig tilbage.
Der er god stemning ombord i starten. Der findes billeder der dokumenterer, at nogle mænd slog sig løs i tilfældig dans, hvor kunstneren Achton Friis spillede harmonika til. Men senere blev forholdene ombord mere anstrengte - bla. afstedkommet af, at Mylius-Erichsen ikke var nogen stor leder. Synspunktet er generelt, at der ikke eksisterer noget egentligt hierarki på skibet. Mylius-Erichsen mener ikke det er nødvendigt og det skaber usikre beslutninger ombord.
Mylius-Erichsen havde en aftale med Politiken om, at der jævnligt skulle tilgå artikler om ekspeditionen. Fra 22. juli 1906 og helt indtil sommeren 1908 var der ingen meddelelser fra ekspeditionen. Ingen af de pårørende kunne vide, om deltagerne overhovedet var i live. Den 5. august 1908 kommer der til gengæld pludselig et telegram med en trist besked. Dagen efter er telegrammet forsidestof på Politiken. Lederen af Danmarks-ekspeditionen er omkommet - sammen med to andre.
(Sattelitfoto af området, hvor Slædehold 1 med Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund omkom)
Omstændighederne er uklare - af indlysende årsager. Et lille slædehold - bestående af Mylius-Erichsen, grønlænderen Jørgen Brønlund og premierløjtnanten Niels Peter Høeg Hagen - beslutter den 8. august 1907, at søge længere ind i Danmarks Fjord. Det havde de tidligere haft stor succes med i forhold til at kunne nedlægge dyr til føde. Tilbage på skibet Danmark er man ikke så bekymret. De fleste diskussioner går egentlig på, hvem der skal være leder i Mylius-Erichsens fravær.
Seneste livstegn fra det lille slædehold er grønlænderens få bemærkninger i dagbogen den 19. oktober 1907. Her skriver han, at de kun har fire hunde tilbage. I løbet af november mister den resterende del af holdet på skibet “Danmark” troen på at det lille slædehold har overlevet. De har nedsat et lille råd på fire mand, der overtager ledelsen af ekspeditionen. Achton Friis er en del af ledergruppen.
…..
Den 19. marts 1908 finder de Jørgen Brønlunds lig samt hans dagbog. Heri står, at Hagen døde 15. november 1907 og Mylius-Erichsen ca. 10 dage senere - altså omkring 25. november 1907. Efterfølgende er der skabt tvivl om der i Brønlunds dagbøger stod to eller ti dage. Under alle omstændigheder er Mylius-Erichsen omkommet omkring Danmarks Fjorden i midten af november 1907.
Området er undersøgt omkring 20 gange siden. Ligene af Hagen og Mylius-Erichsen er aldrig fundet. Ej heller dagbøgerne.
Ludvig Mylius-Erichsens tilgang til livet kan bedst forstås gennem hans eget digt fra digtsamlingen “Isblink”:
“Jeg må ud, hvor livet frister,
kamp på livet for et mål,
der gør nerverne til stål,
ikke dette ækle klister
af politisk-sociale
og æstetisk-bindegale
diskussioner i det blå,
hvor man intet slag tør slå”
Kilder:
Janni Andreassen, Ud hvor livet frister, 2018
Søren Frandsen og Mette Karlsson, Vi kommer hjem igen, 2015
Ludvig Mylius-Erichsen, Vestjyder, 1900
Ludvig Mylius-Erichsen, Strandinger og redningsfolk, 1901 og 1905 (genudgivet 2007)
Ludvig Mylius-Erichsen, Den jydske hede, 1903