“Hvor jeg har rod, hvorfra min verden går …”
H.C. Andersen (1805-1875) rejste meget. Han var på flere udenlandske rejser - og målt i sin egen tid, var det helt usædvanligt, at være så udadvendt mod verden som den verdensberømte digter var. H.C. Andersen havde rejser til Spanien, Italien, England, Frankrig, Portugal, Østrig, Malta, Grækenland, Tyrkiet, Rumænien, Bulgarien, Serbien, Ungarn, Tjekkiet, Tyskland, Sverige og Norge.
Det var en usædvanlig rejseaktivitet i 1800-tallet - og hans landsmænd var heller ikke ubetinget begejstret for det. I midten af 1800-tallet var Danmark af forskellige årsager gennem både sejre og nederlag - og altsammen afstedkom stor nationalitetsfølelse. Det vender jeg lidt tilbage til.
Efter en rejse til Tyskland i 1847 kom H.C. Andersen hjem til sin lejlighed ved Kongens Nytorv i København og blev mødt med følgende hånende tilråb af en landsmand: “Vil du se, der står vores udenlandske berømte orangutang …!” Det var ikke nogen ros til digteren. Snarere var det en påmindelse om, at digteren burde blive hjemme og dyrke den danske nationalitetsfølelse - istedet for at rejse rundt i hele Europa og lade sig hylde for sin litteratur. Egentlig får Janteloven først sin egen betydning i 1930’erne, men opfattelsen af at alle mennesker er lige og at ingen kan noget særligt, var allerede udtalt i midten af 1800-tallet.
Digtet kom til verden midt under den 1. slesvigske krig. Digtet er meget enkelt, let opfatteligt og meget meget dansk i sproget og betydningen af digtet.
Om det har været den direkte anledning til at H.C. Andersen skrev digtet, “Danmark, mit fædreland” omkring 1849 er ikke til at vide, men under alle omstændigheder har digtet fået det eftermæle, at det var H.C. Andersens forsøg på at fastslå sin danske identitet overfor sine landsmænd. Digtet blev bedre kendt som “I Danmark er jeg født, der har har jeg hjemme”.
Begrebet om at se verden hvorfra min verden går er på een gang meget rigtigt, men vel også noget kulturelt snævert. Jeg kommer altid til at tænke på disse linjer, når mange forskellige meninger om den samme sag brydes. I et lille lokale kan der sagtens samles 10 mennesker med 10 meninger om den samme sag. Ingen forstår hinanden. Ingen bøjer sig mod hinanden. Herfra min verden går. Det er en del af vores demokratiske selvforståelse, at vi må finde en fællesnævner og blive enige om tingene. Men i bund og grund betragter vi hverdagen, hvorfra min verden går. Hvad betyder det for mig? Whats In It For Me …?
Men der er andre interessante omstændigheder ved digtet. For det første blev sangen så populær - særligt i Poul Schierbecks melodi fra 1926 - at mange har haft den opfattelse, at den burde være Danmarks nationalsang. Tonen i sproget er lidt mere enkel end Adam Oehlenschlägers digt fra 1820.
Sådan er det ikke blevet. Og når der er fodboldlandskamp er det formentlig heller ikke afgørende for hverken spillestil eller resultat om det er den ene eller den anden sang der bliver afsunget af det fadølsdrikkende danske folk.
Og så er der den velbevarede hemmelighed ved digtet, at H.C. Andersens gode ven - fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851) - har skrevet et vers til sangen, som var hans videnskabelige bidrag til Andersens poesi. H.C. Ørsted skrev til Andersen, at han mente han havde forsyndet sig mod videnskaben og glemt hvad han skyldte den. “Ikke med et ord har De omtalt videnskaben i Deres smukke digt. Det har jeg nu sørget for - og dette vers skal føjes til mellem 3. og 4. vers”
Originalmanuskriptet til “Danmark, mit fædreland”
H.C. Ørsteds vers lyder således:
Se, tankelyn gik ud fra danske hjerner,
og lyste for den hele vide jord.
De vendte øjet op mod himlens stjerner,
og ned i løndomskraftens dunkle spor.
Du danske friske strand,
hvor øjet frit omsvæver,
og frie blik til tankeflugt os hæver.
Dig elsker jeg, Danmark mit fædreland!
H.C. Ørsted skulle måske have holdt sig til videnskaben. Hans vers har aldrig opnået den folkelighed som H.C. Andersens fire øvrige vers. Måske af gode grunde.
Danmark, mit fædreland blev udgivet i avisen Fædrelandet den 5. marts 1850 - midt mellem to afgørende begivenheder i treårskrigen. Den 6. juli 1849 var Fredericia omringet af tyske tropper. 20.000 danske soldater gemte sig i Fredericias gader og lavede udfaldet fra Fredericia og bekæmpede slesvig-holstenerne. Udfaldet kostede mindst 1000 danskere livet. H.C. Andersen har en direkte reference til hændelsen i slutningen af 2. vers - “Gud, giv den bedste sejer”
Året efter - den 25. juli 1850 - fandt slaget på Isted Hede sted. Det er betegnet som det største slag i Danmarkshistorien. 40.000 danske soldater kæmpede - og sejrede. Det viste sig senere, at det blev en temmelig dyrekøbt sejr, men det er en helt anden historie. Slaget kostede mere end 6.500 mennesker livet.
Midt mellem disse to slag, skrev nationaldigteren en sang der stadig synges ved alle mulige lejligheder. Det fortælles, at det var folkets tvivl om forfatterens nationale sindelag der fik ham til at skrive og udgive digtet. Det er ikke utænkeligt. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at det virkede efter hensigten.