Undskyld…
25 års jubilæum, 1. september 2020
“Undskyld, der skulle vel ikke være et sted her, hvor man kunne få lov at købe en lille bitte kop kaffe ....?”
Povl Dissing stod i døren. På hovedet hans karakteristiske hat. Om halsen en klud. Øjnene bedrøvede og længselsfulde. Jeg havde svedt tran i en time fordi jeg var bange for han kom for sent til den koncert der startede om få minutter. Og pludselig stod han der i døren. Jeg havde kigget efter ham mange gange. Povl dukker op, når man IKKE kigger efter ham. Alt blev godt. Koncerten med Povl Dissing og hans sønner var fantastisk. Og Povl fik sin kaffe ...!
I dag har jeg været på Laugesens Have i præcis 25 år. Jeg er taknemmelig over den mulighed jeg fik. Over de titusindvis af mange mennesker jeg har mødt. Musikere, politikere, foredragsholdere, brolæggere og brobyggere, stilladsarbejdere og skrothandlere, direktører og divaer, udsatte og indsatte, selvoptagede og selvudslettende. Den skrålende og den skålende. Den smilende og den helt urimelig tavse.
Jeg kunne fortælle i tusindvis af historier om mennesker jeg har mødt. Historien om Povl Dissing bliver billedet på alle de mange gode minder jeg har.
Jeg har mødt nogle af landets bedste musikere. Dem der ikke optræder på hitlisten, men som har en passion for musik udover det sædvanlige. Jeg har mødt nogle af landets mest professionelle foredragsholdere, der får en månedsløn for at fortælle banaliteter i 40 minutter. Jeg har mødt foredragsholdere der har fortalt deres livshistorie, så voksne hærdebrede tatoverede mænd måtte rejse sig og forlade mødesalen med vand i øjnene - for en æske chokolade eller tre flasker billig rødvin.
Jeg har set ydmyghed og overskud, som har glædet mig usigeligt. Særligt fra mennesker der egentlig ikke havde grund til det. Og en sjælden gang har jeg set hvor ucharmerende berømtheder kan blive, hvis ikke benene bliver på jorden.
Jeg har haft kollegaer som er rollemodeller for mig. Jeg har lært meget mere af dem end jeg nogensinde forstår at få sagt. Jeg er mødt på mit arbejde i 25 år - uden at være ked af det. Nok ked af det måske, men ikke ked af mit arbejde. Det lyder som en overdrivelse. Det er det ikke.
Jeg har sunget med pensionister og børn. Jeg har kørt i tusindvis af kilometer i en bus med forventningsfulde gæster der ville opleve Vestjylland. Fortalt og fortalt og fortalt. Og når vi kom hjem og tømte bussen, kunne sidste mand i bussen sende mig et smil og et blik og sige: “Hvis du skal sige mere i dag, skal jeg have en middagssøvn ...!”
Jeg har været målløs over det samarbejde jeg har haft med lokale håndværkere. Renovering af 20 værelser + det løse i en juleferie. Min bestyrelsesformand sagde: “Du er jo sindsyg. Det kan ikke lade sig gøre!” Det kunne det. Jeg rørte ikke en finger, men det gjorde lokale håndværkere. Planlagde det grundigt og gik i gang. Færdig til tiden og iorden.
Jeg har mærket lokal stolthed over stedet - og jeg har glædet mig over det. Mennesker der dukker op i Lauges gamle park, hvor minderne trak dem rundt i parken en grå efterårssøndag.
Og min familie der fik Laugesens Have som et hjem. Jeg fortæller stadig drengene om gamle Lauge Laugesen der går rundt på gangene i en hvid skjorte, når centret er lukket og tømt for mennesker. Lukker et vindue, stille en kop på plads, slukker det lys der brænder. Det var magisk ..! Den historie tror de ikke på mere ....
Tak for 25 uforglemmelige år. Jeg tager ikke 25 mere, men jeg fortsætter gerne en tid endnu.
Og tillad mig så at citere Povl Dissing for det han sagde, inden han forlod stedet efter koncerten:
“Det her sted er vel nok dejligt. Det skulle Benny se ...!” Det nåede Benny Andersen ikke.