Jo, nu skal De høre…!
Jeg er ikke nogen stor monarkist. Jeg respekterer Kongehuset og den institution den er. Jeg respekterer Kongehusets medlemmer for dem de er. Jeg tror ikke det er et misundelsesværdigt arbejde - og jeg tror ikke jeg ville bytte med min hverdag.
Jeg kender ikke kongehusets detaljer og jeg ville tabe en quiz herom, hvis jeg stillede op. Jeg læser ikke kulørte blade - og jeg er helt uden for de underholdende detaljer om kongehusets hverdag. Det interesserer mig desværre ikke.
Men jeg synes kongehusets repræsentanter er spændende mennesker - og spændende mennesker interesserer mig altid.
Jeg har en særlig respekt for Dronningen. Jeg tror hun er eftertænksom og reflekterende - og jeg tror hun er usædvanligt godt begavet. Derudover synes jeg hun er en fremragende repræsentant for Danmark. Jeg har læst hendes bøger med stor interesse - og jeg synes hun gør mig klogere på mange ting. Det er jo aldrig galt.
I 2014 gæstede Dronningen og Prins Henrik Ringkøbing-Skjern Kommune. Besøget var forbundet med al den virak den slags besøg altid er. Vejret var fint og alle var glade. Dronningen gæstede en række seværdigheder i kommunen. Det samme gjorde Prins Henrik, hvis største fornøjelse utvivlsomt var hans besøg på Stauning Whisky.
Om aftenen skulle Kongeskibet Dannebrog sejle ud fra Hvide Sande. Inden havde regentparret inviteret til en reception og et besøg på det gamle kongeskib fra 1932. Byrådet deltog med ægtefæller. Det var en usædvanlig smuk og stille septemberaften. Sådan er det sjældent i Hvide Sande.
Vi gik ombord. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg ved jeg ikke havde forventet, at regentparret stod og bød velkommen. Dronningen virkede ægte glad. Et vedkommende håndtryk til alle gæster - og efterladende et indtryk af at hun faktisk hyggede sig.
Jeg kan huske at jeg tænkte, at det næppe altid kan være hyggeligt at være Dronning. Næppe altid kan være nemt at virke vedkommende, nærværende og engageret, når imorgen bare atter er en dag, hvor alles opmærksomhed er rettet direkte mod dig og din familie.
Vi gik rundt på skibet og betragtede mange spændende detaljer. Inventaret på kongeskibet Dannebrog er overleveret fra det tidligere kongeskib, en hjuldamper fra 1879. Hvis det inventar kunne tale …
Derudover var skibet udsmykket med kunstgenstande fra hele verden. Placeret efter nøje overvejelser, fortalte skibets besætning. Dronningen vandrede rundt mellem os - helt som en værtinde ved en reception. Afslappet og deltagende. Faktisk oplevede jeg situationen lidt uvirkelig.
På dækket var der arrangeret en buffet, som vi frekventerede efter besætningens anvisninger. Jeg husker at Prins Henrik kom til buffeten og brummede lidt over hans manglende favoritter blandt retterne. Det var jævnt. Smagte dejligt, men det var jævnt. Og jeg husker, at jeg synes det var uendeligt befriende. Et kig ind i en magisk verden der viste sig ret almindelig.
Efter middagen kunne vi fortsætte vores vandretur rundt på skibet. Og det gjorde vi. Vi bevægede os ud i stævnen, hvor mit blik omgående fik øje på to store billeder. Et noget mørkt og dystert og et lyst og venligt. Jeg er ikke velbevandret udi Dronningens malerier og jeg har kun almindelig forstand på kunst. Alligevel var jeg ret sikker på, at billederne var Dronningens værker - og jeg stod og funderede over den indbyggede kontrast der var mellem billederne.
Nå, det skal du ikke fortabe dig i. Det er sikkert en tilfældighed - og hvad vedkommer det iøvrigt dig? Vi gik videre og kom igennem een af de mindre stuer på skibet. Her sad Dronningen og røg. Meget. Hun smilte venligt og småsnakkede lidt til højre og venstre. Jeg stod og betragtede hende lidt - og tænkte så; Nu spørger jeg hende om hendes malerier. Jeg kommer næppe til at møde det menneske igen - og hendes milde ansigt tilsagde, at jeg næppe ville få en røffel for min interesse.
Jeg brød alle etiketter ved at henvende mig stående til en siddende Dronning. Det virkede hun ikke synderlig optaget af. I farten nåede jeg præcis at tiltale majestæten med et høfligt De.
Jeg spurgte hende, hvorfor billederne var så kontrastfyldte og hvornår hun havde malet dem?
Hun kiggede mildt op på mig, rettede sig lidt op, skodede cigaretten i et stående askebæger og efter min hukommelse sagde hun så nogenlunde dette: “Åh, billederne derude. Jo, nu skal De høre. Det er meget morsomt, at De har lagt mærke til kontrasterne - for det er meningen. Billederne forestiller den situation, at vi ofte sejler ud og ind af havnebyerne henholdsvis tidlig morgen og sent aften. Jeg møder derfor byerne i uendelig meget lys - eller i tusmørke. Det synes jeg er så morsomt - og derfor har jeg malet det - og derfor hænger billederne ude i stævnen”
“Skyen”, Margrethe, 1997
Herefter kastede hun blikket hen forbi nogen og noget. Sådan som Dronningen altid gør, når hun lige har sagt noget sandt, noget underfundigt eller noget vigtigt - for hende eller for den der lytter.
Jeg ved ikke om jeg lider af erindringsforskydning, men det forekommer mig, at hun herefter tændte en cigaret og igen satte sig til rette og ventede på hendes næste egen sætning …
“Ja, de er naturligvis malet her på Dannebrog. Der - i stævnen”
Samtalen sluttede ikke fordi den burde gøre det. Den sluttede bare. Jeg sagde tak. Hvad siger man til en Dronning? Så jeg sagde det igen.
Efter en dejlig aften bevægede vi os tilbage på kajen. Tilbage til lugten af Hvide Sande. Tilbage til en hverdag med leverpostej og rødbeder. Tilbage til kunst vi ikke fatter en meter af. Tilbage til almindelige mennesker der lever et almindeligt liv - fyldt med indbyggede kontraster.
Imens forlod kongeskibet Dannebrog kajen og sejlede ud i natten. En mørk himmel lukkede sig over kongeskibet. Helt som malet. Og næste morgen ville skibet ankomme til en ny havn - i lys.