Bonderøven fra Hover
Tegning: Morten Ingemann
Ringkøbing-Skjern Kommune har leveret to statsministre i historien. J. C. Christensen var konseilspræsident fra 1905-1908. Den seneste - Knud Kristensen var statsminister fra november 1945 til november 1947. Han repræsenterer utvivlsomt den mest mærkværdige politiske karriere i historien. Begge repræsenterede de Venstre.
Indledningsvis bør det nævnes, at der faktisk er en sammenhæng mellem Knud Kristensen og Lars Løkke Rasmussen. De er nemlig de eneste to statsministre der - efter deres embedsperiode - har forladt deres parti og stiftet eget parti. Vi har tilgode at se Lars Løkkes politiske parti, men det er sikkert kun et spørgsmål om tid - og timing.
Hvis Lars Løkke ville lære af historien, burde han opgive sit tvivlsomme projekt. Hvis Knud Kristensens projekt gentager sig for Lars Løkke, bliver det en kort - og helt overflødig - parentes i den politiske historie. Det vender jeg tilbage til.
“Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg rent personligt aldrig har sat pris på at være statsminister” udtalte Knud Kristensen sig kort før han forlod embedet. Næppe nogen anden statsminister har været så tynget af jobbet, som Knud Kristensen.
Knud blev født i Hover i 1880 på en gård. Den omstændighed gjorde han til en væsentlig del af sin identitet gennem hele sin politiske karriere - på trods af, at han som barn flyttede fra både Hover og landbruget. I en årrække havde han en ejendom i Ødsted ved Vejle og i de sidste mange år i Humlebæk - kun 40 km. fra København.
Bondemand
Dette til trods - optrådte han sent i sin karriere som bondemand - iklædt det tøj der er praktisk, hvis man kommer fra mark eller stald. Allerede dengang var politisk identifikation vigtig. Det seneste komiske eksempel på det var, da statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøgte at optræde i rollen som typisk arbejder - selv om hun aldrig har haft fastansættelse på et betongulv - og havde en akademisk uddannelse.
I dag er politik sand for dyden noget mere fragmenteret. Stort set ingen folketingsmedlemmer fra Venstre er landmænd. Og stort set ingen folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet har prøvet at anvende et stempelkort på en arbejdsplads.
Det kan man mene om hvad man vil. Men det er fakta. Og fakta kan man ikke benægte. Også det vender jeg tilbage til.
Knud havde ikke statsministerambitioner. Velkendt er det også, at han ej heller havde evnerne. Nogen gange hænger det sammen.
Han var kendt for at være komisk detaljeret i sin mødeledelse på Christiansborg. Han var optaget af det han kunne magte mentalt, mens større beslutninger farede hen over hovedet på ham. Han talte ikke ret højt - og han anvendte konstant landbrugsmetaforer i sin samtaleform i statsministeriet. “Karlene (ministrene) var ude at rejse” Dialekten var tydelig vestjysk.
Eneste årsag til at han fik to år i embedet var formentlig, at landet havde brug for ro og sikkerhed lige efter krigen. Det kunne Knud Kristensen levere - i et omfang så det havde karakter af total stilstand.
Hans forhold til modstandsbevægelsen var lunken. Under krigen holdt Venstre sig helt ude af det spørgsmål. Kontakterne mellem modstandsbevægelsen og det politiske system blev varetaget af Konservative og Socialdemokratiet. Knud Kristensen mente ikke modstandsbevægelsen var omtalt i Grundloven - og som sådan forholdt han sig ikke til den.
Da han skulle danne regering manglede han en udenrigsminister. Lidt ved en tilfældighed blev det en konservativ diplomat - der iøvrigt var homoseksuel. Det var Knud Kristensen ikke vidende om på det tidspunkt.
Som statsminister viklede han sig ind i spørgsmålet om Sønderjylland. Det blev hans endeligt. Ved en Grundlovstale i 1946 i Toftlund foreslog han en ny afstemning. Det var som at kyle benzin på et bål - og vakte forargelse i både ind- og udland.
Synspunktet var populært blandt befolkningen, men det var politisk fuldkommen urealistisk. Det var mest af alt en betragtning fra en stalddør - og sådan fungerer politik ikke altid. En statsminister har mange diplomatiske forpligtelser. Det kom Knud aldrig til at forstå.
Regeringen blev væltet efter et valg i oktober 1947 - og statsministeriet blev overtaget af socialdemokraten Hans Hedtoft. Han overtog også førnævnte udenrigsminister, Gustav Rasmussen, hvilket Knud Kristensen kommenterede med et “A Sæjer Walbekom ..!” Knud Kristensen undskyldte samtidig overfor den danske befolkning, at han havde udnævnt Gustav Rasmussen til udenrigsminister. De to var stort set ikke enige om et eneste forhold.
Eftermæle
Knud Kristensen blev ikke nogen stor statsminister. Han blev uretmæssig gjort til grin i hele befolkningen, da han skulle proklamere Kong Christian den 10.’s død i 1947. Knud snublede over ordene - og folket blev bekræftet i, at landet havde en simpel bondemand fra Vestjylland som statsminister.
Den 5. juni 1953 meldte Knud Kristensen sig ud af Venstre. Han var bitter. Han smækkede med døren, og stiftede straks efter et nyt parti - De Uafhængige. Historien gentager ofte sig selv.
Søren Kjær
De Uafhængige kom i Folketinget i 1960 med 6 mandater og var ude igen efter valget i 1966. Partiet fik aldrig nogen afgørende indflydelse - og forbliver en politisk parentes i den danske politiske historie. Enddog en lille parentes.
Og så det der med at benægte fakta. Ofte fortælles det, at netop Knud Kristensen var ophavsmand til udtrykket; “Hvis det er fakta, så benægter a fakta..!” Han brugte også udtrykket i en folketingsdebat i 1945 om Sydslesvig-problematikken. Men Knud havde stjålet udtrykket.
Det stammer nemlig fra et andet folketingsmedlem - nemlig Søren Kjær. Udtrykket stammer fra en debat i Rigsdagen efter krigen i 1864, hvor han forsvarede danske bønder i en debat med redaktør Carl Bille fra den daværende landsdækkende avis, Dagbladet. Søren Kjær sad i 25 år i Rigsdagen fra 1856 til 1881 og valgt i Skjern Sogn ved Viborg.
Han er den oprindelige indehaver af det udtryk, som politikere til stadighed anvender, hvis fakta og virkelighed bliver for ubehagelig i den politiske debat. Og det sker ..!