Holmsland er en moræneø fra næstsidste istid - Saale istiden - som endte for ca. 128.000 år siden. Området ligger yderst mod vest som en del af Skovbjerg Bakkeø - som med sine 1500 km2 er den største bakkeø i Danmark. Bakkeøen udgør et område mellem Holstebro i nord, Herning i øst og Skjern i syd. Højeste punkt er Tihøje og Trehøje vest for Vildbjerg - som er henholdsvis 110 og 100 meter over havet.

Holmsland har sikkert bestået af flere øer. I de lave områder har der dannet sig søer - bla. Røjklit Sø som ligger umiddelbart syd/øst for Lodbjerg Hede. Efter landvindingslovens vedtagelse i 1940 blev der besluttet og finansieret et afvandingsprojekt omfattende Holmsland og Rødklit Enge. Røjklit Sø er således drænet og afvandet under 2. verdenskrig.

Lodbjerg Hede er opstået fordi flyvesandet har samlet sig her tilbage i 1700-tallet. På Holmsland Klit var sandflugten først under kontrol omkring år 1800. Dette skete helt primært ved beplantning.

På et gammelt kort fra 1650 omtales Holmsland som “Holmen landt” og Søndervig som Synderwiig - og på det tidspunkt var Holmsland omgivet af vand til alle sider. Mod øst Vonåen, mod nord Stadil Fjord og mod syd Ringkøbing Fjord. Mod vest var Holmsland adskilt fra Klitten af et strømløb, Holmsland Sande - der forbandt fjordene. Over sandene førte et vadested, som benyttedes når man skulle fra Klitten til Holmsland. Der var ikke dybt og ofte kunne man passere med hestevogn eller i en mindre båd. I perioder var passagen helt tørlagt.

Udover sognenavnene Nysogn, Gammelsogn og Synderviig er nævnt to gårdnavne - nemlig Søgaard og Proustgaard. Som tiden gik, blev Holmsland landfast med Klitten og fra 1600-tallet har der været regulær færgefart på Vonå mellem Holmsland og Klitten.

Vonå Engbro

Den første bro over Vonå blev bygget i 1814 af herremanden på St. Søgaard, assessor H.P. Ammitzbøl. Stedet er der hvor Vonå Engbro i dag ligger. Broen blev bygget, så herremanden kunne transportere sit korn til Voldbjerg Mølle, men den blev naturligvis også brugt af andre, hvis de iøvrigt ville betale for det.

Vonå Engbro blev ødelagt under 2. verdenskrig af tyskernes tunge transport. Den blev helt fjernet i 1967. Der blev opført en helt ny bro i 2006, således at Holmsland og Hee igen kunne blive landfast.

I 1860 blev der bygget en bro over Vonå ved Ringkøbing og dermed ophørte færgefarten. Allerede i 1864 var broen ved at blive ødelagt. Østrigske soldater havde besat Ringkøbing. På et tidspunkt blev de truet af danske dragoner fra vest - hvorfor de satte ild til broen. Den blev dog hurtigt repareret og genopbygget. I 1972 blev broen udvidet og fik sin nuværende skikkelse.

Herregården Søgaard i Nysogn

Herregården Søgaard er aldrig blevet kendt uden for lokalområdet. Den lå nord for det nuværende Kloster i Nysogn. Herregården er første gang omtalt i 1446 og der findes en komplet ejerfortegnelse over gården op gennem tiden. Historien om herregården veksler mellem stor velstand og dyb fattigdom.

Herregården blev solgt på auktion i 1830. Den nye ejer blev Chr. Øe Christensen fra Lemvig der efter et par år solgte til Morten Vejlgård der stammede fra Velling. Han nedbrød den gamle hovedbygning af bindingsværk og opførte et nyt stuehus. Herregården blev flere gange udsat for ødelæggende brande - senest i 1844, hvor herregårdens stalde nedbrændte. Stuehuset fra omkring 1838 står der stadig.

Søgaard Hovedgaard ejede hele klitten fra Houvig i nord til Bjerregaard i syd. Bønderne på Holmsland var for det meste velstående, hvorimod klitboerne måtte slide for den daglige føde. Bønderne på Holmsland følte sig også lidt finere end klitboerne. Det kan stadig ses i Ny Sogns Kirke i Kloster der var sognekirke for hele området. I begge sideskibe findes lange bænke af strandede skibsplanker. Disse bænke var beregnet til klitboerne.

Herregårdene i Danmark indeholder talrige historier om de mennesker der enten har ejet gårdene eller om nogle af de mennesker der tjente på gårdene. Dette gælder også Søgaard. Her skal omtales to:

Maren Kokkepige

Maren tjente på Søgaard, men var ikke i besiddelse af noget mildt sind. Hun skældte ud på alle der nærmede sig gården - og særligt fattige - der bad om lidt til livets ophold - jog hun væk med eder og forbandelser. Hans Krabbe (1595-1647) var den daværende ejer af Søgaard - og han var et venligt menneske. Når Maren Kokkepige forblev på Søgaard igennem flere år var det formentlig fordi hun var dygtig.

På et tidspunkt kommer en nordmand til Søgaard for at tigge mad. Som så mange andre bliver han jaget bort af Maren, men da han forudrettet forlader stedet, vender han sig i døren og råber efter hende, så hele gården kan høre det: “Hvis pæretræet i haven kunne tale, skulle den nok holde munden lukket på dig!”

Ingen forstod den besked. Kort tid efter blev Maren syg og forlod arbejdet midt på dagen. Om aftenen blev hun fundet død i sin seng. Populær var hun ikke på gården, men alligevel var der sørgmodighed over hendes død. Hun var dog ikke ret gammel. Da tjenestepigerne skulle have Maren i ligklæderne mødte der dem et chokerende syn i skabet på hendes kammer. Her fandt man liget af et nyfødt barn, der var kvalt med et silketørklæde.

Opmærksomheden faldt på det gamle pæretræ i haven, som nordmanden havde omtalt så besynderligt. Herefter blev jorden opgravet omkring pæretræet og her fandt man skeletterne af seks nyfødte børn. Maren havde kvalt børnene og begravet dem under pæretræet i haven.

Anna Maria Seier

I 1722 blev Anna Maria Seier ansat på Søgaard. Hun havde i Ølgod født et uægte barn. Også Anna Maria var forfærdelig galsindet. Så meget, at alle tjenestefolkene på Søgaard i 1732 truede med at forlade stedet, hvis ikke Anna Maria Seier blev fjernet. Hun blev sendt til hendes forældre i Viborg, men vendte kort tid efter tilbage til Søgaard. Formentlig har hendes gemyt ikke været velset hos forældrene og de har formentlig smidt hende ud af hjemmet.

Kort tid efter hun var kommet tilbage, blev hun syg. Ind under jul blev det alvorligt og den 4. januar 1733 døde hun. I forbindelse med hendes død gik det op for ejer og tjenestefolk på Søgaard hvori sygdommen bestod. Da pigerne på herregården ville gøre liget klar, fandt man liget af et nyfødt barn i Anna Maria Seiers kiste med hendes personlige ejendele. Herredsfogeden blev tilkaldt og han kunne konstatere, at barnets halsben var brækket og han kunne vride barnets hovede rundt, så “de tomme øjne stirrede ud fra ryggen”. Endvidere konstaterede han mærke efter slag i bernets hovedskal.

I kisten fandt han desuden et hvidt tørklæde hvori der var indpakket børneben, negle, hår og hovedskaller af ikke mindre end to børn. Det gjorde ikke sagen mindre alvorlig.

Mistanken faldt på Jep Hansen Tømmermand og han blev straks afhørt. Han benægtede at være far til børnene ligesom han benægtede at have haft ansvar for deres tragiske død.

Herredsfogeden besluttede sig for at dømme Anna Maria Seier in absentia for barnemordene. Den 11. marts 1733 faldt dommen. Under normale omstændigheder ville forsætligt fosterdrab udløse dødsstraf således at skarpretteren huggede hovedet af kvinden og satte det på en stage. Det gav - af gode grunde - ikke mening, eftersom hun på dette tidspunkt havde været død i mere end tre måneder.

Men straffes skulle hun! Derfor besluttede man, at nedkaste hendes lig i et hul i et markskel - ganske tilsvarende myndighedernes udvælgelse af andre forbrydes sidste hvilested. Den dom var landstinget i Viborg imidlertid ikke tilfreds med. Her besluttede man at natmanden skulle grave hendes lig op igen - og nedgrave det i en høj på hvilken man skulle rejse en stage og en stenhob omkring.

I 1953 fandt Ringkøbing Museum skeletdele på det sted, hvor tjenestepigen fra Søgaard lå begravet. Hun blev igen opgravet og er nu begravet ved kirkegårdens østlige stendige ved Nysogn Kirke i Kloster. Der er - gennem en lokal indsamling - rejst en sten på gravstedet. Her får hun formentlig lov til at hvile i fred. Endelig!

Ny Sogn Kirke i Kloster

Ny Sogn Kirke er mellem landets største landsbykirker og tillige en af de ejendommeligste. Kirken antages at være bygget omkring 1250.

Kirken er senere blevet ombygget. I slutningen af den gotiske periode ca. 1450 blev der tilbygget dobbelte korsarme både mod nord og syd. I samme periode er tårnet tilbygget.

Korets østgavl viser sig efter kirkens restaurering i 1956 igen i al sin skønhed med et fornemt højt unggotisk tredobbelt vindue, der slankt og elegant hæver sig mod det indvendige bjælkeloft. Fattigblokken i koret er fra 1700-tallet og bærer indskriften: Giv efter ævne, hvad du kand, og rek de Arme Hjælpens Haand.

Møller på Holmsland

På Holmsland har det altid blæst. Det er derfor naturligt, at vinden blev udnyttet til at drive møller. Nogle havde deres egen mølle. Andre måtte benytte herremandens mølle. Møllerne blev et skatteobjekt. Man betalte mølleskyld. Den første mølle på Holmsland lå på Møllebjerre nord for Kloster, hvor vejen drejer med Røjklit. Møllen var ejet af herremanden på Søgaard, men blæste ned omkring 1640 og blev ikke opført igen.

I en periode blev Voldbjerg Mølle i Hee benyttet, men i 1690 købte ejeren af Søgaard en stubmølle i Vedersø og af dette byggemateriale opførte han Gammel Sogns Mølle ved Ringkøbing Fjord. Det afstedkom en strid mellem ejeren af Voldbjerg Mølle og den nye mølle i Gammel Sogn. Et af argumenterne for Gammel Sogn Mølle var den omstændighed, at der tidligere havde lagt en mølle i Kloster. Sagen endte med et forlig, hvor ejeren af Gammel Sogn Mølle skulle betale 9 rigsdaler om året til Voldbjerg Mølle - så længe møllen kørte i Gammel Sogn. Også dengang var møller genstand for konflikter i og mellem sogne.

Iøvrigt lykkedes det ikke senere at bevare Gammel Sogn Mølle. Efter at møllen havde stået samme sted og malet i 260 år, blev møllen nedtaget i 1949. Danmarks Naturfredningsforening og Foreningen til gamle bygningers bevarelse havde åbenbart ingen interesse i sagen. Endelig forsøgte daværende ejer at få Turistforeningen til at overtage møllen. Dette mislykkedes også og møllen blev nedrevet og træet anvendt til møbler.

Bagges Dæmning

Holmsland Klit var tidligere adskilt fra det øvrige ved et strømløb - Holmsland Sande - der forbandt Ringkøbing og Stadil Fjord. Vandstanden i Sandene kunne variere meget. I perioder kunne der stå 1 meter vand - og i andre perioder kunne den være helt tørlagt.

Det er indlysende at disse forhold var meget upraktiske for holmboerne, som i perioder var fuldstændig afskåret fra den øvrige verden - med mindre de tog en omvej på 30-40 km. over Vedersø.

Efterhånden modnedes tanken om at få noget effektivt gjort ved sagen - og planen var at etablere en dæmning over Sandene fra Søndervig til Holmsland. På dæmningen skulle der anlægges en brugbar vej. Ideen til dæmningen var Søren Hansen Bagge, hvorimod kørevejen var en betingelse, som sognerådet stillede for at give tilladelse til at anlægge en dæmning.

I 1844 fremsendte Bagge forslaget og herefter udspillede der sig en periode med stor uenighed om forslaget. Landmændene frygtede for høj vandstand i Stadil Fjord og fiskerne frygtede at deres indtægter ville blive forringede. Uenigheden varede flere år - og i mellemtiden havde Søren Bagges søn - løjtnant Halvor Christian Bagge - overtaget projektet.

Halvor C. Bagge (1826-1888) var vejingeniør, født og opvokset i Ringkøbing og havde stået for etableringen af hovedvejene Ringkøbing-Holstebro og Ringkøbing-Silkeborg. Han var meget ambitiøs og havde en drøm om at Ringkøbing skulle være en storby. Han havde faktisk en ambition om at afvande hele Ringkøbing Fjord - bortset fra en sejlrende, så skibene kunne komme ind til Ringkøbing fra Vesterhavet.

Projektet med afvanding af Sandene var delt i to. Mod syd skulle opføres en dæmning fra Tyvmose til Klegod og mod nord en vej- og afvandingsdæmning fra Søndervig til Brøllund på Holmsland. Den nordlige del af projektet blev senere til landevejen mellem Ringkøbing og Søndervig.

I 1864-65 gennemførte man de to dæmninger. Kort tid efter gennembrød en stormflod den sydlige del og slog to store huller i dæmningen - og selv om Bagge brugte store summer på at genetablere dæmningerne lykkedes det ikke. Projektet Bagges Dæmning forblev en fiasko og Bagge forlod projektet og slog sig ned i Gentofte og efterfølgende blev vedligeholdelsespligten ikke overholdt.

Bagge formåede at begejstre andre med sine dristige afvandingsprojekter - og han gennemførte afvandingsprojekter flere steder i landet. Ingen af dem blev nogen succes. I lokalbefolkningen var der vrede over Bagges ambitioner. Man betragtede ham som en fremmed, som ingen adkomst havde til at tjene sig rig på befolkningens bekostning.

Små hundrede år senere - i 1958 - fik en række lodsejere en ide om at afvande 220 hektar i Sandene. Der kunne dog ikke opnåes enighed om projektet. Resterne af Bagges Dæmning ligger der stadig. De to huller i den sydlige del af dæmningen er i dag afløst af to broer, som blev etableret og indviet i marts 2016. Det er i dag en stor turistattraktion og den gamle dæmning - kombineret med to nye broer - udgør en mulighed for at komme fra Holmsland til Klitten.

Turisme på Holmsland

Turismen på Holmsland og ved Vesterhavet er ikke et nyt fænomen. Allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte turismen. Interesse for nye turistmål opstod. Som et nyt mål for rekreativ udfoldelse opfagede byfolket havet og stranden som gav en hidtil ukendt oplevelse af frihed og livsglæde.

I området kunne man således pludselig se en stigende mængde af mennesker. De kom ikke fra Tyskland, som tilfældet er i dag. De rejste en besværlig vej med medfølgende færgefart - og langt de fleste kom fra - Ringkøbing! Der var ikke tale om nogen eksotisk turisme på daværende tidspunkt. Strandfogedgårdene kom til at spille en rolle for den spirende turisme. Antallet af strandinger aftog og derfor blev værelserne på gårdene brugt til turister.

Søndervig Badehotel og Hotel Klitten

I 1884 besluttede 42 håndværkere fra Ringkøbing at opføre et badehotel i Søndervig. De indskød hver kr. 1.500 i projektet og det var en svimlende sum penge på daværende tidspunkt. Efter opførelsen kom der virkelig gang i turismen. Badehotellet blev suppleret af Pension Hvilen, som egentlig startede som en stor villa med værelser til udlejning. I dag kender vi stedet som Hotel Strandkroen.

Nu øjnede flere en forretning og tømrermester Sofus Nielsen fra Kloster opførte i 1920 Hotel Klitten. Badehotellet blev gennem de næste 50 år udvidet med blandt andet flere værelser og swimmingpool. Hotellet indeholdt bl.a. spisesal, koncertsal, hyggelig kro og raffineret bar.

Efter at være blevet forsøgt brugt til flere mere eller mindre rentable formål, endte hotellet i den sidste halvdel af 1980’erne som Røde Kors flygtningeindkvartering. De sidste rester af Hotel Klitten blev afbrændt en Skt. Hans aften i begyndelsen af 90’erne.

I 2002 blev området igen bebygget med nye moderne ferieboliger og arkitektonisk forsøgte man at efterligne det gamle Hotel Klitten fra 1920.

Gæsterne nød den frie natur, men der gik faktisk mange år inden turisterne begyndte at bade i Vesterhavet. I begyndelsen badede herrer og damer ikke på samme tid - og badningen foregik typisk ved at tæerne blev dyppet i vandkanten.

Da herrer og damer begyndte at bade samtidig afstedkom det stor forargelse blandt byens borgere - og der berettes om en historie, hvor den lokale lærerinde udbrød til indehaveren af Søndervig Badehotel, Kristine Graversen: “Nu bader herrer og damer samtidig. Hvad skal enden blive?” hvortil Fru Graversen svarede: “Våd, tænker jeg!”

En sindig livredder håndterede en anden dramatisk situation, hvor en turist havde slugt havvand - og spurgte livredderen om han troede det gjorde noget. Livredderen svarede tørt: “Nej, der er sikkert nok til alle!” Den stigende turisme blev mødt med vestjysk lune.

Sommerhuse

De første sommerhuse på Holmsland Klit blev bygget i slutningen af 1800-tallet. De oprindelige sommerhuse er desværre væk i dag, men der kan stadig findes sommerhuse fra den anden store byggeperiode omkring 1920. Der blev bygget på de højeste klitter for at ejerne og lejerne kunne få udsigten udover havet. Til gengæld var byggeriet ikke altid lige kønt.

Først i starten af 1960’erne kom der retningslinjer for byggeriet og samtidig blev der igangsat fredning af arealerne på Klitten for at begrænse byggeriet. Der blev etableret områder hvor sommerhusene kunne placeres og det var Houvig, Lodbjerg Hede, Søndervig, Klegod, Nr. Lyngvig, Aargab, Skodbjerge, Haurvig samt Bjerregaard. Denne fredning er opretholdt i dag - og således er kun ca. 75 % af klitterne bebygget med sommerhuse.

I dag er der ca. 650 sommerhuse på Lodbjerg Hede og i Søndervig med opland er der 3600 sommerhuse. I december 2018 lykkedes det endelig at få yderligere 500 sommerhustilladelser, således at Sporten Park & Entertainment kunne opføre Lalandia Feriecenter og Badeland, som åbner i foråret 2022.

Cykelsti fra Ringkøbing til Søndervig

I foråret 1918 drøftede Ringkøbing Turistforening muligheden for at etablere en cykelsti fra Ringkøbing til Søndervig. Stien skulle anlægges langs med fjorden og ville blive Danmarks første cykelsti i eget tracé.

Cyklen var på dette tidspunkt blevet meget populær i Danmark. I 1892 så man cyklen første gang i Ringkøbing og samme år afholdte Aarhus Cykelklub et cykelløb fra Aarhus til Ringkøbing.

Forhandlingerne gik i gang i marts 2018 - og også dengang var det svært at projektere og beregne priser på anlægsarbejde. Projektet var beregnet til at koste ca. 1.000 kroner. Det skulle vise sig at være et fejlskøn. Den reelle pris på cykelstien blev 37.000 kroner. Arealet omfattede 33 lodsejere der alle skulle spørges og det var ikke ukompliceret.

I foråret 1920 påbegyndtes arbejdet med anlæggelse af cykelstien og cykelstien stod færdig i sommeren 1922. Allerede året efter manglede der penge til vedligeholdelse af cykelstien og man besluttede derfor at opsætte en bom, finde en kontrollant og opkræve bompenge. Denne opgave blev tildelt Laurids Bøndergaard (1859-1941). Laurids var søn af en landmand og ejede gården Bøndergaard lidt øst for Kloster. Han boede senere i Øster Strandgade i Ringkøbing.

*Bomhuset på cykelstien. Laurids Bøndergaard med ryggen til.*

Prisen for en tur på cykelstien fra Ringkøbing til Søndervig blev fastsat til 25 øre for voksne. Pengene blev opkrævet fra bomhuset på cykelstien. Et lille træhus på 2 m2. Bomhuset var placeret på en bro ved et lille vandløb 3 km. øst for Søndervig. Opkrævningen af bompenge ophørte i 1940 - kort før Laurids Bøndergaards død i 1941.

Cykelstien var gennem mange år plaget af oversvømmelser og is fra fjordsiden. Dette blev bedre da Hvide Sande slusen blev etableret i 1931 og man herefter kunne regulere vandstanden i fjorden. Stien blev også presset af lodsejerne fra landsiden. De pløjede for tæt på stien på trods af, at det tydeligt fremgik af deklarationen for stien, at det ikke var tilladt.

Folkedans på Holmsland

Dansk folkedans er overleveret fra den danske del af den vesteuropæiske dansekultur, som den blev udøvet over hele Europa fra ca. 1750 til 1850. Fra 1850 og frem til år 1900 forsvandt den mere og mere som samfundets altoverskyggende danseform i takt med, at nye danseformer og musikgenrer vandt frem. Men mange ønskede at fastholde denne dansekultur med tilhørende musik og begyndte at nedskrive danse og indsamle melodier. Nogle få af dansene blev fortsat brugt til familiefester og lignende ligesom nogle miljøer fortsatte med at danse denne type dans - bla. på mange af de danske øer.

Omkring år 1900 begyndte en lille gruppe personer at indsamle dansebeskrivelser og folkedansen udviklede sig herefter stærkt i Danmark. Således også på Holmsland.

Ragna Tang er født i Skive den 5. juni 1915. Iøvrigt på dagen hvor Folketinget vedtog en revision af Grundloven og i den forbindelse besluttede at kvinder skulle have valgret.

Hun kom til Kloster i 1936 og fik kollosal betydning for folkedansen på Holmsland og i Vestjylland. Hendes betydning for folkedansens udvikling i Danmark kan ikke overvurderes. Hendes karismatiske udtryk på og udenfor dansegulvet blev kendt i hele Danmark. Hun var gennem mange år leder af foreningen Lynghedens folkedansere der blev stiftet i 1964. Ragna Tang døde i 2003.

Søren Kierkegaard (1813-1855) er i sommeren 1840 på sin Jyllandsrejse og kommer i den forbindelse også til Ringkøbing. Han bemærker de udklædte kvindelige folkedansere der optræder i folkedragter og undrer sig tydeligt over det særprægede syn. Han skriver således i dagbogen:

“Pigerne her i Egnen om Ringkjøbing gaae med Mandfolke-Hatte. Det seer ret kunstigt ud. Jeg saae en af dem underveis løbe ude i Marken, man skulde troe, det var et Mandfolk, men Gangen forraadte, at det var et Fruentimmer ....”

Den omtalte hat var iøvrigt ikke nogen hat til mænd. Hatten var en del af den folkedansermode der blev en tradition i Vestjylland. Man mener hatten stammer fra Holland.

Lyngvig Fyr

Strandinger og drukneulykker har været en præmis for beboerne på Klitten gennem tiden. Fiskerne og deres familier vidste det. Det var den risiko der fulgte med, når havet var arbejdsplads. Den omstændighed fylder meget mellem mennesker på Klitten - også i dag.

I 1896 omkom 4 fiskere ved en ulykke ved Årgab. Politiken bragte en omtale af ulykken den 5. maj 1896, hvor een af de omkomne var bådføreren Chr. Enevoldsen. Ham havde Politiken året før talt med - og i den forbindelse havde de spurgt ham, hvorfor han havde forsømt at lære at svømme. Hertil svarede den unge fisker: “Nej, der er ingen af os der vil lære at svømme, for det gør bare pinen længere!”

Karakteristiske klitpartier med begravelsespladser for anonyme søfolk blev benævnt “Dødemandsbjerge”. Mange af dødemandsbjergene er taget af havet, men i Søndervig findes stadig et for enden af Holdvej.

I januar 1903 skete der en tragisk ulykke ved Bjergehuse ud for Fjand. Det norske dampskib “Avona” strandede og samtlige 24 mand omborg druknede under forsøg på at nå land i skibets egne både ved Bjergehuse.

Efter denne ulykke rettede de norske søfartsmyndigheder henvendelse til Danmark med et ønske om, at fyrbelysningen på den jyske vestkyst blev forbedret. Den danske regeringen kunne ikke overhøre argumenterne og besluttede derfor at opføre Lyngvig Fyr i 1906.

Fyret er 38 meter højt og ligger på en 15 meter høj klit nord for Hvide Sande. I bunden af fyret findes et rundt bassin med sand, som er fra den tid da fyrets roterende linse blev drevet af et ophængt lod der i løbet af natten langsomt gled ned gennem tårnet og med sin tyngdekraft roterede linsen. Denne lodmekanisme blev i 1955 erstattet af el-drevne motorer. I 1965 blev fyret automatiseret - og har gennem tiden kunnet ses i en radius af op mod 25 km.

Lyset i fyrtårnet har i mange år haft en karakteristisk fejende kugle, men i 2011 blev linsen i Lyngvig Fyr skiftet ud med LED-lys, da Farvandsvæsenet nedlagde de danske fyr. I 2013 lykkedes det dog en lokal forening “Lyngvig Fyrs Venner” at få genetableret det fejende lys fra Lyngvig Fyr til glæde for både klittens lokale beboere og de udenlandske gæster, der nu igen kan nyde det oprindelige lys.

Lyngvig Fyr har i dag kun æstetisk betydning for borgere og turister. Skibe er i dag udstyret med så meget elektronik, at fysiske fyrtårne på land ingen betydning har for sikkerheden til søs.

Lyngvig Fyr er i dag en betydelig turistattraktion og har årligt omkring 50.000 besøgende. Fra tårnets top har man en helt enestående udsigt over både fjord og hav.

Sociale forhold på Holmsland Klit

I 1922 fik Danmark loven om alderdomsunderstøttelse, men selv om lovgiverne betragtede det som et væsentligt socialt fremskridt, så klitboerne lidt anderledes på det. De var selvhjulpne mennesker der var vant til at slide for føden - og det kunne loven ikke nødvendigvis ændre på. Ofte ønskede de ikke at modtage ydelser fra det offentlige. Klitboerne baserede ikke deres liv på offentlige tilskud. Fangersamfundets hjælpsomhed og solidaritet lå naturligt for dem fra gammel tid.

I mange år var det en fast regel, at hvis der i lange perioder ikke blev fanget fisk, så fik alle tildelt fisk, når de første både igen begyndte at fange noget. For denne ydelse kunne der siden afbetales med kartofler eller grøntsager. Klitboerne var vant til at være selvforsynende i videst muligt omfang: “Hellere sulte end komme i forbindelse med den offentlige støtte”

Familier klarede sig selv. Støtte fra det offentlige blev opfattet som fattighjælp - og stoltheden var for stor i mange familier til at lade sig understøtte. Det er et karaktertræk der har overlevet i 100 år.

Også i denne forbindelse spillede missionen en rolle. Den religiøse vækkelse kom til Klitten omkring 1890 og herefter forsvandt alkohol, dans og kortspil fra de fleste hjem.

I de følgende mange år blev det en kamp mellem Indre Mission og Grundtvigianere. I den forbindelse fortælles der om en episode mellem repræsentanter fra de to trosretninger, hvor missionsmanden formanede: “I må ikke tro, at I kommer i himlen for jeres gode gerninger”. Her blev der tørt svaret: “Nej, men I kommer der ej heller for jeres onde!”

Grundtvigianerne følte sig iøvrigt senere trængt og begyndte at søge deres kirkelige behov dækket udenfor sognet - bla. i Ringkøbing.

Besættelsestiden 1940-1945

Allerede i 1941 besluttede tyskerne at etablere Atlantvolden fra Norge til Spanien. Det var dog først efter tyskernes nederlag i Stalingrad i 1943, at byggeriet af bunkers på den jyske vestkyst rigtig tog fart. De store anlæg blev bygget i Esbjerg og Hanstholm.

I dette område blev der bygget befæstninger i Nymindegab, Hvide Sande, Søndervig og Houvig. Desuden blev der bygget et støttepunkt på Lodbjerg Hede op mod Stadil Fjord.

Et af tyskernes hovedpunkter kom til at ligge ved Kryle i Houvig. Man kan stadig se adskillige bunkere fra klittoppen - selvom meget af fjernet efter krigen. Tyskerne frygtede en invasion fra havet - og området nord for Søndervig ville nemt kunne fungere som en nem og hurtig broforbindelse til hele Jylland. Ved Kryle lå artilleriet og hele området var spækket med bunkere, pigtråd og minefelter. Nord for Kryle var placeret et stort radartårn og på en kunstig klit syd for strandgården ved Houvig, var opsat et meget stort radartårn af så stor strategisk betydning at Hermann Göring besøgte stedet.Straks efter krigens afslutning i 1945 blev tyskerne afvæbnet, men i Houvig fortsatte de med bevogtningsopgaver under dansk og engelsk kontrol. De sidste tyskere forlod først området til fods i november 1945.

Det var typisk modstandsfolk der ledede minerydningen efter krigen. Ved minerydning på Lodbjerg Hede blev der dræbt 7 tyske soldater og en dansker blev dræbt ved sprængning af en kanon i Krylelejren. Det nuværende landbrugsareal syd for Risebjerg er gennempløjet for miner i sommeren 1945.

Ved den vestligste ende af Lodberg Hede Vej skete der en mineulykke, hvor en ung tysk soldat blev dræbt. I Ringkøbing havde man mangel på ligkister pga. den store dødelighed blandt de mange flygtninge i området. Den unge mand fik derfor tildelt en barnekiste. De andre minører strejkede dagen efter over denne behandling og gik først igen i arbejde, da de blev lovet en ordentlig begravelse.

Ifølge minerydningspapirerne findes der stadig på Lodbjerg Hede en stor pansermine, som aldrig er fundet. Man må håbe at den gennem tiden er tæret op ...!

Der er i dag ikke synlige tegn fra krigens tid på Lodbjerg Hede. På enkelte sommerhusgrunde kan man se de gamle skyttegrave og løbegange. De er bla. meget tydelige på Granalle.

På Lodbjerg Hede kom der efter krigen et efterspil, eftersom mange af de efterladte bygninger blev brugt som flygtningelejr. Der var indkvarteret op mod 500 flygtninge fra Østpreussen (i dag Polen og Rusland). Flygtningene var ikke populære i Danmark, eftersom den danske stat skulle sørge for deres ophold og forplejning. Flygtningene fik dog en god behandling her i området.

Gerhard Saalfeld

I 2008 fandt Tommy Cassøe fra Hvide Sande en gammel bunker - som gennem mange år havde været gemt i klitterne. Bunkeren var dukket op efter en orkan i marts 2008. Efter en nærmere udgravning og undersøgelse, viste det sig at bunkeren under krigen havde været præcis den bunker hvor den tyske soldat, Gerhard Saalfeld (1928-2013) - under krigen havde opholdt sig. Gerhard Saalfeld havde forinden etableret et venskab med Bent Baagøe Anthonisen. Bent har i årevis været meget optaget af de tyske bunkere ved vestkysten - og lokalhistorie fra området i det hele taget.

Gerhard Saalfeld blev kontaktet og han rejste til Danmark i 2012 og besigtede den bunker der var hans opholdssted gennem flere måneder under den tyske besættelse.

Bunkeren stod som den var efterladt i 1945 og på trods af tiden, lykkedes det at bjerge store dele af inventaret fra bunkeren - og det er i dag opbevaret som en udstilling på Ringkøbing-Skjern Museum i Ringkøbing.

På jagt efter Baader Meinhof på Klitten

Baader Meinhof Gruppen (Rote Arme Fraktion) var en berygtet tysk terrororganisation. Gruppen var ekstrem venstreorienteret og spredte skræk og rædsel omkring sig - ved anvendelse af mord, mordbrande, bortførelser og gidselaktioner. Terrororganisationens omdrejningspunkt var Andreas Baader (1943-1977) og Ulrike Meinhof (1934-1976). Sidsnævnte begik selvmord i 1976, men terrororganisationen havde sikret et generationsskifte.

I september 1977 forlød det at to af gruppens medlemmer opholdt sig i Hvide Sande eller i et sommerhus på Lodbjerg Hede. Det udløste en omfattende alarm og mere end 80 politifolk tilkaldtes til opgaven. Hverken før eller siden har politiet været så synlige i det offentlige rum. Alle betjente var udstyret med skarpladte maskinpistoler og opfordringen fra politiet til befolkningen var meget direkte: Man skulle blive hjemme. Det var forbundet med livsfare at begive sig ud i området.

Hele den anspændte situation var udløst af bortførelsen af den vesttyske arbejdsgiverformand, Hanns Martin Schleyer. Han var i den forbindelse eftersøgt overalt i Europa - og dele af terrororganisationen var altså rygtet til Hvide Sande og Lodbjerg Hede.

Hele sagen endte heldigvis uden drama. Man fandt aldrig ud af om medlemmer af Bader Meinhof Gruppen havde været her. Hanns Martin Schleyer blev myrdet den 18. oktober 1977. I 2007 påtog to fremtrædende medlemmer af Rote Arme Fraktion sig ansvaret for mordet.

Røjklit Havn

På Holmslands nordkyst ligger Røjklit Havn. I 1970 startede arbejdet med at få etableret en havn. Det var grundejerforeningen på Lodbjerg Hede der indledte forhandlinger med Ringkøbing Amt og landmand Henrik Pedersen og adgang og vejret til Stadil Fjord. Henrik Pedersen sikrede sig i den forbindelse retten til at opstille en kiosk ved pladsen. Iøvrigt tilbød Henrik Pedersens hustru, Ester - at holde opsyn med pladsen for 1000 kroner om året.

Efter diverse anlægsarbejde og juridiske udredninger blev bådepladsen etableret i 1975. I første omgang med plads til 18 både, men allerede i 1977 blev havnen udvidet til ialt 40 bådepladser.

Havnen drives af Lodbjerg Hede Grundejerforening i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen. Der er shelterspladser, toiletbygning og opholdsarealer med borde/bænkesæt.

Risebjerg

På Lodbjerg Hede ligger Risbjergvej. Vejens navn refererer egentlig til en lille forhøjning som ligger ved Risbjergvej 80. Oprindelig hed højen Risebjerg.

Blandt meget spændende botanik, kan man her finde sommerfuglen Okkergul Bladmåler. En sommerfugl der er meget udbredt på magre jorde langt mod vest.

Holmsland Klit