Arne Schumann
Dette er en ubetinget hyldest til den århusianske legendariske foredragsholder Arne Schumann.
Jeg mødte Arne Schumann første gang omkring 1990. Han var inviteret til at holde et foredrag for hovedbestyrelsen i det daværende, men nu ikke længere eksisterende - Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund. Jeg husker ikke stedet. Jeg husker ikke omstændighederne. Jeg husker ikke det nærmere formål. Men jeg husker foredraget.
Siden har jeg hørt ham flere gange. Engang spurgte jeg ham, om han ville holde et foredrag for personalegruppen på Laugesens Have. Vi var dengang 12 ansatte - og jeg tænkte han ville finde forsamlingen for lille til et foredrag. Hertil svarede Arne Schumann mig venligt og kontant; “Når jeg holder foredrag, plejer jeg at stille krav om, at der skal være andre til stede i lokalet end mig selv ..!”
Arne Schumann står ret stille i et foredragslokale. Han optræder ydmygt og reserveret når han ankommer. Han er ikke udpræget god til smalltalk inden foredraget går i gang. Svarer lidt fjernt på spørgsmål. Som om han er på vej ind i sin ordtunnel. Når han så får ordet og hans foredrag starter, er det som at befinde sig i en vindturbine af ord, begreber, citater, pointer, påstande og refleksioner. Det eneste der bevæger sig er stort set munden og hænderne.
Jeg har aldrig hørt en foredragsholder der tilnærmelsesvis besidder Arne Schumanns talent for formidling. En kaskade af ret præcise holdninger til ret store problemstillinger. Med selvironisk humor - og med stor kærlighed og omsorg for mennesker.
Arne Schumann er født i Lemvig i 1940 og vokset op i Viborg. Han er uddannet inden for detailhandel og bagefter på kontor, og har desuden arbejdet som bl.a. portør på hospitaler og inden for børneforsorgen i flere år.
Efter militærtjeneste hos Militærpolitiet i København, Århus, Aalborg blev han uddannet på Handelshøjskolen Århus som cand.merc. med speciale i organisation og ledelse. Desuden er han bachelor i psykologi fra Aarhus Universitet.
Arne Schumann har undervist på Handelsskoler og Handelshøjskoler i 25 år. Han var inspektør ved den gamle Jydske Handelshøjskole/Århus Købmandsskole i to år og blev så forfremmet til forstander/rektor.
Gennem 20 år har han været en flittig foredragsholder og havde på et tidspunkt mere end 200 foredrag om året.
1997 idømmes han 105 dages ubetinget fængsel for skattesvig. Den frihedselskende foredragsholder oplever på egen krop den mentale effekt af frihedsberøvelse, da han gennem 3½ måned skal få dagene til at gå i det åbne fængsel Møgelkær i Horsens. I den forbindelse har hans familie udgivet bogen “Aldrig har jeg været så meget ude, som da jeg var inde”. Bogen er en samling af de breve han skrev til hustru, familie og venner under hele opholdet.
Det er lykkedes mig at finde et af de foredrag Arne Schumann fik optaget. Det er fra 1996 og foredraget kredser mest om etik og moral på danske arbejdspladser, men foredraget er en fantastisk samling af spændende pointer, perspektiveringer og refleksioner. Og så er foredraget et studie i formidling og kommunikation.
Et par gange er tiden løbet fra foredragets indhold, men i det store hele holder hvert eneste pointe - efter mere end 25 år.
Du kan lytte til hele det historiske foredrag her: