Hvordan ender en guerillabevægelse i fejesving og vejrmøller …?
Jeg har aldrig været nogen stor gymnast. Det ville have været godt for mig, men da jeg var barn, havde jeg den opfattelse, at jeg ikke rigtig kunne se en mening med motion, hvis ikke jeg havde en bold at løbe efter. Så det blev fodbold. Jeg ville næppe heller være blevet nogen stor fornøjelse ved gymnastikopvisninger og stævner. Min motorik er ikke helt indrettet efter flotte fejesving og vejrmøller. Springgymnastik antager jeg ville være forbundet med livsfare, hvis det endelig skulle komme så vidt.
Men jeg har deltaget i et utal af gymnastikopvisninger. Det hænger sammen med, at der hvor jeg er født og opvokset var der tre tilbud efter skoletid. Fodbold, spejder og gymnastik - og mine forældre tilmeldte mig til det hele - uanset om jeg havde lyst eller ej. Det var ligesom en del af den foreningskultur vi var en del af. Man bakkede op om de lokale tilbud. Det handlede ikke så meget om børnenes interesser. Det handlede om, at en forudsætning for at der overhovedet var bare et minimum af tilbud, krævede at hele egnens børn deltog. Punktum.
Havde jeg haft en dybfølt interesse for skak, basketball, bueskydning eller trompetspil, ville det vedblive at være en uforløst længsel gennem hele livet. Tilbuddet fandtes ikke. Det kunne man sådan set godt glemme alt om.
Så vi gik til gymnastik. Arme bøj. Arme stræk. Fejesving. Ned i knæ. Heldigvis var vores gymnastiklærer af en relativ yngre årgang, så det blev ofte ledsaget af tidens moderne toner. Jeg husker således at holdet løb rundt i gymnastiksalen til Dr. Hooks “Walk Right In” Det var en formildende omstændighed, men alligevel antager jeg, at det må have set temmelig åndsvagt ud.
I Skjern Hallen deltog vi i den store forårsopvisning. Tusindvis af børn og unge præsenterede vinterens øvelser for det undrende publikum. Der var et stort publikum til forårsopvisningerne. Antagelig begrundet i den omstændighed, at hver gymnastik trak forældre, bedsteforældre, søskende fra hjemmet for at se de håbefulde nye gymnastiktalenter. Jeg tror der var langt mellem snapsene på det hold jeg deltog på.
Inden opvisningen gik i gang, var der faneindmarch. Meget højtideligt. Den gymnast med de største overarme og den mest korrekte fremtoning blev udvalgt til at marchere ind med fanen. Denne højtidelig blev afsluttet med en såkaldt fanehilsen, hvor hele hallen rejste sig op - og hvor man kunne høre en Piratos falde ned på det kolde og ildelugtende halgulv.
Dette optrin undrede mig - og det har det sådan set gjort lige siden. Ikke at det generer mig overhovedet, men jeg har altid undret mig over hvor den tradition kommer fra. Hvorfor denne næsten militaristiske - og ialtfald meget nationale - åbning på en nogenlunde banal opvisning i fejesving, kolbøtter og en mislykket vejrmølle?
Da jeg senere blev far til mine egne børn gentog optrinnet sig ved de opvisninger de - iøvrigt komplet uengagerede - drenge deltog i. For mig er der ikke nogen sammenhæng mellem krigsførelse, militærparade og nationalitetsfølelse og så en opvisning i legemsøvelser af særdeles svingende kvalitet. Jeg genkendte ikke det ejendommelige optrin fra hverken fodbold eller spejder. Og det har næppe heller fundet sted ved åbningen af en skakturnering for håbløse armatører i en eller anden afkrog af Danmark.
Der er logik i galskaben. Og faktisk er der spor af både krig, tab af nationalitetsfølelse og militærøvelse i hele ceremonien. Hele optrinnet er historisk betinget.
De to slesvigske krige (1848-1851 og 1864) havde forøget nationalitetsfølelsen til uanede højder. Særligt nederlaget i 1864 var et alvorligt slag for den danske selvopfattelse og økonomi. Samtidig ulmede der et oprør overalt i samfundet over de udemokratiske tilstande. Grundloven fra 1849 var kun en spæd begyndelse på demokrati og der var stærke kræfter mellem kongen, godsejerne og adelsmændene på den ene side - og på den anden side bondestanden. Samtidig var der også oprør blandt arbejderne.
Der var i det hele taget almindelig utilfredshed med forholdene i Danmark. Godsejerne var repræsenteret ved den konservative J.B.S. Estrup (1825-1913). Han var ikke nævneværdig demokratisk anlagt og blev senere (1875-1894) en udskældt statsminister i Danmark. Estrup var Konservativ, som på dette tidspunkt hed Højre. Han kunne stort set bestemme alt, idet han havde et særdeles godt forhold til Kongen.
Estrup kunne godt mærke det ulmende oprør i samfundet og oprustede ved at etablere et politisk politi.
På den anden side gjorde bondestanden oprør og stod i direkte kontrast til godsejerne og Højre. Det materialiserede sig i Venstre og polariseringen i samfundet blev større og større. Havde det ikke været for arbejdernes samtidige oprør, kunne det hele have endt i en drabelig krig mellem godsejerne og bondestanden. Arbejdernes oprør blev - på forunderlig vis - en kile i magtkampen mellem Højre og Venstre.
Denne oprustning avlede et modtryk og det er faktisk her vi skal finde årsagen til de historiske traditioner. Bondestanden etablerede nemlig lokale militser, som gennem eksercits og våbentræning gjorde sig klar til en væbnet kamp for demokratiet. I den forbindelse blev De Danske Skytteforeninger stiftet i 1861. Det første landstævne finder sted den 24. oktober 1862 på Halmtorvet i København. Her er der skydeøvelser og legemsøvelser - og det hele har snarest karakter af at være en guerillabevægelse. Landstævnerne har været afholdt siden og tiltrækker i dag op mod 100.000 gymnaster og tilskuere fra hele landet.
Først meget senere - i 1929 - blev De Danske Gymnastikforeninger stiftet. Og en adskillelse mellem de to - i bund og grund meget aparte bevægelser - finder først endelig sted i 1992.
Efter landsstævnernes etablering blev der opført såkaldte øvelseshuse overalt i Danmark. Det var mange af disse øvelseshuse der senere blev forsamlingshuse i Danmark. Det første øvelseshus/forsamlingshus var Ryslinge Forsamlingshus fra 1871.
Det er dette mærkværdige udgangspunkt der har båret traditionerne videre til de nuværende gymnastikopvisninger overalt i landet. En stærk nationalitetsfølelse ovenpå nederlagt i 1864 og en guerillabevægelse organiseret af bondestanden i øvelseshuse - som et modsvar mod den udemokratiske Estrup.
Sideløbende hermed blev de danske folkehøjskoler etableret. Danmarks første højskole er Rødding Højskole fra 1844, men efter krigen i 1864 får højskolerne sit gennembrud som et led i et nationalt genopbygningsprojekt. N.F.S. Grundtvig (1783-1872) havde fået ideen til de danske folkehøjskoler på en rejse til England i 1830’erne.
Denne historie ændrer ikke på mine gymnastiske evner eller for min veneration for gymnastik i almindelighed og gymnastikopvisninger i særdeleshed. Jeg tror det er bedst jeg ikke deltager. Jeg har det lidt på samme måde med krige.