Spjald

Spjald er første gang nævnt i 1638. Byen Spjald er startet på de arealer der hørte til herregården Brejninggaard.

Herregården Brejninggaard er opført omkring 1580 af adelsmanden Hans Lange. Herregården indtager på ingen måde nogen stor plads i Danmarkshistorien. Staten opkøbte Brejninggaard i 1926 og i samme forbindelse blev der indrettet afholdsrestauration på stedet. Efter en længere ombygningsperiode blev Brejninggaard åbnet som efterskole i 1957 - og har fungeret som sådan lige siden.

De første beboere i Spjald var fæstere under Brejninggaard og det betød ikke alene husleje i form af fæsteafgifter og pligtarbejde for herregården. Det betød også, at familierne i det daglige havde et vist ansvar overfor Brejninggards ejer - og det var en pligt at udvise høflighed og troskab overfor ejeren af herregården.

Det er først omkring 1820 at der begynder at blive betydelig beboelse i det område, hvor Spjald nu ligger. Landets første andelsmejeri i Hjedding ved Varde bliver bygget i 1882 og Spjald får sit første andelsmejeri i 1888. I mange år var mejeriet den eneste bygning i området - udover to gårde som lå alene i området. Det er først omkring 1890 at der begynder at opstå en by omkring mejeriet. I 1901 er der 20 huse med ialt omkring 130 beboere.

Ørnhøj-Ringkøbing banen bliver anlagt i 1911 og det satte skub i byens udvikling. Det var faktisk først på det tidspunkt, at byen fik sit egentlige navn - Spjald. Udtrykket er et gammelt dansk udtryk for en lille firkant. Egentlig en lille firkantet stykke jord i enden af en større mark. Man kender også udtrykket - at væve på spjald.

Stort set alle indbyggere ernærede sig ved handel eller håndværk. Den første borgerforening fra 1914 sørgede for en læge i byen. Derudover blev der sørget for gadebelysning, vandværk, kloakering og renovation. Og endelig arbejdede man på en forbedring af den grusvej der dengang gik gennem byen. Om sommeren var støvet en plage - og om vinteren var pløret et problem. Først i 1936 blev vejen gennem byen brolagt med brosten og der blev samtidig etableret fortov. Året før - i 1935 - havde byen iøvrigt fået etableret en skole.

I 1921 boede der 291 mennesker i Spjald og efter 2. verdenskrig var antallet vokset til omkring 500.I dag bor der 1350 indbyggere i Spjald.

Spjald kom på danmarkskortet i 1996, hvor byen blev kendt på landsdækkende tv for burn-out stævner, hvor politiet blev nødt til at gribe ind, hvilket resulterede i at flere deltagere blev bidt af politiets hunde. Arrangementet foregik Kristi himmelfartsdag , hvor omkring 500 unge mennesker afholdte brændertræf. Arrangementet udviklede sig dog, hvorfor omkring 53 politibetjente, bidende politihunde og ét varselsskud kunne ses på landsdækkende TV.

Forrige
Forrige

Værnengene

Næste
Næste

27. august 1944