Det blev 6 minutter og 30 sekunder der forandrede min opfattelse af musik. Jeg var 13 år og havde adgang til min brors pladespiller. Det er formentlig en sandhed i min egen fortolkning, for det tror jeg egentlig ikke jeg havde. Men jeg tiltuskede mig adgang, når han ikke var til stede.

“Undskyld, der skulle vel ikke være et sted her, hvor man kunne få lov at købe en lille bitte kop kaffe ....?”
Povl Dissing stod i døren. På hovedet hans karakteristiske hat. Om halsen en klud. Øjnene bedrøvede og længselsfulde. Jeg havde svedt tran i en time fordi jeg var bange for han kom for sent til den koncert der startede om få minutter.

Jeg havde fået oplyst, hvor Stevie Ray Vaughan spillede sine første koncerter i Dallas, og det lykkedes mig at finde spillestedet. Et sted der ikke helt levede op til den stjernestatus han havde. Det var meget ydmygt, meget mørkt og meget lidt imødekommende. Der var plads til 200 gæster - hvis man var gode venner. Denne aften var der ikke over 15. Nogle temmelig berusede. Andre nærmest apatiske. En sov op af en stolpe ved baren.

Allan Olsen gør hvad der passer ham. Han er inbegrebet af en anarkist. Han går hvor græsset ikke må betrædes. Hvis hele musikbranchen går til højre, går Allan Olsen til venstre. Han er sin egen og han er ikke til salg. Han er poet og troubadour. Han er den eneste der kan skrive en sang om en hund der løber hjemmefra på en måde så det giver mening.