Hjørringvej
Allan Olsen gør hvad der passer ham. Han er inbegrebet af en anarkist. Han går hvor græsset ikke må betrædes. Hvis hele musikbranchen går til højre, går Allan Olsen til venstre. Han er sin egen og han er ikke til salg. Han er poet og troubadour. Han er den eneste der kan skrive en sang om en hund der løber hjemmefra på en måde så det giver mening.
Allan Olsen pladedebuterede i 1989. Jeg husker ham fra de første år på Vestjysk Visefestival i Tarm i begyndelsen af firserne. Der var ikke nogen der vidste hvem Allan Olsen var - og det passede ham ret godt. Jeg tror berømmelsen i Allan Olsens karriere har været en nødvendig præmis for ham. Han har ikke søgt det.
I 2013 udgav han en dialektplade - “Jøwt”. Det er næppe noget han er opfordret til af sin manager, for det bliver sjældent nogen folkelig succes. På det album er der et nummer der hedder Hjørringvej. Sangen handler om, at Allan Olsen - en snefyldt lillejuleaften - kører med sin mor fra Frederikshavn til Hjørring, for at sige god jul til hans bror, der lå på Hjørring Sygehus. Siden jeg hørte den sang, har jeg undret mig over, hvad det er med Hjørringvej og hvilke indtryk der har påvirket den lille oplevelse for mor og søn.
Jeg havde ikke nogen forestilling om, at jeg ville blive klogere på den sag ved at køre turen af Hjørringvej, men jeg tror alligevel jeg fik en fornemmelse af hvilket greb sangskriveren benytter sig af i sangen.
Så her er et billede af den Hjørringvej og det Sønderskov, som Allan Olsen synger om i sangen. Det er en følsom sang, der understreger et lunt kærlighedsforhold mellem mor og søn. Men det er også en sang der afslører et historisk drama - i familien og i den virkelighed de passerer. Et tidsbillede - beskrevet i tre små vers. Det er ret poetisk - og det er fantastisk historiefortælling udover det sædvanlige.
“Og hele Sønderskov er til salg,
fordi de unge flytter væk,
men hvem har lyst til den slags reality-tjek,
når det er lillejuleaften,
og man kører med sin mor ud af Hjørringvej ....”
Da albummet udkom i 2013, kunne den alene købes ved alle Spar-købmænd i Vendsyssel. De store landsdækkende kæder fik den ikke til salg. “De har aldrig gjort mig en tjeneste. Jeg skylder dem ikke noget. Anderledes er det med Spar-købmanden ...!” sagde han engang ved en koncert. Uanset årsag - så er det velbegavet markedsføring af een der ikke har forstand på den slags .... Jeg provianterede ved købmanden i Lønstrup - og Allan Olsens plade ligger stadig til salg - sammen med kommenost og syltede agurker. Jeg spurgte kassedamen om den stadig sælger. Hun var meget fra Lønstrup: “Nej da, men den hører ligesom til her ...!”
Allan Olsen har udgivet to erindringsbøger. “Tilfældig Strejfet” i 2015 og “Laksetrappen” i 2019. Efter min mening er det noget af det mest velbegavede erindringslitteratur jeg har læst. Det er meget vedkommende, meget poetisk og meget reflekterende. Meget alvorligt - og meget meget morsomt. På samme tid.