Finn Søeborg - en meget alvorlig humorist ..!
Jeg læste min første bog, da jeg var 13 år gammel. Det var Finn Søeborgs debutroman fra 1950, “Sådan er der så meget”. Romanen er en sylespids kommentar til det offentlige bureukrati der allerede dengang var velkendt i den offentlige administration. Det afstedkom ofte uheldige situationer for den helt almindelige borger. I værste fald afstedkom det tragiske omstændigheder og konsekvenser for helt almindelige mennesker.
Bogen er humoristisk udover det sædvanlige og jeg gjorde mig en forestilling om, at Finn Søeborg var et menneske der uafladeligt gik omkring og morede sig højlydt over den helt almindelige hverdag. Jeg blev meget klogere. Det vender jeg tilbage til.
Finn Søeborg var en dansk forfatter (1916-1992) der i perioden 1950 til 1972 udgav 14 romaner og han blev blandt de bedste sælgende danske forfattere i den periode. Han afsluttede sin forfatterkarriere med erindringsbogen “Sådan var det bare” i 1986.
Flere af hans romaner er solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Finn Søeborg blev født på Nørrebro i København og boede de sidste mange år af sit liv i Holte. Han var oprindeligt handelsuddannet i FDB, men fik senere en højere handelseksamen og påbegyndte også studier i statsvidenskab. Han havde flere ansættelser i private virksomheder og forskellige statsinstitutioner indtil han debuterede som romanforfatter i 1950.
Flere af hans bøger er filmatiseret - med bla. Tommy Kenter og Jesper Asholt i hovedrollerne - og hans bedst kendte historie er den lille novelle om drengen der finder sig en legekammerat i Alfred og drengens mor insisterer på, at kammeraten skal inviteres til drengens fødselsdag. Her viser det sig, at drengens nye kammerat er en vagabond - til moderens store fortvivlelse. Søren Kierkegaard har et sted skrevet; “Børn har humoren udenfor sig ..” Den omstændighed har Finn Søeborg ofte anvendt i sine bøger.
Finn Søeborg havde et uhørt stort humoristisk talent. Han havde øje for det lille menneske i samfundet, den lille mand der kommer i klemme - eller den lille misforståelse der afstedkommer den store skandale eller pudsige hændelse. Altid med medmenneskelig empati og altid med stor sans for individdet.
Finn Søeborg voksede op og blev opdraget af sin morfar og mormor - og han har selv i et interview anført det som årsagen til, at han brugte humoren i sine budskaber.
Sent i livet fik Finn Søeborg ambuteret sit ene ben. Inden operationen udtalte han til overlægen der skulle udføre ambutationen; “Når alt kommer til alt, er jeg da taknemmelig for, at du starter i den ende ..!”
Jeg var en stor beundrer af bøgerne og jeg samlede og læste alle bøgerne i en meget ung alder. Jeg besluttede mig for at skrive til Finn Søeborg og rose ham for hans bøger. Det skete i 1978 og jeg afsendte brevet uden den mindste forventning om, at jeg nogen sinde ville få et brev tilbage. Det fik jeg. Og det udviklede sig til at blive et pennevenskab der varede i mere end 8 år.
Vi skrev sammen om alverdens ting. Sorger og glæder. Sygdom og sundhed. Forfatterskab og en dengang ung mands frustrationer over livets begyndende alvor. Jeg har stadig brevene og de efterlader et indtryk af en forfatter der var reelt optaget af ganske almindelige mennesker med ganske almindelige problemer. De efterlader også et indtryk af, at Finn Søeborg ikke nødvendigvis var en mand der havde let til et smil altid. Faktisk får man en klar fornemmelse af at Finn Søeborg var en ret alvorlig mand.
I et brev opfordrede han mig til at aflægge ham et besøg i Holte. For mig var Holte på den anden side af jordkloden. Jeg var bare en stor dreng på den jyske hede - og jeg havde ikke gjort mig den mindste forestilling om hvordan man overhovedet kom til Holte.
(Finn Søeborg får skænket te af sin hustru. Billedet er arrangeret til fordel for pressen. Finn Søeborg drak aldrig te - og han fik aldrig noget serveret af sin hustru)
Det fandt jeg ud af og stor var spændingen da jeg en dag stod på stationen i Tarm med en togbillet til Københavns Hovedbanegård og derudover en billet til Holte. Alene et togskifte på Københavns Hovedbanegård var grænseoverskridende for en stor knægt på 17 år. Jeg benyttede typisk en ulovlig knallet hvis jeg skulle fra et sted til et andet.
Finn Søeborg og hans hustru Birte boede i et meget stort hus der lå ikke så langt fra Furesø. Jeg kom ind i en gigantisk villa der levede op til alle mine fordomme om en forfatters hjem. Jeg husker det som om der var bøger overalt. I entreen, i stuen, i køkkenet. Overalt. Det er sikkert erindringsforskydning. Det er trods alt mere end 40 år siden.
Udover ovennævnte fik jeg ikke bekræftet mange fordomme den dag. Finn Søeborg tog imod mig ved hoveddøren. En meget lille mand. Meget venlig og imødekommende, men ikke særligt smilende. Nærmest lidt kejtet og indadvendt. Han virkede lidt forlegen ved situationen, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg var velkommen. Det var betryggende - alt den stund, at han jo egentlig også selv havde inviteret mig.
Men det der var allermest karakteristisk ved denne forfatter - der på det tidspunkt var blandt de bedst sælgende humoristiske forfattere efter krigen - var, at han var meget meget alvorlig. Ikke uvenlig. Bare meget alvorlig.
Han - og hans hustru - bød på frokost med tilhørende pilsner. Jeg husker også, at han tilbyd en brændevin. Det takkede jeg dog nej til. For det første brød jeg mig ikke om det - på det tidspunkt - og for det andet var jeg aldrig nogensinde i mit liv blevet tilbudt brændevin af et andet voksent menneske, så det afholdte jeg mig fra.
Under frokosten - og efterfølgende - sad vi og talte sammen i 3-4 timer. Han fortalte om sit forfatterskab og hvorfor han skrev. Jeg fortalte om mine fuldkommen ligegyldige hverdagshændelser. Efter min opfattelse var der en afgrundsdyb verden til forskel mellem den dengang berømte danske forfatter og en teenagedreng fra det yderste af Danmark. Jeg tror Finn Søeborg havde en anden opfattelse af mødet. Jeg tror han - i bund og grund - bare var optaget af ganske almindelig mennesker - uanset alder, herkomst eller bopæl.
Efter dette møde rejste jeg tilbage til Vestjylland. Oplevelsen sad i mig i mange år. Jeg er stadig forundret over, at forfatteren ulejligede sig med at bruge en lørdag eftermiddag på en komplet ligegyldig teenager fra Vestjylland. Min oplevelse af at møde en humorist der var så alvorlig og så eftertænksom, har siden siddet i mig - og altid mindet mig om, at et menneske indeholder mange lag - og det umiddelbare indtryk godt kan bedrage. Det har været en god læring for mig - i alle mulige sammenhænge.
Vi fortsatte vores brevskriverier, men det ebbede ud med årene. Han opfordrede mig igen til at besøge ham, men det blev aldrig til noget. Finn Søeborg døde i 1992 - 76 år gammel - efter længere tids sygdom.
Hans bøger blev for 5-6 år siden genudgivet - og er stadig blandt de populæreste på landets biblioteker.
Finn Søeborg har i et interview engang udtalt, at latteren er den reaktion der kommer gråden i forkøbet. Efter mit møde med forfatteren forstod jeg præcis meningen med de ord.