Politik kan godt være ret komisk …!

I Ringkøbing-Skjern Kommune bruger vi meget tid på at påvirke regering og Folketing til at forstå hvad vi er optaget af. Det kan være noget svært at tiltrække en regerings opmærksomhed. Når vi anmoder om et møde med en minister bliver vi ofte mødt med undskyldninger i retning af en tætpakket kalender, aktuelle politiske udfordringer, et akut opstået møde eller måske lidt manglende forståelse for at der faktisk er en verden udenfor Slotsholmen. Det skal ikke opfattes som politisk klynkeri. Det er bare vores erfaring, at opmærksomhed for vores område ikke kommer af sig selv.

Men det lykkes alligevel fra tid til anden. I 2021 havde vi fået en aftale med daværende miljøminister Lea Wermelin. Hun er født på Bornholm i 1985, can.scient.pol fra Københavns Universitet og en særdeles kompetent og imødekommende politiker.

Formålet var at forsøge at påvirke ministeren til at udpege Skjern Å-dalen som en ny naturnationalpark i Danmark. Om det projekt kan man have mange meninger. I denne sammenhæng er det egentlig ret ligegyldigt. Skjern Å-dalen blev ikke udpeget - og det er egentlig mit indtryk, at tårerne over det var lidt tørre. Sådan kan politik også være.

Under alle omstændigheder havde vi fået aftalt et møde med ministeren og mødet var henlagt til Pumpestation Nord. Det er et ikonisk sted i forhold til hele sagen om afvanding - og genopretning - af Skjern Å. Ministeren ankom på aftalte tidspunkt - og hele selskabet bevægede sig ned mod Skjern Å - og vi talte ivrigt for vores sag. Kendetegnet for denne type møder er, at tiden er knap - og det gælder om at få placeret argumentationen på rette tid og sted. Til stede fra byrådet var borgmesteren og jeg. Desuden var der et større følge af embedsmænd fra både kommunen og ministeriet.

Vi gik tilbage til Pumpestation Nord, som ikke er nogen arkitektonisk perle. Det er den største af de pumpestationer der blev etableret i forbindelse med afvandingen i tresserne. Den er stadig i brug. Der er relativt koldt og fugtigt - og i perioder præges hyggen af larmen fra de enorme pumper. Man kan vel sige at miljøet er meget autentisk.

For 10 år siden blev pumpestationen renoveret. Der er etableret en udstilling og fra taget er der skabt mulighed for at få en fantastisk udsigt over hele ådalen. Også der skulle vi op - og alt gik efter planen. Den hysterisk stramme tidsplan blev overholdt. Miljøministeren udtrykte tilmed forståelse for vores synspunkter. En dygtig minister forstår at tale i meget positive vendinger - uden at love for meget. Alt var godt. Endnu.

Efter besigtigelsen havde vi planlagt en lille præsentation i pumpestationens kælder. Hele følget bevægede sig ind i det meget lille og meget mørke og meget fugtige rum. Her havde kommunens dygtige embedsfolk forberedt opstilling af projektor, lærred og computer.

Borgmesteren gik i gang. Der var vel 8 mennesker i det lille rum. Vi stod tæt op af hinanden - af helt indlysende årsager. Op af den lukkede dør ud til naturen - stod den ansvarlige for alt praktisk omkring arrangementet. Alt gik som det skulle. På et tidspunkt så jeg, at han diskret tog i døren. Den var låst - udefra. I al ubemærkethed så jeg, at han gentagne gange forsøgte at åbne døren. Vi kender alle til den situation. Selv om man egentlig godt ved det er formålsløst, bliver man ved med at trykke håndtaget ned - igen og igen. Jeg kunne godt fornemme på manden, at han ikke befandt sig vel i situationen. 

Borgmesteren fortsatte sin præsentation for ministeren. Ingen havde den mindste fornemmelse af at noget var galt. Embedsmanden greb naturligvis sin telefon og ringede til een af dem der var blevet ude på den anden side. De sprang omgående til - og forsøgte også at åbne døren. Ingen kunne få den op. Ingen havde en nøgle. Jeg foreslog den enkle løsning. Simpelthen sætte en kraftig skulder på døren og tvinge den op. Det er en disciplin jeg tidligere har demonstreret i en snæver stund. Vi afgjorde i fællesskab, at ideen var glimrende. Indtil vi konstaterede -  at døren gik ind i rummet. Lykkens dør går ikke indad, siger Søren Kierkegaard. Javel, men hvad gør man så, når man skal ud?

Embedsmanden ringede til den praktisk ansvarlige for Pumpestation Nord der formentlig sad hjemme og nød sin eftermiddagskaffe sammen med familien. Han oplyste det vi ikke ville høre: “Det har jeg aldrig oplevet før. Det var godt nok underligt!” Derudover havde han ikke gode praktiske forslag. Og slet ikke forslag der harmonerede med ministerens meget stramme tidsplan.

Borgmesteren var i mellemtiden blevet færdig og stod nu og drøftede den politiske sag med ministeren. Sandheden begyndte at gå op for hele selskabet: Vi var alle spærret inde i kælderen under Pumpestation Nord. Umiddelbart uden nogen alternativ udgang. Det kunne ende med at blive et meget langt møde. 

Den dygtige embedsmand gik naturligvis omgående i gang med at afsøge mulighederne for at komme ud af det mørke og fugtige rum - og fandt et meget smalt vindue. Meget smalt. Mit øjemål gjorde mig bekymret, da jeg kiggede på borgmesteren og så ned af mig selv! Derudover lignede det ikke et vindue der havde været åbnet i mange år - om nogensinde. Embedsmanden trådte i karakter og med en voldsom kraft lykkedes det ham at tvinge vinduet op.

Vi gik i gang med en evakuering af selskabet. Ministeren først - naturligvis. Det gik fint. Hun er ung, smidig og i god form. Derefter borgmesteren. Det gik faktisk også fint. Til min store overraskelse, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Så var det min tur. Og da jeg sad der i vinduesåbningen og kunne mærke betonelementerne stramme om mine smalle skuldre, kom jeg pludselig til at tænke på historien om Peter Plys der sidder uhjælpelig fast i et hul.

Jeg kom ud - og min politiske forfængelighed afgjorde, at det ikke var en historie der nogensinde skulle ud. Hvad jeg ikke vidste var, at ministeren stod klar med sin telefon og forevigede situationen. Hun sendte mig senere billedet - og jeg tænkte at planen om at være diskret omkring sagen sikkert ikke ville blive nogen stor succes.

Nu er historien fortalt i sin helhed. Det var meget meget komisk - og under hele forløbet var humøret højt. Ingen kom noget til. Men en naturnationalpark - det fik vi ikke!