Hotel Klitten i Søndervig
Turismen i Søndervig er ikke et fænomen fra nyere tid. Siden 1880 har der været stor turistmæssig interesse for Søndervig. Ved afslutningen af århundredet blev der bygget et hotel i Søndervig. Det lå hvor Danland nu har etableret et feriecenter og hed “Vesterhavsbadet”. Kapaciteten blev hurtigt for lille - og derfor besluttede tømrermester Sofus Nielsen fra Kloster at opføre et badehotel på toppen af den højeste klit i området - og hotellet fik navnet Hotel Klitten og hotellet blev bygget i 1920.
Hotellet fik fra starten de to karakteristiske tårne og havde fra starten 22 værelser. I 1970 blev der tilbygget 12 værelser.
Sofus Nielsen (1881-1952) tegnede selv hotellet og det blev opført uden myndighedsgodkendelser. Det eksisterede nemlig ikke på daværende tidspunkt. En tilladelse i nyere tid ville være helt utænkelig.
Ingen ved helt hvem der finansierede opførelsen af hotellet. Sofus Nielsen var ikke formuende. Der må således have været en investor, som ikke har ønsket at få sit navn frem i offentligheden.
Sofus Nielsen drev kun hotellet i de to første sæsoner. Herefter har det haft forskellige ejere.
Lokalbefolkningen kunne følge med i hvem der havde ophold på Hotel Klitten i Søndervig. Dagbladets meddeler i Søndervig (den lokale købmand) fulgte hele tiden op på de forskellige besøgende der ankom til hotellet i 1920’erne - helt som vi kender det fra den danske populære TV-serie, Badehotellet.
I 1954 bliver Hotel Klitten solgt til Fritz Melms fra Ringkøbing. Han køber hotellet for kr. 136.000,- (svarende til kr. 2,3 millioner). Fritz Melms var københavner og kom til Ringkøbing i 1945. Her blev han overtjener på Hotel Ringkøbing inden han senere - sammen med sin franske hustru - blev værtspar på “Ringkøbing Håndværkerforening”. I 1967 solgte ægteparret Hotel Klitten og i 1975 blev hotellet overtaget af en koncern af tandlæger, hvis forretningsfører desværre blev dømt for omfattende bedrageri - og koncernen gik i betalingsstandsning i 1979.
I 1980 købte Jørgen og Søren Bro hotellet og etablerede i den forbindelse et spillested for danske bands. Det dengang meget populære “Frede Fup” optog således en liveplade på Hotel Klitten i 1981. Hotellets begyndende forfald viste sig på omslaget på pladen. Se foto.
Hotellets status i perioden 1921-1970 var ubestrideligt meget høj. Det var Søndervigs fornemme badehotel for velhavende danske og udenlandske gæster som værdsatte takt og tone. Man indlogerede sig på hotellet med fuld pension og med et omfattende dagsprogram. Om aftenen var der dansant med et fast orkester og refrænsangerinde. Her kunne også lokalbefolkningen deltage. Sommersæsonen gik fra maj til september.
Til gengæld blev Hotel Klitten præget af et omfattende forfald siden 1980. Stedet blev udlejet til Røde Kors som flygtningecenter fra 1986. Ejerne valgte simpelthen at afbræde hotellet ned til grunden Skt. Hans aften i 1994. Det tiltrak sig stor opmærksomhed, men tilskuerne blev lidt skuffede, da det viste sig at afbrændingen foregik nede på stranden med kasseret nedbrydningstræ.
Efter nedbrydningen forsøgte man at finde nye investorer til et nyt badehotel. Det lykkedes aldrig - og i 2002 blev der derfor etableret nye ferieboliger som i dag er meget populære i Søndervig. Ferieboligerne er tegnet af tegnestuen Flemming Bay-Jørgensen i Ringkøbing - og han valgte at bevare de to karakteristiske tårne i det nye byggeri. Det er iøvrigt samme tegnestue der har tegnet det nye badeland - opført af Lalandia i 2021.
I mange år lå der et lille ishus i den sidste klit før Vesterhavet - for enden af Badevej. I mange år var der opsat et skilt ved huset, hvoraf det fremgik at det var sidste madsted før England. I dag er der opført en ny lille cafe med tilhørende offentlige toiletter.