Danmark var på vej ind i EF. Krag var stadig statsminister i Danmark og ungdomsoprøret havde sat sit præg på mine største brødres loftværelser på den lille ejendom på Lønborg Hede. Easy Rider, Jimi Hendrix og Savage Rose. Film og musik som min far ingen begreb havde om. “Det er larm og skaberi!” Ej heller de nationalpolitiske emner optog ham synderligt. I hans optik var politikere magtsyge, småtbegavede og selvoptagede ignoranter. Det iøvrigt uanset politisk tilhørsforhold. Hele bundtet.

Han havde nok at gøre med at realisere en drøm om at blive landmand, men allerede på dette tidspunkt, var drømmen ved at briste. Mine forældre byggede ejendommen i 1956. Præcis på det tidspunkt transformerede Danmark sig fra at være et bondesamfund til at blive et industrisamfund. 24 tønderland sandjord på Lønborg Hede var ikke nogen guldrandet forretning - og af samme grund havde min mor taget en uddannelse som sygehjælper og arbejdede på Tarm Sygehus. For den løn kunne der - trods alt - handles lidt i Brugsen i Sdr. Vium.

Mit fødehjem, “Aasen” på Lønborg Hede. Luftfoto fra 1956.

Min far havde utvivlsomt store ambitioner. Han var ikke altid indstillet på at yde det der skulle til for at nå dem, men han var heller ikke begunstiget af tiden. Den ejendom min far drev, havde jord og besætning der i dag kunne sammenlignes med de fritidslandbrug der stadig ligger rundt omkring i Danmark - fordi landbrugskulturen fortsat stadig bor i mange danskere: Drømmen om at kunne dyrke sin jord og passe sine dyr - og leve af det.

Arbejde i hjemmet

Jeg er den yngste af fire brødre - og vi havde alle pligter i hjemmet. Hakkede endeløse lange rækker af roer, fodrede svin og kørte på mødding med endeløse mængder af lort, malkede urolige køer og flyttede håbløst forældede vandingsanlæg. De pøsede en smule vand ud på den sand der omgående efterlod planternes rødder knastørre i en varm sommer. Vi samlede sten hvert år. Bjerge af sten - som blev samlet rundt om ejendommene i store dynger. Jeg husker at jeg filosoferede over hvor stenene kom fra - og inden jeg fik nogen form for geologisk forståelse - var jeg overbevist om, at Vorherre havde drysset dem ud over hele landet, for at holde os alle i gang med et eller andet formålstjenligt.

“Forbandede sten” sagde min far altid. De var tunge. De ødelagde planteavlen. De afkrævede fysisk arbejde. Intet af det brød min far sig synderligt om

I dag betaler man ret store summer for et vognlæs sten. Og store pæne sten kan nemt koste 2-300 kroner. Min far har været død i mere end 20 år, men han ville have været - stenrig - hvis den forretningsmodel var slået igennem lidt tidligere.

Stenene var i vejen. De skulle væk. De store sten blev fjernet med hænderne. De mindre sten blev tromlet ned i marken, således at mejetærskeren senere på sæsonen kunne køre ugenert gennem marken.

At tromle marken var typisk den første erfaring vi fik med traktor på marken. Arbejdet var ret simpelt. Vi skulle bare køre rundt på marken. Senere lærte vi at hæve og sænke redskaber, indstille ploven og så korn. Men indførelsen i landbrugets vidunderlige verden startede med tromlen.

Far var ikke meget optaget af sikkerhed. Når han en sjælden gang havde købt en ny maskine hos DLAM i Skjern hev han omgående alle sikkerhedsforanstaltninger af. “Det er kun i vejen”, som han lakonisk udtrykte det.

Han havde dog indført en regel, som vi så iøvrigt synes var fuldkommen tåbelig. Hvis vi brødre afløste hinanden i markens arbejde, insisterede han på at være til stede.

Således også denne tidlige forårsdag i 1972. Eller det var hans mening. Der er nemlig den indbyggede omstændighed ved ulykker, at de næsten altid sker fordi der hænder noget uventet. Det er i virkeligheden ulykkens indre logik.

Ulykken

På netop det tidspunkt, hvor jeg skulle afløse min 3 år ældre bror - Ole - med at tromle marken, brød min fars to heste ud gennem hegnet og stak af udover den jyske hede. Hvis der var noget der kunne påkalde min fars opmærksomhed, var det hans heste. Væk var han!

Min bror og jeg kunne nu sagtens afløse hinanden uden vores fars medvirken. Det havde vi gjort så mange gange - og altid stod den gamle jo bare der og gloede mens vi fandt ud af det.

Min bror forklarede mig hvordan og hvor meget gas jeg skulle give. Jeg kunne ikke nå kobling og bremse med mine korte ben, men det var sådan set heller ikke nødvendigt. Jeg skulle bare køre rundt og rundt på marken indtil jeg var færdig. Traktoren var en Fordson Major uden førerhus. Op i fronten stak et gigantisk udstødningsrør, hvorfra der kom en tyk kulsort røg. Bæredygtighed og global opvarmning var ikke et tema i dansk landbrug på det tidspunkt. Havde debatten været påbegyndt, ville min far heller ikke have været synderlig påvirket af den. En traktor skal larme og en traktor skal ose. Sådan er det.

Jeg satte i gang og min bror sprang ned af traktoren for at holde øje med at hans uduelige lillebror nu udførte arbejdet korrekt. Troede jeg.

For da jeg drejede hovedet og kiggede bagud på den tonstunge betontromle der var spændt efter den larmende traktor, så jeg min brors grønne fløjlsbukser forsvinde ind under tromlen. Han var tilsyneladende faldet af traktoren da den satte i gang - og var omgående blevet offer for tromlen.

Jeg kunne ikke nå hverken bremse eller kobling. Mine korte ben reddede formentlig min brors liv. Havde jeg trådt på bremsen, var min bror sikkert blevet kvalt under tromlen. Istedet fortsatte jeg 10 meter længere frem og tog gassen af det larmende uhyre hvorved den blev kvalt i sit eget diesel. Jeg sprang af traktoren og løb hen til min bror der lå livløs på jorden.

Død var han ikke. Han kom langsomt til sig selv, hostede fælt og hans røde hår var fuld af sand. Han lignede en løgn. Han satte sig op og kiggede på mig som om han overvejede med sig selv om jeg var en del af oplevelsen af at komme i himlen. Han sagde ikke noget. Men død var han ikke.

Jeg husker ikke hvor lang tid der gik, men pludselig var far der. Han tog situationen i øjesyn og afhørte os hurtigt for at finde ud hvad der var sket. Min far er et af de mest udramatiske mennesker jeg nogensinde har kendt. Intet kunne begejstre eller forskrække ham synligt. Min bror huskede intet. Og jeg kunne ikke bidrage meget til opklaringen - da jeg ikke så hvad der skete. Jeg konstaterede bare, at min bror var tromlet ned. Men død var han jo ikke.

“Nå, Ole - du skal hjem i bad - og du Søren, du fortsætter bare med at tromle” Så gik min bror med min far hjem - og jeg satte mig tilbage på traktoren og fortsatte arbejdet. Imens jeg sad der midt i den fæle dieselos tænkte jeg ikke så meget på hvad der var sket med min bror. Jeg tænkte mere på hvad der kunne være sket. Død var han jo ikke.

Sygehuset

Senere på dagen kom min mor hjem - og da sad min far og jeg og spiste franskbrød med rød jordbærmarmelade ved køkkenbordet. Min mor stillede varer på plads, småsnakkede lidt og spurgte på et tidspunkt hvordan dagen var gået. Min far berettede om dagens gøremål i forholdsvis små sætninger og afsluttede så med at sige: “Nå ja, så kom Søren til at tromle Ole ned i marken, men der skete ikke noget særligt ved det. Han får sig lige en lille lur oppe på hans værelse”

Herefter gik det meget stærkt. For første gang den dag blev jeg rigtig forskrækket, for min mor råbte: “HVAD SIGER DU …?” hvorefter hun tog trappen i tre spring og hurtigt efter kom hun tilbage - bærende på min bror. Jeg havde ingen forestilling om, at hun overhovedet var i stand til at bære ham. Hun lagde ham på bagsædet af den gamle Opel Record og kørte ud af gårdspladsen med en sky af støv og sten efter sig. Henset til min mors kraftige reaktion, overvejede jeg et øjeblik om min bror faktisk kunne dø af det.

Min far reflekterede ikke synderligt over det. Han brummede lidt ustaveligt, tændte piben og fortsatte med den kvadratmeter store kryds og tværs han var begyndt på.

Senere kom mor hjem fra sygehuset hvor Ole var blevet indlagt. Humøret var blevet bedre. Lægerne havde diagnostiseret konsekvenserne af den unge mands tvivlsomme landbrugsfaglige karriere. Observation for hjernerystelse, undersøgelse af lunger og seks trykkede ribben. Han skulle være indlagt i flere dage. Det var inden der blev indført LEAN i sundhedsvæsenet i Danmark.

Lægen havde overfor min mor udtrykt bekymring over, at en dreng på 11 havde omgang med så store landbrugsmaskiner. Min mor undlod at fortælle lægen, at traktorføreren var 8.

Min bror kom sig over ulykken og pådrog sig - mig bekendt - ikke varige men. Vi fortsatte iøvrigt markarbejdet efter ulykken. Min far insisterede på at vi skulle lære det. Først og fremmest fordi han opfattede det som indlysende, at vi selv engang skulle være landmænd. Industrisamfundets overtag over det gamle bondesamfund påvirkede ikke min far nævneværdigt. Og iøvrigt skete der jo ikke noget. Han døde jo ikke af det. Ingen af os blev landmænd. Ej heller tilnærmelsesvis.

Dagen efter havde min mor pålagt mig at fortælle det i klassen i skolen. Det gjorde jeg. Min klasselærer var målløs. Jeg husker han stod med åben mund og lyttede og gentagne gange udbrød; “Jamen dog. Jamen dog. Jamen dog.”

Ved siden af mig sad min bedste ven. Da jeg var færdig med historien sagde han bare; “Det er jo det der sker!” Og så snakkede vi iøvrigt ikke mere om det. Han døde jo ikke af det.

Han døde ikke af det …!

Drømmen om Amerika

Kakkelovnen er mit arkiv!