Drømmen om Amerika
I perioden mellem 1850-1920 udvandrede omkring 350.000 danskere til Amerika. I store træk var der typisk tre årsager til at mere end 10 % af befolkningen forlod deres fædreland, for at prøve lykken på den anden side af Atlanterhavet. Fattigdom, kriminalitet eller religion.
For langt de fleste blev livet i USA ikke forbundet med lykken. De fleste kom til at leve et udmærket liv, men omtrendt lige så fattigt og slidsomt som det ville have været, hvis de var blevet hjemme. Nogle få fandt rigdom, berømmelse og anerkendelse i det nye fædreland og andre få gled helt ud i fattigdom, armod og glemsel.
Der udvandrede omkring 35 millioner mennesker fra Europa til USA i samme periode. Amerika var et forholdsvis nyt land der havde brug for arbejdskraft og vilje til at opdyrke de kæmpestore arealer mellem øst og vest.
Der findes en fremragende dokumentarserie om den danske udvandring til Amerika på følgende hjemmeside. Dokumentarudsendelserne bygger på Ole Sønnichsens fantastiske bøger om den danske udvandring til Amerika:
https://www.rejsentilamerika.dk/
Udvandringen tog sin begyndelse fra Larsens Plads i København. Herfra kunne man indtil 1894 sejle direkte til New York med en af Thingvalla Liniens atlanterhavsdampere. Efter 1894 sejlede skibene fra Frihavnen. Sejltiden var ca. 2 uger med de nyeste dampere.
Dette ikoniske maleri af Edvard Petersen iscenesætter det drama der opstod på kajen i København, når familier tog afsked med hinanden. Arealet og kajen er præcis ud for Amaliehavens nuværende placering.
Min tipoldefar udvandrede til Amerika i 1889. Det startede forholdsvis dramatisk. I dag har hans beslutning haft konsekvenser for alle hans efterkommere. Det er ikke nogen særlig historie, men det er en lille del af Danmarkshistorien - og den er vigtig for at kunne forstå de vilkår man levede under for 150 år siden. Det er også historien om, at mennesket altid har været drevet af en umættelig trang til at realisere drømme. Ikke nødvendigvis for at blive rig, men måske snarere for at undgå at blive fattig.
Vi er i Hørmested i Vendsyssel en lørdag formiddag i maj 1889. Byen ligger midt mellem Frederikshavn og Hjørring. Mads Ibsen har en mindre ejendom som han driver sammen med sin hustru Margrethe. På dette tidspunkt er Mads 48 år gammel og sammen med Margrethe har han 8 børn. 5 sønner og 3 døtre. Grethe, som hustruen blev kaldt i hverdagen, var en dygtig og meget praktisk kvinde. Hun havde tidligt lært at klare sig selv - bla. afstedkommet af et dysfunktionelt hjem med en alkoholisk far.
Mads deltager i krigen i 1864 - egentlig mod sin vilje. Det gør ham deprimeret, men det er også igennem krigens rædsler, at han finder en stærk tro på Gud. Han har gennem mange år tæt kontakt med den grundtvigianske menighed i Vendsyssel.
Han køber en mindre ejendom, men jorden er dårlig og han må opgive det. Han får arbejde som møller og han får senere et bageri i Hjørring. Han er en utålmodig sjæl og Mads har ikke omgang med mennesker han finder kedsommelige.
Ægteparret mister en dreng. Han er kun 10 år da han bryder gennem isen på sine nye skøjter. Mads bliver aldrig den samme efter denne tragiske begivenhed i familien.
Endelig - i 1882 køber han gården Rammelhøj i Hørmested Sogn. Der var 112 tønderland jord - og Mads Ibsens lunger var ødelagte af mange års omgang med melstøv. Han drømte om frisk luft på gården. Han fik frisk luft i lungerne, men ikke i økonomien. Han opdyrkede heden i området og medgav arbejdet stor energi. Politisk var han liberal og han deltog gerne i en diskussion
Mads er en omsorgsfuld og kærlig far. Han har også et tydeligt øre for musik og sang. Han spiller klarinet og ofte sammen med hele familien om aftenen og søndag eftermiddag, når der er en ledig stund fra gårdens forpligtelser. Mads synger sammen med sine børn og han fortæller dem Danmarkshistorie. Mads er en del af familien og familien er en del af Mads.
Men Mads bærer på en hemmelighed. Det går skidt økonomisk. Mads kan ikke få tingene til at hænge sammen - og han skylder penge flere steder. Han er stolt og ærekær og det piner ham, at han ikke kan betale hvad han skylder. Ofte sidder han alene på en bakke nær gården og betragter den nedadgående sol. Måske findes hans lykke, hvor solen går ned?
Grethe har gennem længere tid undret sig over, at Mads er meget stille. Han siger ikke meget. Humøret er tydeligvis væk - og det er tydeligt at han er påvirket af spekulationer. Denne dag meddeler han kort, at han vil tage til Hjørring for at ordne et par småting. Han er usædvanlig stille, da han drager ud af gårdspladsen med sin hvide hat. Familien forventer at han vender tilbage senere samme dag. Der kommer til at gå flere år, inden Margrethe igen ser sin mand.
Den følgende aften vandrer Mads rundt i Hjørring Plantage. Han er fortvivlet over sin bundløse gæld. Han overvejer at søge hjælp hos gode venner, men fattigdommen er udtalt - og ingen kan hjælpe ham ud af den økonomiske klemme han er bragt i. Mads træffer en dramatisk beslutning, der får afgørende konsekvenser for ham selv, hans egen familie og for kommende generationer.
I den kolde plantage beslutter han sig for at udvandre til Amerika. Forlade landet og leve med den skyldfølelse han pådrager sig i den forbindelse. Værre er det at være skamfuld over, at han ikke kan betale sine regninger i det lille samfund. Han er genstand for sladder og snak. Det kan og vil han ikke længere leve med.
Mads forlader sin familie, sin hjemegn og sine venner - for at udvandre til Amerika og forsøge at få en ny start. Det er indlysende, at det har været en uhørt dramatisk beslutning for ham - og det har utvivlsomt efterladt en både ulyggelig, men også noget vred og skuffet hustru i det lille sogn i Vendsyssel.
Han er rejst til København og steget på dampskibet direkte til New York. Her er han blevet lægetestet på Ellis Island, som alle indrejsende til USA dengang blev. Det må have været en meget ensom tur over Atlanten. Ingen vidste hvor han var.
Han rejser videre til Philadelphia og ankommer her i juni 1889 - og her opholder han sig i den første periode i det nye land. Han skriver hjem. Og det er ikke svært at forestille sig med hvilken frustration hans første breve er blevet modtaget i det lille sogn i Hørmested. Men Mads har en plan og han lever i en tid, hvor hele familien ikke nødvendigvis blev involveret i planerne.
Hjemme er den ældste søn - Lars Ibsen - meget optaget af sin fars pludselige udvandring. Han er 23 år og uddannet mejerist i Sverige. Han har således både alder og uddannelse til at klare sig selv. Han beslutter sig for at rejse efter sin far - og sammen med sine brødre Janus og Villads rejser de tre sønner også over atlanten og ankommer til Philadelphia og slutter sig sammen med deres far.
I mellemtiden har faderen klaret sig med forefaldende arbejde, for at få mad i munden. Han møder på et tidspunkt en amerikaner og Mads får arbejde ved at passe amerikanerens køer. Gennem amerikanerens lille datter, lærer Mads det mest nødvendige sprog i det fremmede land.
Nu er der fire munde der skal mættes og Mads har samtidig et klart mål om at tjene så meget, så han får mulighed for at sende penge hjem til Danmark. Det er hårdt - fysisk og psykisk. Den yngste af sønnerne - Villads - er kun 15 år og alle må arbejde for at tjene penge. Senere kommer også sønnen Frederik over og tilslutter sig den iøvrigt ambuterede familie.
Min oldefar, Lars Ibsen og hans hustru Mathilde.
Sammen finder de i 1893 et jordlod på 160 tønderland uopdyrket prærie nordvest for Viborg i South Dakota. Turen fra Philadelphia har været på mere end 2000 km. De overtager jorden efter en enke og erhverver det for 600 USD. Beløbet bliver afdraget over flere gange og sønnerne hjælper med at betale. Alle har de påtaget sig forefaldende arbejde forud for beslutningen.
Flere af børnene kommer til Amerika - og efter julen 1895 er Mads Ibsens hjemlængsel meget stærk. Grethes mor er død og intet holder længere noget på hende i Danmark. Tilbage er kun hende og de to mindste børn, Ida og Jens.
I 1896 rejser Mads tilbage til Danmark for at hente hans hustru og de to yngste børn. Ved den lejlighed vender han tilbage til de sidste kreditorer og betaler sin gæld - med nogen stolthed. Rig er han ikke, men han har fået mulighed for at lægge så meget fra, at han nu endelig kunne blive gældfri på hans hjemegn. Det har utvivlsomt været ham meget magtpåliggende.
Nær Rammelhøj besøger Mads igen den lille bakketop, hvor han 7 år tidligere havde siddet og været eftertænksom. Han samler frø fra de grantræer han selv tidligere havde plantet og senere bliver frøene sået i Spring Valley og han ser dem senere gro.
I 1900 sælger de gården nordvest for Viborg og tjener så mange penge på handlen, at de kan købe en anden ejendom syd for Viborg i South Dakota. Her lever Mads til sin død i 1901.
Faktisk havde Viborg slet ikke fået sit navn på dette tidspunkt. Byen blev egentlig etableret af danske udvandrere i 1860’erne og blev oprindelig kaldt Daneville. Det er først efter etableringen af jernbanen, at byen får sit navn - Viborg - og dette sker officielt den 25. august 1903. Der er ikke blevet meget by ud af den historie. I dag er der ikke engang 1000 indbyggere i Viborg.
Som omtalt er Lars Ibsen uddannet mejerist. Efter dansk forbillede etablerer han et lille mejeri i byen Irene og vinder faktisk flere priser for arbejde på det lille mejeri. Desværre blev han syg. Han må opgive mejeriet og køber istedet en lille gård ved Viborg. Han døde af tuberkulose i 1904. Kun 38 år gammel.
Han får tre børn sammen med Mathilde. Harald Ibsen(1898-1972), Ingeborg Ibsen (1900-1984) og Ernst Ibsen, min morfar (1904-1987)
Efter Lars Ibsens død i 1904 beslutter Mathilde sig for at bortforpagte gården og rejse tilbage til Danmark med sine tre børn. De flytter ind hos hendes forældre i Hjørring og lever gennem flere år af den forpagtningssum på 1200 kroner om året, som gården i South Dakota indbragte.
Den ældste af sønnerne - Harald - vender tilbage til Amerika efter 1. verdenskrigs afslutning. Han bliver gift med Asta og de er blandt de sidste der kommer ind i landet og får opholdstilladelse uden forbehold. De to øvrige børn - Ingeborg og Ernst bliver i Danmark. Det er den direkte forklaring på, at jeg er født i Danmark. Det er også forklaringen på, at jeg i dag har adskillige familiemedlemmer i USA. De har gennem hele deres liv opretholdt en dansk identitet og bevaret en dansk kulturarv. Harald blev præst og fik embede i en kirke i Viborg. Han dør i 1972.
Min morfar, Ernst Ibsen - blev i Danmark og stiftede familie. Han fik aldrig den udlængsel efter det fjerne land - omend han opretholdt forbindelsen til familien i USA gennem hele livet. Min morfar fik et tydeligt og varmt forhold til den danske højskolebevægelse - særligt omkring Askov Højskole. Han var bestyrer af gården til Askov Højskole gennem mange år.
Min morfar havde meget stærke holdninger. Han var idealist og tog klart afstand fra den tyske dominans i Europa i 30’erne. Han og mormor deltog som folkedansere ved de olympiske lege i Berlin i 1936. Legene var rendyrket propaganda fra tysk side - og legene var massivt domineret af nazister og nazistisk propaganda - altsammen betalt af den tyske stat. I den forbindelse blev de danske folkedansere bedt om at heile foran tyske nazister. Min morfar nægtede det - og således blev han og mormor siddende under den nazistiske hilsen.
Under krigen blev han modstandsmand. Egentlig var det ikke naturligt for hans personlighed. Hele hans liv har han altid været meget regelret, retskaffen og meget forsigtig. Modstandsmanden i ham var utvivlsomt drevet af meget stærke demokratiske holdninger.
I den sidste del af hans liv levede han som kirkegårdsgraver ved kirken i Malt Sogn. Et stenkast fra Askov Højskole. Min mormor døde allerede i 1960 af kræft og i en årrække boede han sammen med sin yngste søn Martin og senere sammen med sin søster Ingeborg. Han døde i 1987 og er begravet på Malt Kirkegård.