Kakkelovnen er mit arkiv!
Man skal holde øjnene åben, hvis man skal få øje på J. C. Christensens statue i Ringkøbing.
Af uransgelige årsager har man placeret ham midt i et vejkryds på et sted, hvor det er klogt at have begge hænder på rattet og øjnene stift rettet mod den øvrige trafik.
Det har helt åbenlys ikke været meningen, at man skulle kunne sætte sig og reflektere lidt stille over een af Danmarkshistoriens mest markante politiske skikkelser.
Han var født i Påbøl ved Hoven og blev senere lærer ved skolen i Stadil. Han blev gennem mange år kaldt Christensen-Stadil af samme årsag.
Statuen blev rejst af Venstre-folk i 1952. Den blev oprindelig rejst på Torvet foran kirken, hvor den stod indtil 1993. Herefter blev den flyttet til dens nuværende placering. I 2015 var der gode kræfter der argumenterede for at statuen skulle flyttes til Hee, hvor J. C. Christensen var skolelærer og hvor der er indrettet et lille museum om den tidligere statsminister. Det argument gjorde ikke stort indtryk på borgerskabet i Ringkøbing, der stædigt fastholdt, at statuen tilhørte Ringkøbing by - og derfor skulle den blive i byen. Basta!
Statuen er udført af billedhugger og tidligere professor ved Kunstakademiet, Johannes Bjerg. Det var iøvrigt et af hans sidste værker. Han døde i 1955.
J. C. Christensen (1856-1930) var statsminister i Danmark i perioden 1905-1908. Tre år er ikke nogen lang regeringstid. Alligevel blev han en tydelig politisk personlighed i Danmark. Af flere årsager.
Hans navn udtales konsekvent som I. C. - fordi bogstavet J er en grafisk variant af bogstavet I i det gamle danske sprog. Han var Venstres første statsminister. Han var IKKE landmand. Han var skolelærer. Det er ikke uden betydning for hans eftermæle. Danmark var et bondesamfund i hans regeringstid - og Venstre var et bondeparti.
Der findes ikke mange tykke bøger om J. C. Christensen. Han er ikke skrevet ind i historien som en stor statsmand. Han var ret almindelig og efterlod ikke karismatiske indtryk hvor han kom. Han kom ud og tjene allerede som 11-årig hos en skolelærer - og den omstændighed fik formentlig den betydning, at han senere selv uddannede sig som skolelærer og senere blev degn i Stadil.
Den sociale arv i midt- og vestjylland har været meget tydelig på daværende tidspunkt. Og landbrugskulturen havde en meget tydelig rolle i den sammenhæng. Der var en utalt forventning om, at man overtog den fædrende gård og drev den videre. Slægt skal følger slægters gang. I den sammenhæng var J. C. Christensen mere oplysningens mand - og måske ikke helt den Venstre-profil man kunne ønske sig.
J. C. Christensen gjorde ikke meget væsen af sig. Han optrådte som et relativ indadvendt menneske i Folketinget da han blev valgt i 1890. Han levede et beskedent liv i København og tilbragte det meste af sin fritid i Rigsdagens bibliotek. Hvad skulle han ellers foretage sig i København?
Han var snu, reserveret, lurepassende. En ræv. Og det blev hans tilnavn. Han er ofte fremstillet i karikaturtegninger med en ræv. Årsagen til den betegnelse har nu nok lagt mere i hans vestjyske sindighed. Tal ikke mere end højst nødvendig.
Han var den første professionelle politiker i Danmark. Tidligere konseilspræsidenter (statsministre) havde været godsejere eller forretningsmænd sideløbende med deres politiske karriere. J. C. Christensen var skolelærer - og det kunne han selvsagt ikke passe ved siden af jobbet som statsminister. Han er derfor ofte blevet betegnet som det første almindelige menneske i Danmark der blev statsminister. I sig selv næsten ærefuldt.
Han stod bylivet og i særdeleshed København åndeligt fjernt. Han havde ikke stor forståelse for bylivet, men var mest tryg blandt bønderne i Vestjylland. Han har engang udtalt; “Der kan regeres uden om København, men der kan ikke regeres uden om bønderne!” Det var ikke en udtalelse en statsminister ville slippe godt afsted med i dag. Og den ville heller ikke være sand!
Noget stort intellekt var han næppe. Og formentlig også særdeles usnobbet. En historie fortæller, at han engang sad til bords med den store norske digter Henrik Ibsen - ved en gallamiddag i det norske hof. J. C. Christensen sagde ikke meget under middagen. Det gør vestjyder jo ikke i almindelighed. Det gjorde den verdensberømte norske digter heller ikke. Det gjorde han stort set aldrig, for i modsætning til den danske statsminister, var Henrik Ibsen ikke helt usnobbet. Det passede den danske statsminister fint. Han var kendt for at sætte rpis på folk der kunne holde mund. Først senere fik han oplyst, hvem han havde haft til bords.
Henrik Ibsen havde et særdeles karakteristisk udseende. Alligevel havde den danske statsminister ingen anelse om hvem han sad til bords sammen med.
Hans største politiske bedrifter blev etableringen af menighedsrådene i 1903. Det var en demokratisering af folkekirken som ikke var populær i alle kredse. Indre mission var imod dannelsen af menighedsrås da de ugudelige og åndeligt døde kunne komme til at bestemme over kirken. Derudover kunne det have den konsekvens, at socialdemokrater kunne blive valgt til menighedsrådene - og det blev betragtet som jordens nære undergang!
Også i 1903 stod han bag vedtagelsen af skoleloven der demokratiserede hele det danske skolesystem.
J. C. Christensen var en stor mand. Over 190 cm. og kraftig bygget. Tunge lange skridt havde han - og brugte sit tydelige kropssprog i mange sammenhænge. Han var den ældste af ni søskende. Iøvrigt er det ikke usædvanligt, at statsoverhoveder er den ældste i en søskendeflok. En skæbne J. C. Christensen deler med Stauning, Krag, Schlüter og Fog.
Man blev ikke fortrolig med J. C. Christensen. Han drøftede ikke sine beslutninger med nogen. Alting byggede på hans egne snu overvejelser. På det punkt lignede han socialdemokraten Thorvald Stauning.
Til gengæld førte han en egen protokol over politiske modstanderes gøren og laden. Han brugte hans viden kynisk, hvis der opstod behov for det. Den slags metoder er ikke opstået i nyere tid. Han var også kendt for at skille sig af med dokumenter og papirer straks de var udtjent. “Kakkelovnen er mit arkiv” sagde han ofte. Intet gemt.
Han faldt på en skandale, men ikke sin egen. Justitsminister Alberti blev afsløret i 1908 i et gigantisk underslæb overfor Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Underslæbet beløbede sig til omkring 1 milliard kroner i 2020-kroner. J. C. Christensen var uden skyld i sagen, men han blev bebrejdet, at han havde udvist uhørt stor tillid til den magtfulde justitsminister. J. C. Christensen blev iøvrigt frifundet ved en rigsret.
J. C. Christensen døde i 1930 og er begravet på Hee Kirkegård.