“You can check-out any time you like, but you can never leave ..!”
Det blev 6 minutter og 30 sekunder der forandrede min opfattelse af musik. Jeg var 13 år og havde adgang til min brors pladespiller. Det er formentlig en sandhed i min egen fortolkning, for det tror jeg egentlig ikke jeg havde. Men jeg tiltuskede mig adgang, når han ikke var til stede. Jeg var facineret af de små singleplader der alle havde det tilfælles, at man lige så godt kunne blive siddende ved pladespilleren, fordi der ustandselig skulle skiftes plade. En singleplade indeholdt et hit. Typisk 3 minutters fest. Slut. Og så måtte man bladre i det beskedne udvalg og finde en ny - eller gøre det der var mere almindeligt - nemlig lytte til det samme nummer igen og igen og igen og igen.
En del af oplevelsen var de små ridser i pladerne, som på forunderlig vis blev en del af lydoplevelsen. Faktisk kan jeg stadig huske en ridse i en plade, når jeg i dag hører det samme nummer som en digital lydfil - der er absolut renset for alt støj og mærkelige lyde. Ridserne blev en del af lydbilledet og det er svejset ind i hjernen på mig - i forhold til nogle af de numre jeg lyttede allermest til.
I foråret 1977 blev alle uskrevne regler brudt. I min brors lille samling af singleplader var der kommet en ny. Coveret var anderledes. Ingen fest. Ingen piger på coveret der skød deres overkrop frem og brugte brystpartiet som blikfang for en elendig sang. Ingen hurtige biler. Ingenting der appellerede til en rigdom af hormoner.
Hotel California. Og et kort svedent navn på et band med fem langhårede fyre, der lignede en prøveløsladelse. Eagles. Men mønsterbruddet bestod i lyden og så i længden af sangen. 6 minutter og 30 sekunder. Det var en evighed - sammenlignet med tidens øvrige udgivelser. Det var helt uhørt og det var helt håbløst. Jeg sad jo bare der op af pladespilleren og i virkeligheden var det gyldne øjeblik jo der, hvor jeg pillede den ene plade af - for at sætte den næste på.
Hotel California var en evighed. Det var en historie med så mange billeder, at det blev en film inden den var færdig. Og så var det et lydbillede jeg aldrig nogensinde havde hørt før. Tung. Dvælende. Og meget meget mystisk.
Musikken er skrevet af Don Felder og teksterne af Don Henley og nu afdøde Glenn Frey. Sangen afsluttes med den legendariske guitarsolo, som flere gange er kåret som den bedste i rockhistorien. Det var den første plade med Joe Walsh og på pladeindspilningen deler han guitarsoloen med Don Felder. På turneerne spillede Don Felder soloen på hans dobbelthalsede Gibson EDS-1275.
Interessant er det, at sangen er meget inspireret af Jethro Tulls “We Used To Know” fra 1969. Ian Andersson har dog for meget længe siden afvist, at der skulle være tale om et plagiat. “Så mange musikere der skriver så mange sange, vil komme til at ramme de samme akkorder før eller siden” har han engang udtalt. Det er da udtryk for musikalsk rummelighed. Der er meget tydelige forbindelser mellem de to sange.
Hotellet på pladecoveret er det fashionable Hotel Beverly Hills fra 1912. En ramme for rigdom og berømthed gennem mere end 100 år - og hotellet er en metafor på den rigdom som bandet på dette tidspunkt blev en del af. Sangen er også historien om den klautrofobiske følelse som rigdom efterlader. Hotel California er en sang om tab af uskyld og udtrykker modsætningen mellem mørke og lys, godt og ondt og forholdet mellem ungdom og alderdom.
Pladen er blandt de bedst sælgende albums i verden og har solgt mere end 40 millioner eksemplarer. Studieindspilningen af Hotel California er en sammenklipning af 5-6 studieindspilninger i to forskellige studier. Bandet blev bedt om at forkorte sangen til en udgave der var mere velegnet til afspilning på radiostationer. Det afviste bandet konsekvent.
Sangen er en institution. Den har samlet generationer og den er gennemfortolket af sociologer, psykologer, etnologer og pædagoger. Den er mytisk - fordi den spiller på et hotels mytedannende rammer. Det er sangen om den amerikanske drøm - og mareridt.
The Eagles er definationen på amerikansk musik. Med et tydeligt udgangspunkt i den amerikanske historiske kultur, er sang og album det der legaliserede den amerikanske country & western til et meget stort publikum i hele verden.
Særligt sidste vers af sangen efterlader lytteren med en rædsel som de sidste sider i en Stephen King gyser:
Last thing I remember, I was
Running for the door
I had to find the passage back
To the place I was before
“Relax”, said the night man
“We are programmed to receive.
You can check-out any time you like,
But you can never leave!”