Hvem er vi egentligt…?
For nyligt læste jeg en bog om Dronningen, hvori hun reflekterer over den omstændighed, at Danmark har forandret sig dramatisk over de sidste 50 år. Dronningen undrer sig over, hvor de små landsbysamfund blev af? Landbrugsejendommene med marker og dyr? De mindre handlende og håndværkerne i mindre bysamfund?
Det korte svar er: De er væk! Danmark er blevet et industrisamfund – og det har haft store positive økonomiske konsekvenser. Det har også haft betydelige konsekvenser for samfundsstrukturen. Mange mennesker er rejst fra land mod by. Det er der arbejdspladserne er – og mennesker vil bo der hvor arbejdspladserne er. Noget kort fortalt, men ikke desto mindre rigtigt.
Den forandring har vi også gennemlevet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Måske mere her end nogen andre steder i Danmark?
Vi har gennem generationer defineret os som tilhørende en landbrugs- og fiskerikultur. De to fødevareerhverv har brødfødt generationer i vores område. De har defineret vores ophav som mennesker og skabt en identitet vi har vedgået og tilmed været stolte af.
I dag er Ringkøbing-Skjern Kommune et helt andet sted. Vores mest betydende erhverv er ikke længere en del af landbrugs- eller fiskerikulturen. Landbruget er samlet i større enheder og fiskeriet har været i tilbagegang i årtier.
Landbrugsarealer er omdannet til energianlæg. Det har lidt forskellige udtryk. Nogle steder står der vindmøller. Andre steder står der solcelleanlæg. Og nogle steder produceres der biogas. Senere kommer vi til at være vidne til gigantiske kabelanlæg der pløjer sig gennem landskabet. Alt sammen som en del af den grønne omstilling som verden har brug for.
Det er næppe nogen overdrivelse at påstå, at de vestjyske landbrugsarealer der tidligere lagde motiv til et romantisk billede af Danmark – med de gule kornmarker – nu er en del af de overlevelsesmuligheder vores verden kan bibringes.
I mellemtiden har vores borgere vænnet sig til at stille vækkeuret og komme op i tide – ikke for at passe ko og kalv i vænge, men i stedet iklæde sig en blå kedeldragt, smøre en madpakke og møde op på én af de mange industrivirksomheder der er placeret i og omkring vores større byer.
Jeg medgiver, at det er en noget karikeret fremstilling af virkeligheden, men sandt er det, at Ringkøbing-Skjern Kommune er blandt landets største arbejderkommuner. Det er jeg ikke sikker på vores borgere er bevidste om i en almindelig hverdag.
I et portræt af det danske klassesamfund, ”Rige børn leger bedst” fra 2021 er det meget tydeligt dokumenteret, at de danske arbejderkommuner er flyttet fra øst mod vest over en periode fra 1987 til 2019 i et omfang der er særdeles bemærkelsesværdigt. I den forbindelse er Ringkøbing-Skjern Kommune blandt de største. Vi har én af de største koncentrationer af industriarbejdspladser i Danmark.
Sådan så det ikke ud i Danmark for 50 år siden. Og sådan så det slet ikke ud i vores kommune. Disse omstændigheder er ikke uden politisk betydning. Dette er ikke noget partipolitisk synspunkt. Jeg tror bare mennesker der står op hver dag for at passe et arbejde på en industrivirksomhed er optaget af andet end de mennesker der – for 50 år siden – i højere grad arbejdede i landbrugs- og fiskerierhvervene.
Derudover var landbrugs- og fiskerikulturen i højere grad knyttet til de mindre landsbysamfund med et meget stærkt foreningsliv, stærk sammenhængskraft og fællesskab.
Det er landsbysamfund og landdistrikter også præget af i dag, men det er et faktum at mennesker bosiddende på landet og i landsbyer i dag har færre skolesøgende børn, ej heller i samme grad frekventerer foreningslivet og under alle omstændigheder er de ikke bosiddende på landet fordi de arbejder der.
I øvrigt bor langt de fleste på landet i nedlagte landbrugsbygninger. Faktisk er det den eneste mulighed. Det er stort set umuligt at få tilladelse til at opføre en almindelig bolig i det åbne land i Danmark. Myndighederne har egentlig afgjort, at hvis ikke man vil drive landbrug, må man flytte til en by. I sig selv tankevækkende.
Ved det seneste kommunalvalg var vi vidne til en ny vælgervandring. Jeg er helt bevidst om, at der kan være mange gode grunde til at vælgere flytter sig. Jeg er også personligt blevet belært om, at politik også handler om andet en politik. Det handler også om følelser. Lad det – for Guds skyld – ligge et øjeblik.
Sandheden er, at Venstre har mistet et uhørt stort antal vælgere i Ringkøbing-Skjern Kommune i perioden 2005-2021. Fra at opnå opbakning fra henimod 60 % af befolkningen, er det nu kun 34 % af befolkningen der støtter det gamle parti der har tydelige historiske rødder i landbrugskulturen i Danmark.
Skarpe analytikere vil omgående påpege, at der er tale om helt andre omstændigheder, herunder skiftende landsformænd og lokale borgmesterkandidater. Jeg tror ikke på det. Jeg tror der er tale om en bemærkelsesværdig demografisk forandring.
En simpel analyse ville jo så drage den konklusion, at Socialdemokratiet i samme kommune skulle have fået tilsvarende opbakning – alt den stund, at langt de fleste borgere rent faktisk tilhører arbejderklassen – eller i alt fald er lønmodtagere i en eller anden form.
Så enkelt er det ikke. Desværre ville nogen påpege. Andre ville sige heldigvis.
Uanset de kommunalpolitiske resultater for Socialdemokratiet, så er det en kendsgerning, at borgerlige vælgere har byttet plads. Kristendemokraterne har fået en betydelig opbakning ved de seneste tre kommunalvalg – og senest har Konservative også ædt af de borgerlige potentielle vælgere i vores kommune.
Venstre, Konservative og Kristendemokraterne har nu tilsammen ca. 63 % af stemmerne. Lidt – men ikke meget mere – end Venstre alene havde for bare 20 år siden.
Måske handler det om, at vi stadig bærer præg af at være en del af en landbrugs- og fiskerikultur der har et liberalt sindelag – med sit tydelige udgangspunkt i en kultur, hvor man er selvstændig, stærk i troen og fremfor alt en del af det gamle bondesamfund i Danmark.
Den omstændighed er der intet forkert forbundet med.
Og når Dronningen undrer sig over, hvor det gamle bondesamfund blev af, så er sandheden jo, at den er væk. Meget tyder bare på, at vælgerne ikke helt er flyttet med.