Glødende poet eller brændende nazist ..?
Bag lyrikken i tre kendte børnesange gemmer sig en dramatisk historie. De tre børnesange er “Solen er så rød mor” fra 1915, “Jeg ved en lærkerede” fra 1921 og “Hør den lille stær” fra 1921.
Forfatteren bag de tre lyriske digte er Harald Bergstedt. Da han skrev “Solen er så rød mor” var han 38 år. Han var en anerkendt forfatter og respekteret som en kulturbærende socialdemokrat. Æret og respekteret af landets statsminister. Sympatien blev senere til at overse - for helt at forsvinde. Harald Bergstedt meldte sig nemlig ind i det nazistiske parti i december 1942. Det nåede ingen at tilgive ham, inden han døde i 1965.
“Jeg ved en lærkerede” er kendt af enhver. Vi kan synge den udenad. Den er dramatisk, smuk og kan fortolkes i flere lag. Under alle omstændigheder er den en ubetinget hyldest til naturen og barnets iagttagelse af naturen. Det er usædvanlig enkel og meget stærk lyrik. Carl Nielsens melodi fra 1924 understreger bare alt det danske der er indeholdt i denne lille sang.
Harald Bergstedt bliver medlem af Socialdemokratiet. Han bliver definerende i forhold til partiets kulturpolitik, men på trods heraf er han sjældent enig med statsminister Thorvald Stauning på det område. Stauning er meget inspireret af kulturpåvirkninger fra udlandet, mens Bergstedt er mere optaget af den oprindelige danske kulturarv.
Harald Bergstedt
Også på et andet område deler han ikke holdninger med landets statsminister. Harald Bergstedt hylder Afholdsbevægelsen og agiterer ofte for alkoholens skadelige påvirkning på mennesker. Det er landets statsminister ikke synderlig optaget af. Det er velkendt, at Thorvald Stauning havde et noget afslappet forhold til forbruget af alkohol. Det lykkes imidlertid Bergstedt, at iværksætte et større oplysningsarbejde for alkoholens skadevirkninger - i forbindelse med Socialdemokratiets kongres i 1931.
Op gennem 30’erne bliver Harald Bergstedt hyldet i partiet for sit forfatterskab, sin tilgang til kulturpolitikken i partiet og for sit ihærdige debatskabende arbejde. Ved sin 60 års fødselsdag i 1937 blev han æret af partiets absolutte top for sine lyriske talenter. Blandt talerne var - udover Thorvald Stauning - journalist Oskar Hansen og det dengang oplagte politiske talent, Julius Bomholt. Han blev senere en kulturinstitution i Socialdemokratiet og var idemanden bag Statens Kunstfond.
De skulle alle tre komme til at fortryde deres hyldest af Harald Bergstedt - for senere samme år kunne man erfare, at den nu modne lyriker ikke længere havde tillid til at England kunne samle verden. På det tidspunkt frygter alle en kommende krig i Europa og forfatterens holdning ses som en tilnærmelse til den tyske aggressive fremfærd i Europa. Han udtrykker samtidig skepsis overfor et samlet Norden og mener fremtiden tilhører den tyske socialisme.
Ikke desto mindre bliver Harald Bergstedt ansat som journalist på Socialdemokraten - og efter krigens udbrud i 1940 bliver Thorvald Staunings tale i Studenterforeningen i marts 1941 afgørende for Harald Bergstedt. Han opfatter talen meget bogstaveligt og han benytter denne tale som et alibi for sit senere medlemsskab af DNSAP - det nazistiske parti.
Staunings tale i Studentforeningen er historisk. Den kunne opfattes som en tale der opfordrede til samarbejde med tyskerne. Talen skal naturligvis ses i lyset af situationen i Europa og Danmark på dette tidspunkt. Tyskerne gik fra sejr til sejr gennem hele Europa og Danmark kunne næppe spille nogen afgørende politisk rolle i den forbindelse.
Thorvald Stauning
Harald Bergstedt opfattes kritisk for sine holdninger. Stauning dør i maj 1942 og hans rolle er dermed - af helt indlysende årsager - udspillet. Samme år takker Bergstedt ja til at komme på en rejse til Tyskland. Rejsen er åbenlyst arrangeret af det tyske nazistiske parti og formålet med rejsen er at få forbundsfæller i den danske kulturverden. Her er Harald Bergstedt en nøglefigur.
Rejsen går til Berlin, Danzig og Breslau. På baggrund af rejsen skal Bergstedt skrive tre kronikker til Socialdemokraten. Temaet i de tre kronikker skulle være iagttagelser af krigen i Tyskland, organisering af arbejdslivet og nazismens udmøntning i den tyske hverdag.
Kun den første kronik blev afleveret og trykt i Socialdemokraten. Herefter gik det op for chefredaktionen, at avisens redaktionelle linje slet ikke flugtede med Harald Bergstedts. Vejene mellem dem skiltes - og i efterrationaliseringens hellige navn - kan man undre sig over, at Socialdemokratiet overhovedet vovede at sende en journalist med Harald Bergstedts holdninger ned i Tyskland for at rapportere tilbage til den undrende danske befolkning.
Herefter gik det helt galt. Harald Bergstedt bliver udskammet i Socialdemokratiet. Selv forstår han intet af det og fastholder krampagtigt synspunktet om, at han blot forsøger at leve op til Thorvald Staunings samarbejdstale i Studentforeningen i 1941.
Efter krigen bliver Harald Bergstedt idømt to års fængsel for landskadelig virksomhed. Han afsoner sin straf, men ikke uden bitterhed. Også i den forbindelse benytter han sit lyriske talent - og skriver dette syrlige digt under afsoning af sin straf i 1947:
“Jeg sidder i min celle med kind imod hånd,
da svævede fra gitteret en natlig ånd
i morgenens første dagning,
med langt hvidt skæg.
Det var Stauning.
Han standsede forbavset og trak sit vejr,
Hvad Bergstedt, hvordan er du dog kommet her?
Jo, sagde jeg - uden at blegne
Jeg sidder her på dine vegne!”
Harald Bergstedt levede efter sin afsoning et ensomt liv med sin hustru i Vanløse. Partiet, venner og kollegaer vendte ham ryggen. Han blev smidt ud af både Afholdsbevægelsen og Dansk Fofatterforening. Først i 1963 blev det igen tilladt at trykke, formidle og afsynge hans velkendte børnesange igen.
I 1965 anmodede han mindeligt om igen at blive optaget som medlem i Afholdsbevægelsen. Dette accepterede den nye landsformand, men Harald Bergstedt nåede ikke at blive optaget - inden han døde 19. september 1965.
Kilder:
Arne Hardis - Pibende Hængsler, 2022
Jørn Henrik Petersen - Julius Bomholt, 2021
Hans Lyngby Jepsen - Stauning, 1979
Sanghåndbogen, 2020